Da Karins mand tog hjemmefra var alt fint – fire timer senere stod hun på hospitalet med hans ring og ur i hånden
Det gør forfærdeligt ondt at miste sin livsledsager, uanset om tabet kommer pludseligt eller efter et langstrakt forløb. Her kan du møde Karin, som mistede sin mand, da han blev ramt af en blodprop.
Jørgen var min store kærlighed. En morgen i juli 2015 stod vi i spisestuen, og han gav mig et farvelkram og sagde: ”Jeg glæder mig til i eftermiddag.”
Vi skulle til Helsingborg, som er vores hemmelige lille plet. Efter krammet kørte han på arbejde. Kun et par timer efter blev jeg ringet op af en af hans kunder, der fortalte, at den var helt gal. ”Er han død?” spurgte jeg. ”De kæmper med ham,” lød svaret.
Jeg ringede til min søster, og vi kørte mod Rigshospitalet. Jeg bad også vores børn om at komme. Efter nogle timer kom vi ind til Jørgen. Han var død, men lå i en hjerte-lunge-maskine, så jeg forstod det ikke. Jeg bøjede mig over ham og hviskede: ”Jeg elsker dig.”
Først da jeg så lægen i øjnene, forstod jeg, at det var slut. Det var så rigtigt af lægen at lade mig erkende det selv. Frem for at sige: ”Din mand er død!” Fire timer tidligere havde Jørgen holdt om mig, og nu stod jeg på hospitalet med en plastikpose i hånden med hans ur og vielsesring.
Den første uge kunne jeg næsten ikke holde ud at være til. Samtidig blev jeg overvældet af varmen fra venner, som heldigvis kom, selv om jeg og børnene sagde, at de ikke skulle. De var der bare og prøvede ikke at trøste. Der kom også hilsner, for eksempel en trøstekasse fra min søns venner med slik, vin og kaffe. Vennerne gjorde en kæmpe forskel. Jørgens store kærlighed var også med til at hjælpe mig, for den var der jo endnu.
Det første år samlede jeg det liv op, vi havde haft. Når du mister et elsket menneske, skal du gå hele vejen tilbage ad den sti, I havde sammen. Frem for at undgå billeder, dufte og konfrontation med alt det, der gør ondt. Jeg samlede minder som en mor, der samler tøj sammen på børnenes værelse, indtil jeg havde favnen fuld.
Jeg genså videoer fra vores liv, for eksempel Jørgens bryllupstale til mig. Jeg læste hans gamle kærestebreve og følte nærværet meget stærkt. Ved at tage vores minder og hans værdier med mig forstod jeg, at jeg godt kunne have mit eget liv uden at forlade ham og vores kærlighed.
Jeg oplevede et vendepunkt, et års tid efter at Jørgen faldt om. Min søn skulle til afsluttende eksamen, og senere på dagen skulle jeg stå for et liveinterview med Paprika Steen i Skuespilhuset i København. Solen skinnede, og jeg havde en blomstret rød kjole på.
Jeg startede dagen med champagne for at fejre, at min søn fik ti, og at jeg klarede interviewet fint. Jeg følte en lettelse over, at det hele gik godt, og jeg kunne pludselig se verden i farver igen. Hverdagsting var ikke længere ligegyldige. Nu er jeg hel, tænkte jeg. Vi kan godt klare den uden ham.
Jeg kan pludselig savne, at der kommer en og siger godmorgen. Eller godnat. Det er svært ikke at være to, for det er normen i min generation. Samtidig er der noget stærkt ved 100 procent at bestemme over eget liv. Jeg gør impulsive ting og går til mange arrangementer. Jeg har også haft et par kærester. Det er godt at kunne blive begejstret igen.
Men jeg sætter også mødet med andre mænd i relation til min frihed og det gode ægteskab, jeg havde. Et forhold skal være sådan, at man ser verden gladere og smukkere sammen. Fordi jeg har prøvet den store kærlighed, har jeg nok sværere ved, at et forhold bare er godt nok.
Jeg er kommet mig over sorgen, men savnet af min livsledsager har jeg for evigt. Han kan ikke erstattes. Ingen anden vil kunne gå lige så højt op i mine børn og børnebørn. Det er noget andet at være bedstemor, der passer børnebørnene, end det ville være at være bedstemor og bedstefar. Men det er også en sjov og fin opgave at have alene.
Annonse
Mange taler om “at komme videre” efter et dødsfald. Det bryder jeg mig ikke om. Som om man forventes at forlade noget. Man skal tværtimod tage det med. Jeg har lavet en fotobog til vores børnebørn, som han aldrig nåede at møde. Med fotos af Jørgen samt nogle af hans livsmottoer.
På den måde giver jeg hans værdier videre. Til slut står der, at han ønsker dem verdens bedste liv. Han kommer med videre i vores alles bagage. ”Når jeg dør, vil jeg op på den samme stjerne som morfar,” sagde barnebarnet på fem engang.
