"Jeg har jo også fået at vide, at jeg skulle skride hjem, selvom jeg er født i Horsens"

”Jeg spurgte nogle børn, om jeg måtte være med til at lege far-mor-og-børn. Det måtte jeg ikke. Og jeg spurgte jo så undrende hvorfor? Det var fordi, at jeg var brun.”

”I og med at jeg var halvt sort, så var jeg selvfølgelig halvt slave, og så var det jo kun på sin plads, at jeg sprang op og hentede den sodavand til ham” 

”Han råber, at jeg skal forsvinde, og at ”sådan nogle som mig” kommer og forstyrrer og tager alle danskernes jobs og bare kommer for at nasse.”

Sådan lyder tre citater fra en række personlige video-fortællinger på Instagramprofilen TAL UD.

Her er ambitionen at dele både kendte og ukendte danskeres egne, personlige oplevelser med racisme for bl.a. at dokumentere, at racismen findes herhjemme, så vi kan komme videre til et fælles udgangspunkt, der fører konstruktiv forandring med sig.

Det fortæller talskvinde Suzanne Skærbæk Pedersen til ALT.dk:

”Vi er stadig ret umodne i Danmark omkring racisme, så vi skal alle have erkendt, at det ER her. For hvis nogle lukker øjnene og siger, at det ikke findes, så kommer vi aldrig videre,” siger hun og fortsætter:

”Det er også derfor, at vi deler personlige historier og kun vil høre fra mennesker, der siger JEG. Vi gider ikke pege fingre, og hvis nogen skulle have en holdning, der modstrider – så længe det er konstruktivt og noget, der kan bringe os videre – så er den velkommen. For vi burde kunne snakke mere åbent om racisme i 2020. Vi kender stadig folk, der siger, at det ikke findes – og derfor går vi i dialog; hvad er racisme så for dig? Det skal være en samtale og et fællesskab.”

Men hvordan definerer I så racisme? 

”De oplevelser, man får, vil altid være individuelle og forstås individuelt. Men vi differentierer mellem racisme og magtmisbrug og retter os efter Institut for Menneskerettigheders definition, som er, at racisme er en generaliserende, nedværdigende fordom over for folk med en anden race, hudfarve, afstamning eller nationalitet. Men bare dét er jo kontroversielt, for nogle mener ikke, at hvide kan blive udsat for racisme. Vi anerkender, at hvide danskere har været udsat for racisme og mener, at racisme går begge veje.”

Men kan en række personlige oplevelser reelt forandre noget, hvis der stadig er så meget uenighed om, hvad ”racisme” dækker over, og i hvor høj grad det eksisterer herhjemme, tror du?

"Ja, vi mener, at det er nødvendigt, at vi får sat ansigt på racismen. Hvornår handler man racistisk, og hvornår er man decideret racist. Det er vigtigt at få talt igennem. I alt for lang tid har vi diskuteret ud fra politiske synspunkter og peget fingre. Ved at give racismen et ansigt, og et navn, bliver det mere håndgribeligt, og debatten flytter sig fra ’nogen’ til ’jeg’. Fordi de fleste danskere er heldigvis enige i, at diskrimination er forkert, men at man blot har forskellige politiske synspunkter. Men så lad os starte dér, hvor vi er enige, og arbejde ud derfra."

Hvad har reaktionerne været på projektet indtil videre?

”Vi har solet os i kærlighed og er super glade for, at der er sat en bevægelse i gang, og vi får overvældende meget støtte. Men der er også dem, der ikke ønsker, at det skal gå denne vej, og som ønsker at holde fast i intolerancen, og som mener, at ”Danmark er for danskere”. Og det skal man have lov at mene. Vi ønsker så at udfordre deres billede af dansk-begrebet, fordi mange af dem, som de diskriminerer, er også danske. For jeg har jo også fået at vide, at jeg skulle skride hjem, selvom jeg er født i Horsens. Så der har været en del hate, men mest kærlighed,” siger Suzanne Skærbæk Pedersen.

Starter allerede i folkeskolen

Men TAL UD-projektet handler ikke kun om at dokumentere, at racisme findes i Danmark. Det handler også om at skubbe til noget politisk – særligt med fokus på folkeskolen, fordi en stor del af de historier, der bliver delt på TAL UDs platforme, udspringer derfra.

”En del af historierne, der bliver delt hos os, handler om oplevelser med racisme fra da man var barn og havde en identitetskrise over at se anderledes ud end andre. Og man bliver så ked af at høre om de tilfælde, der stadig er i skolerne i dag. Derfor kunne vi godt tænke os at sætte ind politisk og fx stille spørgsmålet: Hvad betyder racisme for dig? Og skal man fx blive ved med at kalde folk noget, som støder dem?”, siger Suzanne Skærbæk Pedersen.

Hun mener, at hovedproblemet er, at vi ikke altid er gode til at tage hensyn i Danmark, fordi vi oplever det som en slags frihedsberøvelse.

”Jeg elsker Danmark, men vi har ofte en opfattelse af, at der bliver taget noget fra os, hvis vi skal ændre os”, siger hun med henvisning til sommerens Eskimo-is-debat:

”Mange danskere har tænkt: ”Må jeg nu ikke få min Eskimo-is?” og er blevet frustrerede over det, men sproget udvikler sig jo. Der er ikke nogen, der tager noget fra nogen. Vi går heller ikke længere rundt og siger ”sikke en lurendrejer”, fordi sproget ændrer sig. Det er vigtigt at erkende. Eskimo-isen kommer til at smage af det samme. Men debatten bliver pludselig symbol på, at der bliver taget noget fra en, fordi man skal tage hensyn. Men det er jo positivt at vise hensyn. Når en befolkningsgruppe siger: vil du ikke nok lade være at sige det, det gør mig ked af det, så skal man stoppe. Hvorfor skulle man blive ved? Den stædighed er værd at tale om, og det gør vi hos TAL UD.

Jeg fandt et skriv fra Dansk Sprognævn fra 1995, hvor nævnet allerede dengang sagde: ”Man må ikke sige n-ordet mere, fordi det er stødende. Nu skal man sige sort.” Det er 25 år siden, men vi diskuterer det stadigvæk i dag.”

Derfor håber Suzanne Skærbæk Pedersen mest af alt på, at TAL UD-platformen kan danne fundamentet for et fælles ståsted:

”Vi vil bryde tavsheden, så vi kan skabe noget forståelse for begge parter. Vi behøver ikke blive enige, men lad os snakke ud fra et fælles udgangspunkt. Jeg kan godt være dansk, selvom jeg er sort. Det bliver vi nødt til at kunne snakke om.”