Tammi Øst: ”Det var så svært, at jeg ikke magtede at snakke om det”

Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed i dit liv?

"At man skal være god til at spotte kærligheden, hvor den er. Og i alle dens afskygninger." 

"Der er en speciel kærlighed, man har til sin venner. Der er en kærlighed, man har til sin familie. Der er en kærlighed, man har til sine børn. En kærlighed til naturen. Kollegiale forhold kan være kærlige. Og så er der jo den kærlighed, som måske næsten er den sværeste: kærligheden til sig selv."

"Jeg tror, det er vigtigt at huske, hvor mangesidig kærligheden er. Den har mange ansigter, og hvis man bliver god til at se det, vil man opdage, at der altid er kærlighed omkring én i forskellige former."

Sofie Stougaard var lige blevet gift, da hun mødte sit livs kærlighed

Sofie Stougaard har elsket sin mand, Torbjørn Rafn, i 33 år. Deres fælles liv begyndte dog først for 30 år siden, da Sofie først måtte afslutte et andet ægteskab, før hun kunne finde sin vej til ham.

"Det kan være svært at minde sig selv om, og det er meget fluffy, men kærlighed er noget spirituelt, som omgiver os konstant. Når man går en tur og ser en hare ude på marken og kan mærke, hvordan det bobler i brystet eller kilder i fingrene … Det, tror jeg, er kærlighed."

Hvornår føler du dig allermest elsket?

"Jeg ved ikke, om der findes et ”allermest”. Jeg tror hele tiden, der er en portion kærlighed til og omkring mig. Men det er ikke altid, jeg ser den. Så mængden af kærlighed svinder ikke ind eller ud, men min evne til at tage imod den varierer."

"Min første indskydelse er, at jeg er bedst til at mærke kærligheden, når jeg har det godt, men hvis jeg tænker over det, kan jeg også mærke den, hvis jeg er ked af det. Jeg tror, at jeg svarer sådan, fordi jeg er dårlig til at tage imod trøst. Og at række ud efter hjælp."

"Men når jeg overgiver mig til at blive ked af det overfor andre og vise, hvor meget jeg har brug for dem, mærker jeg også kærlighed dér. Men jeg tror, at det kan være svært at mærke kærligheden, hvis man ikke elsker sig selv, fordi man simpelthen ikke kan genkende den. Så der ER noget i det der med, at du ikke kan elske andre, hvis du ikke elsker dig selv."

Hvor meget skal man kæmpe for kærligheden?

"I parforhold? Meget! Hvis man beslutter sig for IKKE at kæmpe for kærligheden, er man stået af livet. For kærligheden og livet hænger uløseligt sammen. Vi kan dårligt finde ud af at være her, hvis der ikke er kærlighed i vores liv, det er uudholdeligt. Og derfor skal man bruge kræfter på at kæmpe for den."

"Der er selvfølgelig mange mennesker, der har lyst til at leve alene, og som finder kærligheden hos venner eller igennem ”blodets bånd-familien”, men hvis man kan lide parforholdet, er det vidunderligt at have det partnerskab og fællesskab, som det er, og derfor synes jeg også, man skal kæmpe for det. Og samtidig acceptere, at man er forskellige."

"Når man bliver forelsket, finder man stor glæde i alt det fælles og glemmer alt det, man ikke har til fælles. Og nogle gange glemmer man måske også, hvor stor glæde der er i at være sammen med en, der IKKE er som en selv."

"Selvfølgelig er der nogle områder, hvor det er rart, at man er nogenlunde enige: Nogle grundværdier i livet, så man for eksempel ikke står alt for langt fra hinanden politisk. Man når dét er sagt, er vi jo unikke størrelser alle sammen, og jeg tror, at man nogle gange i parforhold kan komme til at gå for meget op i, at man skal være ens og enige."

"Man har svært ved at begribe, at man er forskellige mennesker, og at selvom man er i et forhold, vil man til stadighed være forskellige mennesker og i en vis forstand også leve forskellige liv. Man skal acceptere, at man ser forskelligt på ting, og at man har forskellige livsbaner, selvom man også har en fælles livsbane – jo mere man erkender det, jo nemmere er det at være i et parforhold."

Hvad får man ud af at være forskellige?

"Det er kedsomligt hele tiden at være i sin egen boble. Man kan ikke udvikle sig, hvis man hele tiden tænker og bliver bekræftet i, at det kun er ens egen måde at se livet på, der er rigtig og noget værd. Hvis jeg skal udvikle mig, skal jeg have inspiration og oplysning fra andre mennesker. Og blive forundret over, ”gud, ser du sådan på det?”."

"Forskelligheder og dialog er livgivende, fordi det udvikler dig. Og der er intet liv, der er interessant, hvis det ikke er i udvikling. Og dét gerne til den dag, man dør."

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

I forhold til at kæmpe for kærligheden, hvornår ved man så, at det er tid til at gå?

"Ja, det er jo det … I hvert fald hvis det begynder at tære på ens … sjæl, havde jeg nær sagt. Altså, hvis det går ud over ens grundlæggende velbefindende. Hvis man er for ked af det i for lang tid, går det indad og sætter sig på alle mulige måder hos én."

"I langt de fleste tilfælde er det en lang proces at finde ud af, om man skal gå fra hinanden. I princippet vil man jo ikke gå fra hinanden, især ikke, hvis det er en, man har fået børn med. Men man kan komme til at såre hinanden så uendeligt meget, at det ikke står til at reparere, og man kan gå i så forskellige retninger, at det ikke kan fortsætte. Ikke at jeg har prøvet det i alle mulige afskygninger, men jeg er blevet skilt én gang."

"Det har egentlig været en ret lykkelig skilsmisse, men … Så er det jo heller ikke mere lykkeligt, end at det stadig er uendeligt sørgeligt, og at man er ked af det i rigtig lang tid." 

"I en eller anden forstand kommer man aldrig over dét at bryde med en, der er far til ens børn. I mit tilfælde er vi stadig nære og holder jul sammen, så er det jo ikke SÅ sorgfuldt endda, men det tager stadig mange år, før man kommer dertil og finder ud af, hvad det så er for et liv, man kan have sammen. Udover at man har nogle børn sammen."

"Det lykkeligste ville være, hvis man stadig kunne have et glimt af kærlighed til det menneske, man går fra. Om ikke andet så på grund af de mennesker, man har skabt i kærlighed, som stadig er bevis på kærlighed og bliver ved med at leve som kærlighed imellem en."

"Men jeg er selvfølgelig godt klar over, at det kan gå grueligt galt, og pludselig har man familieretshuset inde over og alt muligt. For kærligheden er jo vanvittig. Nu snakker vi bare om den som fornuftige mennesker, men altså … Den er et uhyre med mange ansigter."

"Der kan man så også sige, at jo mere man taler om, hvad der for eksempel ville være det fineste, når man går fra hinanden, des bedre kunne man måske være til det. For der ligger meget kraft i, hvordan man omtaler ting. Ord er kraftfulde."

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?

"Ha ha, det ved jeg sgu ikke! En bamse? Tiden, der går. Gode venner. Snapseflasken. Ej, det mente jeg ikke. Jeg ved det sgu ikke, du. Primært er det jo tid, men det kan man slet ikke forholde sig til i situationen, og det er ikke rigtig nogen trøst."

"Ellers tror jeg, det handler om at gøre ting, som gør én tryg, og at give sig selv lov til at sørge. Finde nogle mennesker, der kan begribe ens sorg, så man kan få lov til at græde." 

"Jeg tror også, det er vigtigt at gå nogle ture, opleve noget. Gå i teatret, og græd, eller se en film, og græd. Eller se en sjov film! Gøre alle mulige gode ting for sig selv. Spise en kage og være sammen med folk, som kan rumme én. Ja, gode venner er vel løsningen."

Det kom totalt bag på Caroline Stage, da hun blev forelsket i en kvinde

Det var en vild og voldsom forelskelse, da Caroline Stage fandt sammen med kæresten Rikke Holm. I dag undrer hun sig over, at hun ikke havde fundet ud af, at hun var til kvinder, noget før.

Jeg har læst, at du ikke snakkede med så mange om det, da du blev skilt. Hvordan kan det være?

"Nej, det gjorde jeg ikke. Især ikke op til, det måtte jeg gå meget med selv. Jeg kunne selvfølgelig godt snakke med gode venner om det, der var bare et eller andet i den proces … Jeg syntes, det var så svært at blive skilt, så jeg kunne ikke magte at snakke med særligt mange om det." 

"Generelt, når der er store sorger i mit liv, kan jeg ikke magte at tale alt for meget om det. Det er som om, at hvis jeg hele tiden ripper op i det, så heler det ikke. Der er også noget, man må erkende omkring dét at være ked af det: Man er alene om det. Der er ikke nogen, der kan være det for dig. Det er DIN sorg, og det er dig, der skal hele den. Selvfølgelig kan du søge hjælp, men der er ikke nogen, der kan komme igennem sorgen for dig."

"Efter skilsmissen var jeg meget ”praktisk” omkring den sorg, jeg havde. Vi havde to børn, som jeg pludselig var alene med, så det skulle jeg have til at fungere. Det var meget noget med at GØRE ting. Og når jeg ikke havde børnene, var det noget med at ligge i sengen og se film."

"Jeg er meget sådan én, der ”gør” mig ud af ting. Jeg snakkede selvfølgelig også med nogle mennesker – professionelle mennesker, men det der med at udbrede MIT forhold til alle mulige, havde jeg svært ved, fordi jeg ikke havde lyst til at være illoyal over for vores forhold eller min partner og sige alle mulige grimme ting." 

"Jeg tror også, der er noget farligt i hele tiden at tale. Det er ikke, fordi jeg mener, at man IKKE skal snakke om tingene, jeg tror bare, at man skal passe på, at man ikke ”overtaler” det, så man – ved ordets kraft – tvinger sig selv til at blive i sorgen og holde den ved lige. Det er en balance, men nogle gange tror jeg, man skal være stille. Sige: ”Nu er det nok for en tid”."