Lev det liv, der passer til DIG

Test: Skal du skifte spor?

Alt for mange af os styrter rundt med en uendelig to-do liste i baghovedet, fyldt med ord som "kunne", "burde" og "skulle", mens vi føler, at livet passerer forbi os som et lyntog, og vi selv sidder som handlingslammede passagerer i bumletoget ved siden af.

Kan du nikke genkendende til følelsen, så spørg dig selv, hvornår du sidst har følt dig fyldt af ro, glæde og en følelse af at være det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt? Af en følelse af bare at være DIG? Glæden er nemlig den vigtigste og mest pålidelige indikator for, hvornår du beskæftiger dig med det helt rigtige – både i det store og det lille perspektiv.

Problemet er bare, at det i en travl hverdag kan være svært at nå at lægge mærke til, hvornår vi oplever de små øjeblikke af glædesfyldt væren, før vi allerede er videre til næste punkt på dagsordenen.

– Det er alle menneskers pligt at finde ud af, hvad der gør dem glade og hvad der føles meningsfyldt, mener coach og forfatter Pernille Melsted, der blandt andet har skrevet bogen "Find din passion på 4 uger".

Frit valg på alle hylder

Hun opfordrer alle, der oplever at vågne op med en murrende utilfredshed i maven og en lille stemme der spørger: "er det virkelig det?", til fluks at sætte tid af til en dyb samtale med sig selv.

– Den følelse skal vi tage alvorligt. Når vi mærker den, bliver vi nødt til at stoppe op, sætte os i et sommerhus i en weekend, og stille os selv nogle meget vigtige spørgsmål.

Første skridt er at acceptere, at der er noget i dit liv, der ikke fungerer og at tilgive dig selv, at du har overhørt dine egne signaler. Derefter kan du begynde at handle. Start med at spørge dig selv, hvornår du oplever, at tiden bare flyder og føles meningsfyldt, præcis som da du var barn, og ikke behøvede at forholde dig til, hvorvidt de ting du gjorde nu var nyttige eller indbringende i status eller kroner og ører. Du gjorde dem bare, fordi du havde lyst.

– Spørg så dig selv: "hvis jeg visker tavlen helt ren og forestiller mig, at alt er muligt – hvad vil jeg så?" Giv dig selv lov til at åbne helt uhæmmet op. Med frit valg på alle hylder. Hvad er dit drømmejob? Hvis du havde et år med alt betalt, hvad ville du så studere?

Drop hensynet til andres meninger

Svarene på de spørgsmål kan hjælpe dig med at (gen)finde de ting, du godt kan lide at foretage dig. Alt det, der er dig inderst inde, men som måske er blevet glemt hen ad vejen, fordi du tog hensyn til andre og deres meninger.

Gør også op med dig selv, om du laver det, du gør, fordi du er god til det og ikke, fordi du finder glæde ved det. Alt for mange af os er havnet på "jamen, du er jo så god til..."-hylden, som kan være svær at forlade igen.

– Jeg plejer at sige, at den største fjende mod at finde ud af, hvad man trives med, er ros og anerkendelse og for meget i løn. Dem, der kommer hurtigst igennem, er dem, der går ned med stress eller bliver fyret, mens du kan køre 10-15 år på den jævne utilfredsstillelse – som en mild hovedpine, der ikke er slem nok til, at du tager en pille, siger Pernille Melsted.

Test drømmen

Når du har fundet ud af, hvad du har allermest lyst til, er det tid til at tage et reality-check. Hvad handler det i virkeligheden om? Hvis du drømmer om at være fotograf, er det så, fordi du elsker at nørde med teknik, gerne vil ind i modebranchen – eller er det i virkeligheden naturoplevelser, der trækker?

– Der ligger altid noget nedenunder, og hvis vi ikke finder ind til det, ender vi med at jagte en eller anden overfladedrøm i stedet for det essentielle. Hver gang vi finder ud af, hvad vi egentlig gerne vil, er vi nødt til at spørge os selv, hvad det er det for værdier, der ligger i det? Det kræver noget soul searching.

Når du har analyseret drømmen til bunds, er det tid til handling – hvilket dog ikke er ensbetydende med, at du skal sige jobbet op og flytte til Langtbortistan i morgen. Mange af os når et sted hen, hvor vi føler, at den eneste måde at finde tilbage til glæden og tilfredsheden på, er ved at vende op og ned på vores tilværelse. Som regel kan mindre gøre det. Selv små skridt i den rigtige retning, kan betyde en stærkt øget livsglæde. Spørg dig selv, om du kan få nogen fritidsaktiviteter ind i dit liv, der giver dig lyst og mening. Eller om du måske har en passion for dit arbejde, der bare er ført på afveje. Begge dele oplever Pernille Melsted ofte i sit arbejde som coach.

– Jeg havde en kvinde på kursus, der arbejdede som chef i et pensionsrådgivningsfirma. Hun var sikker på, at hun skulle noget helt andet, men da forløbet var færdigt, havde hun meldt sig som frivillig til noget velgørenhedsarbejde og var begyndt at gå til dans. Og så var der faktisk ikke noget galt med jobbet – det var bare det, der skulle til for hende, fortæller Pernille Melsted, der også oplevede en kvinde fra reklamebranchen, der havde bildt sig ind, at hun hadede sit overfladiske job og skulle noget helt andet.

– Så hun tog et sabbatår, hvor hun uddannede sig til healer og kropsterapeut, men vendte alligevel tilbage til reklamebranchen. Nu tager hun kun kunder, der er interesserede i bæredygtighed, og det har fået hende til at huske, at hun faktisk havde en ægte passion for grafik, som bare var blevet forurenet af, at hun havde lavet for mange ting, hun ikke brændte for.

Dræb ikke lysten

I det hele taget opfordrer Pernille Melsted til, at du prøver drømmen af, før du kaster hele din kendte tilværelse over bord. Alt for ofte bliver den nemlig et romantiseret tilflugtssted, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og så risikerer du at knække nakken på projektet og i sidste ende dræbe den passion, du lagde ud med.

– Hvis du drømmer om at åbne en bed- and breakfast i Toscana, så tag en uges ferie og gå i praktik et lignende sted, så finder du ud af, om drømmen kun var at bage boller og hænge Laura Ashley-gardiner op på værelset, eller om du også er klar til fulde turister klokken 3 om natten.

Derudover skal du spørge dig selv, om nydelsen ved at udføre det, du drømmer om, ville være lige så stor, hvis du ikke fik penge for det, men bare gjorde det for din fornøjelses skyld? Hvis svaret er nej, holder drømmen ikke. Måske behøver du ikke at starte dit eget bageri, måske skal du bare på bagekursus hos Claus Meyer og så ellers begynde at bage noget mere til familien. For de fleste mennesker er det små forandringer, der skal til. Små ting, der skaber mening.

Prøv drømmen af først

Det vigtigste er, at man med jævne mellemrum gør status, og spørger sig selv: hvor er jeg lige nu? Hvad drømmer jeg om? Hvad kommer jeg fra – og hvor er jeg på vej hen? Og dropper idéen om, at der findes ét rigtigt svar for det. Vi ændrer os nemlig løbende gennem livet, og det samme gør vores livsvilkår og værdier.

– Folk vil så gerne have det endegyldige svar på, hvad de skal være, men hvis vi accepterer, at det er et livsvilkår at være søgende, og at det, vi brænder for lige nu, måske ændrer sig om fem eller ti år, tror jeg, vi vil finde meget mere ro.

Så start med at sætte dig ned. Lav en kop te. Sluk for telefonen og spørg dig selv: "Hvad gør mig glad? Hvad drømmer jeg om? Lige nu". Og gør det i dag.

Prøv drømmen af, før du kaster hele din kendte tilværelse over bord.

Se Pernille Melsteds 10 gode råd til at finde dine styrker på næste side...Pernille Melsteds 10 gode råd til at finde dine styrker

1: Skriv dine drømme ned.

Køb en lille notesbog og skriv alt, hvad du drømmer om, ned i den – lige fra de nyeste solbriller til at designe din egen babykollektion. Mennesker, der skriver deres drømme ned, realiserer dem hurtigere end dem, der bare taler om det.

2: Tjek din motivation.

Hvorfor er din drøm vigtig? Hvad vil den give dig? Hvordan kan du glæde andre ved at udleve den? Er du villig til at gøre, hvad der skal til? Har du talentet og kompetencerne? Er du klar? Tjek, at du er klar til rejsen – og ikke kun drømmer om destinationen.

3: Find en rollemodel.

Hvem inspirerer eller fascinerer dig? Hvem beundrer du? Og hvad er det ved ham/hende, du beundrer – eksempelvis handlekraft, mod eller kreativitet. Hvad kan du selv gøre for at få mere af det ind i dit liv?

4: Se det for dig.

Visualisér hvordan det vil være at være der, hvor du ønsker at være. Hvordan føles det? Hvad laver du? Lav derefter en collage over din drøm – brug inspirerende billeder og ord fra magasiner, der symboliserer det, du drømmer om. Vær uhæmmet og grådig og husk at inkludere et billede af dig selv og din rollemodel. Hæng plakaten op, så du ser den hver dag.

5: Tag dit første skridt.

Uden handling sker der ikke ret meget. Hvad er første lille skridt du kan tage mod din drøm? Drømmer du om at rejse verden rundt, kan du for eksempel købe et verdenskort!

6: Lav en plan

Lav en brainstorm over alt, hvad det vil kræve at realisere din drøm – gerne sammen med en, der kender dig godt. Del det op i overskuelige projekter, for eksempel "hjemmeside", "kontakt SKAT" etc. Formuler de enkelte aktiviteter som en handling. Sæt derefter en realistisk deadline for hver aktivitet på listen. Start med at lave en plan for de næste 4-8 uger.

7: Brug dit netværk.

Når du ved, hvilke talenter og ressourcer du får brug for, så undersøg, hvad din familie og dine venner kan hjælpe med – og derefter dit mere perifere netværk. Du kender med garanti flere, end du tror, med de rette kompetencer eller kontakter.

8: Overvind din frygt.

Frygt er en del af rejsen, lad den ikke spænde ben for dig. Spørg dig selv, hvad du er bange for. Skriv det ned – også det, der virker fjollet. Gå listen igennem og spørg dig selv, hvad der kunne gøre dig mere tryg. Har du brug for at blive bedre til noget?

9: Tro på din drøm – og bevis det

Du er i sidste ende den eneste, der kan få dit projekt til at lykkes. Tro på det – og vis andre, at du tror på det ved at handle. Vis dit mod og din handlekraft.

10: Fest!

Husk at fejre dine fremskridt undervejs. Hold en fest, giv dig selv en pedicure eller gør noget andet godt for dig selv. Skriv en liste over 10 skønne belønninger, store som små, og fordel dem ud over din liste med gøremål og delprojekter.

LÆS OGSÅ: 7 regler giver jer et godt parforhold

Kilde: Pernillemelsted.dk

Find ud af, om du bør skifte spor

Hvis du er i tvivl, så opfordrer Pernille Melsted dig til at prøve at svare på følgende spørgsmål, der kan hjælpe med at sætte gang i selvreflektionen.

1. Hvis arbejde ikke handlede om at præstere, men udelukkende om at bidrage, hvad ville du så elske at give/bidrage med/tilbyde/lære andre/hjælpe andre med?

2. Har du nogle personlige mærkesager/kæpheste – ting, som du brænder for eller som kan hidse dig op?

3. Er der noget af det, du har oplevet personligt, du kunne have lyst til at arbejde med? I givet fald, hvad og hvordan?

4. Hvis du blev bedt om at holde et foredrag eller skrive en kort artikel om noget, du elsker eller brænder for, hvad kunne det så være?

5. Hvem brænder du specielt for at arbejde med, tale til, hjælpe, inspirere? Tænkt bredt: børn, gamle, mænd, kvinder, handicappede, dyr, indvandrere, enlige mødre, minoriteter, hjemløse, kunstnere... Kun din fantasi sætter grænser.

6. Hvad brænder du mest for at påvirke, ændre eller forbedre? Det kunne for eksempel være sundhedsvæsenet, skolesystemet, retsvæsenet, non-profit organisationer m.v.

7. Hvilke ting, tanker eller idéer kan du slet ikke lade være med at "sælge" eller promovere? Du kan evt. spørge din omgangskreds.

8. Hvilke ting lærer eller forstår du tilsyneladende meget hurtigere eller nemmere end andre mennesker?

9. Hvad elsker du at lave, som andre tilsyneladende ikke bryder sig lige så meget om?

10. Hvad har du lyst til at lære mere om?

Pernille Melsted er coach og forfatter til bestselleren "Find din passion på 4 uger" og efterfølgeren "Udlev din passion". Se mere på Pernillemelsted.dk