Om lidt er ”The Handmaid's Tale” tilbage – især én ting gør den nu endnu mere uhyggelig

Praise be, fantastiske Elisabeth Moss er tilbage i rollen som revolutionære June i sjette og sidste sæson af ”The Handmaid's Tale”.

”The Handmaid’s Tale” udkommer inden længe med sin sidste sæson, og efter otte år får vi endelig svaret på, hvordan Junes kamp ender.

Anbefalingen her er lidt for tidligt på den, for der er endnu ikke sat endelig dansk premieredato på den sidste sæson af ”Handmaid’s Tale”, men historierne i dette uges blad fra f.eks. Iran, Irak og Afghanistan kalder på at genbesøge totalitærstaten Gilead. 

I seriens fiktive regime er kvinder underlagt strenge regler, deres påklædning bliver dikteret oppefra, deres kroppe er statens ejendom, og skulle man som kvinde formaste sig til at gøre oprør mod systemet, er straffen hård. 

Igennem fem sæsoner har vi lært June og hendes medsøstre at kende. Hun var arbejdende mor i et USA under forandring, da vi mødte hende første gang, kort inden den radikale politiske gruppe ”Jacobs sønner” kuppede sig til magten. 

Som mange andre blev hun indrulleret som fødemaskine for styret, hvor selvstændig tankegang og egen fri vilje bliver skiftet ud med røde kjoler og hvide huer. 

June er i denne sjette sæson tilbage i et forsøg på at bekæmpe Gilead med hjælp fra sin standhaftige ven Moira og uendeligt tålmodige mand, Luke. Serena er stadig på styrets side – men prøver at reformere det indefra. 

Jeg glæder mig til at følge det endelige opgør, og denne gang vil jeg se serien gennem nye briller, for siden sidst har vi i virkelighedens USA hørt om konservative kræfter, der bekender sig til manifestet ”Project 2025”. 

Demokrater har sammenlignet projektet med Gilead, og mens Trump fastholder, at han ikke har noget med det at gøre, har kommentatorer dog fundet mange ligheder mellem manifestet og den politik, Trump er i gang med at gennemføre. 

Virkeligheden er kommet tættere på fiktionen, og det gør begge dele mere uhyggelige. 

”The Handmaid’s Tale” sæson 6 får premiere på Hulu 8. april og forventes at udkomme på Max i Danmark. 

Mere Atwood

Når du er færdig med sidste sæson af "Handmaid’s Tale", skal du holde øje med efterfølgeren og endnu en Atwood-klassiker. 

"The Testaments"

Billede fra serien 'The Testaments', som er en spin-off-serie udsprunget af The handmaid's tale.

I spin-off-serien, som endnu ikke er færdigproduceret, brygger Atwood videre på Gilead-universet, og ”The Testaments” finder sted 15 år efter, ”Handmaid’s Tale” slutter. Fortælleren er Aunt Lydia, og seerne møder nye karakterer som Agnes fra Gilead og Daisy fra Canada, som samler og smugler information om regimet ud af landet.

Premiere endnu ukendt.

"Alias Grace"

Billede fra serien 'Alias Grace'. Her ser vi hovedpersonen, som sidder på en seng, i profil.

”Alias Grace” er baseret på Atwoods roman af samme navn og følger den unge irske immigrant Grace, der bliver anklaget for mordet på hendes arbejdsgiver i 1800-tallets Canada. Også her undersøger Atwood temaer som retfærdighed og kønsroller og dykker ned i psykologien bag undertrykkelse. 

Kan ses på Netflix.