Næste gang musiker Therese Fabricius får denne reaktion på sin alder, har hun et helt nyt svar klar…

”Whaaaaat er du TOOGFYRRE?! Jeg troede seriøst kun, at du var i starten af trediverne!”

…er et udbrud jeg ofte møder. Typisk af yngre, cool damer, der helt tydeligt mener det som en kompliment. Og så står jeg der, og ved ikke helt, hvilken fold jeg skal lægge til rette i mit snyde-unge-gamle ansigt, og hvordan jeg skal svare igen på denne vilde sandhed, der nu er blevet afsløret.

Skal jeg fnise småsmigret og svare halvkoket? Eller skal jeg begynde et længere statement om aldersdiskrimination, og junior-seniorernes (+40-åriges) indlysende gevinst for arbejdsmarkedet.

Jeg ender som regel med det første. Helt ærligt, det gør jeg. Indeni står min junior-senior med løftet MacBook og jubler stolt over at være i gang med at peake i sit arbejde, men udenpå er det kun stoltheden over at se yngre ud, der får lov at skinne igennem.

Udenpå vil jeg helt sikkert foretrække, at min alder ikke nævnes med et ord i faktaboksen, så jeg forbliver i "alders-illusionen". For så har jeg snydt alle.

Så har jeg snydt mig til måske 5-7 år mere i en branche, der er virkelig ubarmhjertig, når det kommer til alder: Musikbranchen.

Kæmpe tabu

En branche, hvor det er et kæmpe tabu for en, der identificerer sig som kvinde, at tale om alder, og som mange beskriver, er mere ubarmhjertig end de fleste.

Det gælder vel enhver branche, hvor du skal give den i rollen som entertainer med et udseende de fleste skal finde attraktivt – hvilket (som kvinde) vil sige ungt.

Livet ville, at jeg ikke fandt mit kald før, en stor sorg ramte min familie. Og der var jeg 37 år. Jeg anede virkelig ikke, at jeg havde det behov for at udtrykke mig, som jeg åbenbart havde. Og skulle min alder så forhindre mig i at prøve?

Det skulle den måske nok - men det kunne den ikke. Jeg kunne ikke vende ryggen til det der endelig føltes som at komme hjem. Efter et liv med opslidende tvivl om et menneskeligt og karrieremæssigt ståsted, så jeg begav mig ud i kampen.

Men ER det med alder så stort et samfundsproblem, som jeg gør det til?

Er musikbranchen og andre ungdomsfikserede brancher de store skurke? Eller er det mere inde i mig selv, at kampen foregår? For hvis jeg skal være helt ærlig og punktere debatten lidt, så er det sjældent, at jeg oplever aldersdiskrimination, når jeg fx er ude at optræde. Mit publikum spørger mig aldrig om, hvor gammel jeg er.

Det gør folk, jeg møder i mit arbejde som tekstforfatter heller ikke. Det kan selvfølgelig være, fordi folk tipper mig yngre med mit snyde-ung-gamle ansigt, eller fordi jeg har valgt at være selvstændig, og derfor sjældent sætter mig i den situation at skulle søge et job, hvor min alder kunne være en potentiel hæmsko.

Men på den anden side.

Der er noget i mine omgivelser, der fodrer mig med, at min alder i en faktaboks er et rødt stempel og en torn i øjet.

Sker hver dag

Trods alle udfordringerne ved at være selvstændig, har jeg mere eller mindre bevidst valgt den vej for mig selv. Og en af grundene er - kan jeg se nu, hvor jeg får skrevet det frem - helt sikkert, at det valg sparer mig for den ydmygende oplevelse at blive fyret eller valgt fra på grund af min alder. Jeg er min egen chef, og er derfor den, der vælger og vrager – og ikke omvendt. Ingen andre kan bestemme, om jeg er for ung eller for gammel.

Jeg ved også, at jeg er et stolt og sårbart menneske, der har det svært med at blive bedømt – og afvist. Især på noget som alder, jeg absolut ingen kontrol har over. Derfor har jeg heller aldrig sendt pressemeddelelser til musikanmeldere, dagblade, kulturredaktioner, magasiner og lignende.

For så skulle jeg jo igen forholde mig til den faktaboks. Og min alder. Og så lurede faren igen for at blive fundet for gammel og alt for uinteressant i andres øjne.

Så svaret er vel både og; at der simultant er en kamp i gang inde i mig selv, og samtidig bærer vi som samfund også et kollektivt ansvar for, at det her sker hver dag.

Vi er heldigvis i gang med mange modige og nødvendige kampe for at komme tabuer og diskrimination af enhver art til livs. Og jeg tror og håber på, at aldersdiskrimination bliver lige så vigtig en debat som fx #MeToo, køn, krop og race – for det kommer til at påvirke os alle før eller siden.

Mere end en alder

Men det kommer til at tage tid, og derfor venter accepten af alder - navnlig for kvinder - nok ikke lige om det næste hjørne. Jeg tror, som med al anden vanetænkning, at det tager lang tid at vende de ærgerlige, indgroede kulturelt skabte mønstre til noget alment accepteret og tilmed smukt og attraktivt.

Og så kræver det, at vi er rigtig mange, der gør opmærksom på det, og stiller os frem med alt det, vi har at byde på af faglighed, viden, erfaring og modenhed. Alt det der vidner om, at vi er mere end bare vores alder.

På den ene side hylder jeg, det visionære og innovative skridt som ALT for damerne nu har taget ved at fjerne alder uden relevans til indholdet fra faktaboksen. På den anden side er jeg ærgerlig over, at vi ikke kan tale højt og stolt om vores alder endnu og for alvor stå ved den som noget positivt. Men uanset hvad, er det et vigtigt skridt på vejen.

Mit nye svar...

Så jeg vil hylde initiativet og lade den glæde, jeg følte, da jeg læste nyheden om ALT for damerne, fodre min stolte junior-senior. Jeg vil ikke stoppe mig selv, mit skriveliv og min musik på grund af min alder. Og det kommer jeg heller ikke til. Jeg vil insistere på at ”båle videre” – som min søster så herligt titulerer arbejdsglæde.

Men jeg vil gerne stoppe med at blive akavet, når nogen snubler i min alder. Kigge dem direkte i øjnene og med smilerynker fortælle dem, at jeg glæder mig til at underholde dem med min musik og mine ord.

Så kan jeg måske få alle de cool kvinders (og mænds) velmenende kompliment til at handle om det væsentlige – og i stedet lyde; “Whaaaat!? Er det dig, der har skrevet det!?” Så vil I se min junior-senior juble.

P.S. Og nu sender jeg den pressemeddelelse afsted til landets medier – faktaboks eller ej. TAK ALT for damerne.