Thøger Dixgaard: "Jeg har en meget stærk aversion mod MobilePay-mennesker"

Hvornår er du helt dig selv?

– Det er jeg, når jeg er sammen med mine venner og min familie, men også når jeg er i studiet. Det er et rum, hvor det er mig, der styrer, hvad der skal ske. Jeg laver altid musik med andre, for jeg har gennem tiden lært, at jeg arbejder bedst på den måde. Hvis jeg er alene, synes jeg ikke, at det er sjovt, og det er vigtigt for mig, at det er sjovt at lave og to hoveder tænker også bedre end et. Jeg har prøvet at være alene, men det er altid noget gris.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Det er sådan et dejligt spørgsmål... Hmm, jeg tror, man skal være ærlig. Jeg er enormt heldig at have sindssyg gode og tætte venner i mit liv, og det har jeg altid haft. Jeg ser det egentlig tit som livets gave at have så mange gode venner.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Det var virkelig vildt for mig at komme til Brasilien. Jeg tog dertil i en periode, hvor jeg var lidt nede. Jeg havde været på turné og skulle til at lave ny musik, men der var koldt i Danmark, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde min inspiration henne. Jeg hørte en brasiliansk plade med min ven, og vi blev enige om at tage af sted. En uge efter tog vi til Rio de Janeiro. Vi mødte nogle af mine musikalske helte i Brasilien, der hedder Azymuth, og jeg har lige været i Brasilien for at lave nogle sange sammen med dem.

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

– Alle mine sange handler om mennesker, og hver sang handler om mennesker i mit liv. Det er min måde at gøre mine sange personlige på, og jeg kan mærke, at andre også får noget ud af mine sange og bruger dem i deres liv. Der var en mand, der skrev til mig, da jeg havde udgivet min nye plade, at han var så glad, fordi min musik havde lært ham at tale dansk. Dér følte jeg, at jeg var god til det, jeg laver, for det viser, at musik er et universelt sprog, som kan ramme alle.

Har du en tatovering, der fortæller en historie?

– Jeg har en tatovering på min venstre albue, som er tre prikker, der danner en trekant. Jeg fik den sammen med mine to barndomsvenner en aften i Aarhus for tre år siden. Dagen efter, vi fik den, fandt jeg ud af, at det er samme tatovering, som verdens største bande har. Så jeg skal nok ikke gå rundt i T-shirt i Mexico foreløbig... men til gengæld er det også blindesamfundets tegn, så måske kan jeg lege blind i Mexico, ha ha.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Jeg har en meget stærk aversion mod MobilePay-mennesker. Jeg har aldrig sendt en anmodning af sted, men jeg svarer på dem, jeg får, hvilket er en utrolig dårlig forretning for mig, men jeg gør det i protest. Jeg synes, det er så træls, at folk på den der snigeren måde kan vise deres nærighed. "Tak for i aften, jeg anmoder lige om en 20'er for kødsaucen". Jeg synes, at MobilePay er klamt, fordi det taler ind i, at man er et beløb. At man bare er en omvandrende konto, som hele tiden skal være i balance med de andre konti. Vi skal også kunne give uden at få noget igen – ikke kun i pengesammenhænge, men i alle livets sammenhænge.

Hvad er din største last?

– At jeg arbejder bedst om natten. Der er simpelthen så dejligt om natten, hvor jeg har det hele for sig selv. Der er en anden ro, men det er også lidt noget pis, for det betyder, at jeg indimellem er lidt træt. Med alderen bliver jeg åbenbart mere og mere Dracula-agtig, ha ha.