Thomas Hwan: "Jeg var overrasket over, at det pludselig var helt okay som mand at græde"

Når Thomas Hwan som barn var samlet med alle sine familiemedlemmer hjemme i Nordjylland, var der en klar opdeling i, hvor mændene og kvinderne befandt sig.

Læs også

Hjalmer efter svær tid: "Jeg har lært, at det er noget af det værste, jeg kan gøre mod mig selv"

Mændene nåede knap nok at komme inden for døren, før de var gået ud i laden eller fyrrummet for at kigge på maskiner og teknik, alt imens kvinderne samlede sig i køkkenet for at tale om maden, den nyeste sladder og deres følelsesliv.

Alt i Thomas længtes efter at være i køkkenet sammen med kvinderne, men når han nærmede sig, blev han sendt udenfor til de andre mænd. Kun hvis han havde slået sig eller var syg, måtte han blive indenfor, og så sad han helt tavs, med ørerne på stilke, for at lytte til kvindernes spændende samtaler om alt det, de følte og interesserede sig for.

"I min opvækst er det blevet anset som en kvindeting at tale om følelser, og det var aldrig noget, vi mænd snakkede om sammen. Det er til trods for, at jeg egentlig altid har mærket et stort behov for at være i kontakt med den side af mig selv."

Så længe Thomas kan huske tilbage, har han altid følt sig både meget maskulin og feminin. Men der, hvor han kommer fra, har det ikke været helt nemt at stå ved begge sider af sin personlighed. Derfor har han i mange år forsøgt at finde ud af, hvor han egentlig passede bedst ind.

"Da jeg voksede op, var det perfekte mandeideal ham, der havde store lægmuskler, var fandens god til at sparke til en bold, og som kunne lægge nogle damer ned. Det sjove er, at jeg også drømte helt vildt om at blive netop dét, og jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne blive en rigtig player.

Men omvendt kunne jeg også mærke, at der var noget i det mandeideal, som jeg ikke følte mig forløst i. Der var noget afgørende, der manglede, og som jeg ikke umiddelbart vidste, hvad var, men som jeg senere har fundet ud af, var det følsomme aspekt."

Hvem er Thomas Hwan?

• Skuespiller og instruktør. Bl.a. kendt fra 'Meter i Sekundet' og 'Bedrag'.
• 41 år.
• Gift med skuespiller Johanne Louise Schmidt, og sammen har de datteren Allie på 6 år.

I kontakt med sin femininitet

Da Thomas Hwan var barn og ung, så man ham aldrig sidde stille, og hans interessefelt var bredere end de flestes. Derfor havde han et væld af venner fra flere grupper, men fordi hans nysgerrighed lå mange forskellige steder, følte han aldrig, at han hørte til noget bestemt sted.

"Jeg har altid været betaget af det ekstremt maskuline i forhold til vrede og aggression. Det kunne jeg være i kontakt med, når jeg gik til sport, eller når vi drenge blev uvenner og fløj på hinanden. Der, hvor jeg kommer fra, var det ikke unormalt at få én på hovedet, hvis man provokerede nogen, og jeg har helt sikkert fortjent det, for jeg gik altid over grænsen, selv når jeg kunne mærke, at nok var nok. Jeg elskede også alle de mandlige følelser, der handlede om at jagte piger. Det gjorde jeg meget."

Han smiler stort, fra øre til øre.

"Men selvom jeg havde den maskuline side i mig, ville jeg også gerne være dansekaptajn på opsætningen af 'Grease', og jeg elskede at tale med pigerne om, hvilke kærlighedsproblemer de havde, og hvad de skulle have på i weekenden. Fordi jeg føler mig hjemme i både de maskuline og feminine sider, har det nok været svært for nogen at placere mig – og det havde jeg faktisk også selv svært ved."

Hans tanker har derfor været lidt splittede i forhold til, hvilken slags mand han skulle være.

"Mændene i min familie har meget praktiske jobs, og jeg ville gerne føle, at jeg passede ind hos dem. Derfor ville jeg gerne med min far ud i stalden, så de andre mænd kunne tænke om mig, at jeg nok skulle blive en glimrende landmand. Jeg ville gerne vise, at jeg også kunne være en rigtig mand, der kan tage fra og som ikke er bange for at blive beskidt.

Men i virkeligheden ville jeg allerhelst sidde indenfor og snakke med kvinderne om, hvorfor den og den blev så ked af det, da hendes mand forlod hende, eller andre historier, hvor følelserne blev vendt på vrangen. For de samtaler havde vi mænd slet ikke."

Når Thomas Hwan lå alene om aftenen og tænkte over, hvem han egentlig var, kunne han sommetider føle sig anderledes og forkert.

"Dengang kunne jeg godt ønske, at jeg passede perfekt ind i én kasse, for det ville helt sikkert have været nemmere for mig. Det kunne godt gøre mig ked af det, og det var ret ensomt og skamfuldt at skulle overbevise mig selv om, at det var okay ikke at høre til noget sted. Jeg talte ikke med nogen om det, for jeg havde en idé om, at ingen ville forstå mig. Det skyldtes nok, at man overhovedet ikke talte om dengang, at mænd godt kan rumme både de maskuline og feminine sider. Jeg forsøgte bare at acceptere, at jeg nok var anderledes på den front."

Følelser er ikke for alle

Da Thomas Hwan blev ældre, flyttede han til hovedstaden for at starte på Teaterskolen. Det var i sig selv en stor omvæltning at komme fra lille Brovst til store København, men det største kulturchok var, at her var mændene ikke skamfulde over, at de også bar på de feminine kvaliteter og værdier. Selvom Thomas endelig følte sig set, fandt han ud af, at han egentlig aldrig selv havde lært, hvordan han skulle sige tingene højt.

Læs også

Trine Pallesen er ikke glad for det ’halløj’, der følger med, men ”kærligheden skal nok finde mig igen”

"Da jeg var ung, troede jeg, at jeg havde helt styr på, hvad der foregik inde i mig selv. Men da jeg flyttede til København, gik det op for mig, at hold kæft, jeg er jo ude fra landet af, hvor man holder sine kort tæt til kroppen. Så når vi sad i rundkreds på teaterskolen og skulle byde ind, ville jeg helst bare observere og lytte til de andre.

Når nogen bad mig om at fortælle, hvordan jeg havde det, kiggede jeg nærmest nervøst rundt for at se, om nogen hjemmefra kunne høre mig. Hvor var ham fra Fjerritslev, som tit gav mig bank, da jeg var ung? For han måtte for alt i verden ikke høre mig være sårbar."

Han griner højt.

"Jeg var også overrasket over, at det pludselig var helt okay som mand at græde. Kunne man bare det? Jeg tror kun, jeg har set min far græde én gang, og det var, da vi havde et dødsfald i familien. Og hvis jeg som barn så en af mine venners far græde, føltes det som om, at verden gik under."

Med årene har Thomas Hwan forenet sig med, at han som mand føler sig både maskulin og feminin, og især efter at være blevet far, skal der næsten ingenting til, før alle følelser får frit løb. Men selvom han har den afklaring nu, kan han stadig mærke, at de jyske rødder stikker dybt.

"At være opvokset som mand i Nordjylland har gjort, at jeg har svært ved at slippe den der alfahan-ting, hvor jeg drømmer om at være den cool og fattede fyr. Mit mandeideal er ret stærkt i forhold til, hvad en ægte mand skal være, og det skal jeg stadig øve mig på at ryste af mig og nuancere.

Læs også

Jacob Lohmann havde mistet al tillid til kærligheden, men én aften blev skelsættende for ham

Her i København er jeg omgivet af mænd, der er virkelig gode til at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for dem, og det forsøger jeg at lære af. Men selv mig, der har brugt mange år på at arbejde med min åbenhed, synes, det kan være svært at vise sårbarhed over for andre.

Derfor tænker jeg også, at den proces kun må være endnu sværere for de mænd, der bor i miljøer uden de samme åbne og omfavnende rum, som jeg lever i."

Når vi i samfundsdebatten taler om, at mænd skal være bedre til at vise følelser og sårbarhed, synes Thomas Hwan derfor også, at der mangler en nuancering. For det handler virkelig meget om, hvor man kommer fra, og hvad man er rundet af. Det er ikke alle mænd, der er helt klar til det.

"Det er ret vigtigt at huske på, at alle mænd ikke har de samme forudsætninger for at tale om deres følelser. Deres villighed og evne til at gøre det, bunder sandsynligvis i, hvilken jord de er vokset op på, og hvad mændene i familien har gjort før dem. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, det er alle, der får noget godt ud af at udlevere deres indre.

Før vi kan nå dertil, hvor alle taler åbent om, hvordan de har det, mangler vi i hvert fald et mellemstep, der handler om, at mænd skal blive bedre til at acceptere, at de overhovedet har følelser. For der er helt sikkert mange, der ubevidst har lagt et solidt låg på den del af deres personlighed. Jeg bærer jo stadigvæk selv på en flig af den mand, som synes, det er svært at blotte sig."