Thue Ersted Rasmussen

"Jeg prøver på ikke at klandre mig selv for de beslutninger, som jeg træffer"

Skuespiller Thue Ersted Rasmussen om de bedste komplimenter, om at være fyldt med stærke følelser, og om at være en flittig bruger af sous vide.

Hvad er det vigtigste din mor har lært dig?

"Min mor har lært mig, at alle følelser er naturlige, at man kan blive uvenner og skændes - og så mødes og tilgive bagefter. Hun har, ligesom mig, stærke følelser og har udviklet et mantra, som jeg har taget til mig: Alt med mildhed. Jeg kan godt have tendens til at blive lidt for stram i betrækket, når jeg er presset, og så prøver jeg at være mildere."

Hvis du fik 10.000 kroner i hånden lige nu. Hvad ville du så bruge dem på?

"Formentlig ville jeg smide dem i en kryptovaluta: 5.000 kr i Cardano og 5.000 kr. i Hbar. Det lyder måske sort for de fleste, men jeg tror kryptovaluta og blockchain-teknologien kommer til at blive en lige så stor en innovation som internettet. Jeg kan se på min browserhistorik, at jeg allerede i 2010 prøvede at købe Bitcoin. Det er jeg ret ærgerlig over, at jeg ikke fik gjort."

Hvordan tror du, at andre ser dig?

"Jeg prøver generelt ikke at tænke for meget over dét. Hvis jeg er for opmærksom på, hvad andre måtte tænke om mig, så føler jeg, at jeg mister min personlighed. Men hvis jeg skulle vælge tre ord, som mine venner ville sige, ville det nok være: Intelligent, følsom, distræt."

Hvad har været dit livs længste minutter?

"Under forestillingen Woyzeck på det Kongelige Teaters store scene havde jeg et komplet blackout til en forpremiere. Jeg sad på den roterende drejescene i en barberstol og blev barberet af Søren Sætter-Lassen, og jeg havde INGEN idé om, hvad jeg skulle sige eller gøre. Alt var timet, så scenens rotation passede med hvem af os, der vendte imod publikum, men jeg kan roligt sige, at timingen ikke lykkedes dén dag. Det varede måske ikke mere end 15-20 sekunder, men det føltes som en måned."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Udover, at jeg ikke fik købt BitCoin i 2010, så er det mindre beslutninger, jeg har fortrudt; altså hvordan jeg har reageret i en enkeltstående situation eller fik svaret på en henvendelse. Da jeg var yngre, havde jeg tendens til at gentænke sociale interaktioner i hovedet længe bagefter og prøve at analysere, hvordan jeg kunne have handlet bedre. Med alderen er det aftaget og jeg prøver i dag på ikke at klandre mig selv for de beslutninger, som jeg træffer."

Hvad er den største ros, du har fået?

"Jeg har fået nogle fine komplimenter igennem mit liv, men ofte betyder handlingerne endnu mere. F.eks. da mine venner, Alex og Emma, inviterede mig og min kæreste forbi deres hjem samme dag, som hun havde født deres første barn. At de havde lyst til at se os i en så sart situation, og at vi var blandt de første til at holde deres søn. Det sagde meget om, hvordan de så vores venskab, og det føles som en ros, jeg er enormt stolt af."

Hvad kan få dig til at grine?

"Min kæreste. South Park. Mitchell & Webb. Min lillebror. Prutter. At filme Sunday. Rowan Atkinson. Lumre, selvudleverende historier. Uti vår hage. Andre mennesker, der griner. Rick & Morty. Scenen i Burn after reading, hvor Brad Pitt bliver skudt. Der er mange ting."

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?

"Vid, at det tager tid. Se det som en afhængighed, du er ved at bryde. Du er en junkie, og i starten tænker du på den skide heroin hvert minut. Efter et par uger er det måske kun én gang i timen. Efter et par måneder er det måske kun et par gange om dagen. Find ro i, at du langsomt bevæger dig videre - at sorgen langsomt fylder mindre og mindre. Det gør ondt, og det skal gøre ondt."

Færdiggør sætningen: Jeg bryder mig ikke om, når....

"...jeg køber kød og ikke laver det perfekt. Jeg prøver, i denne klimabevidste tid, at skære ned på mit kødforbrug og at handle bedre dyrevelfærd, når jeg endelig skal. Hvis jeg så køber kød og ikke får noget ordentligt ud af det, så føles det som dobbelt spild. Derfor er jeg også flittig bruger af min sous vide."

Hvad er din største last?

"Tidligere var det smøger. Nu er det nok overspringshandlinger. Jeg skal konstant arbejde med mig selv for at få lavet arbejdet og for overhovedet at komme i gang. En stor del af mit arbejde består i at prøvefilme til roller, altså jobansøgninger for skuespillere, og langt de fleste bliver aldrig til noget. Så er det nemmere at spille et åndssvagt mobilspil eller noget, fremfor at øve en tekst igen og igen. For det bliver nok aldrig til noget, tænker jeg. Så der skal jeg aktivt sætte kampen ind."

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

"En af de nyere beslutninger var at bruge hele min indtjening fra Fast & Furious 9 på udbetalingen til en lejlighed i København. Jeg har tidligere følt, at jeg aldrig ville tjene nok til, at jeg nogensinde ville kunne komme ind på boligmarkedet. Pludselig var det forandret. Det er en beslutning, jeg har været lykkelig for lige siden."

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

"Aktiemarkedet. Det har aldrig interesseret mig før - jeg har altid set det som et glorificeret kasino. I januar skete der nogle ting på aktiemarkedet i USA, som jeg syntes var ekstremt interessante, og siden da har jeg læst artikel efter artikel om optioner, swaps og makroøkonomi. Jeg har en drøm om at skrive et manuskript, der skal italesætte nogle af de ting, men det er en uhyre vanskelig opgave."

Om Thue Ersted Rasmussen

  • Født i 1985.
  • Skuespiller.
  • Bl.a. kendt for tv-serierne Sunday og Sygeplejeskolen.
  • Bor i København og er i et forhold.