Damernes Discman
Emmelie de Forest kæmper med sjælden lidelse: ’Det er virkelig voldsomt’
Emmelie de Forest blev kendt med sangen ”Only Teardrops”, som hun vandt Eurovision med tilbage i 2013. Nu er hun aktuel med ny sang, som tager udgangspunkt i hendes egne natlige dæmoner.
”Sangen handler om mit forhold til min kæreste, men også om noget, jeg kæmper med i mit liv: Night terrors. Det er en voldsom oplevelse at have night terrors. Det er ikke ”bare” mareridt, men værre, så man vågner og råber og skriger og er ikke til at komme i kontakt med.”
Det fortæller sanger Emmelie de Forest til alt.dk i forbindelse med vidoe-serien ’Damernes Discman’. Her tager hun os med bagom sin nye single, ”Lovers Lullaby”, og de natlige udfordringer, der har inspireret den:
”Det påvirker min søvn meget, ligesom det påvirker min partners, fordi han selvfølgelig får et chok, hver gang han bliver vækket af, at jeg har en episode.”
Emmelie de Forest har kæmpet med night terrors hele livet. Sygdommen rammer typisk børn, men sangeren, som i dag er 31 år, er altså ikke vokset fra det.
Det hele skal nok gå
Da Emmelie de Forest skrev ”Lovers Lullaby”, havde hun netop haft en række night terror-episoder, og når det sker, har hun brug for beroligelse fra sin kæreste. En form for ”lullaby”.
”Sangen handler om, at man nogle gange bare har brug for at blive beroliget og få at vide, at det er okay, og at det hele nok skal gå. Så det er en sang, der både rummer forelskelse og kærlighed og det, der er svært, som i mit tilfælde er mine night terrors,” siger Emmelie de Forest.
Alene i løbet af den seneste uge har sangeren haft to episoder, og det har ikke blot forstyrret nattesøvnen i hendes lille hjem, men også hos naboerne.
”Jeg havde en episode for et par dage siden, hvor jeg kunne se, at der var flere af mine naboer, der kom ud på deres altaner og stod og kiggede og prøvede at finde ud af, hvad der skete. Men som regel går det mest bare ud over mig og min kæreste. For nyligt sparkede jeg for eksempel alting ned fra min vindueskarm i søvne. Der var heldigvis ikke noget, der gik i stykker, men jeg har et kæmpestort blåt mærke på min ankel efter det.”
Overvejer hypnose
Der kan gå lange perioder, hvor Emmelie de Forest ikke har night terror-episoder, og hun kan ikke helt gennemskue, hvornår og hvorfor de kommer. Hvis hun er stresset eller nervøs, er risikoen for episoder større, men det er ikke altid, der er en logisk sammenhæng, og det frustrerer hende.
”Det er svært at arbejde med, fordi jeg ikke er klar over, hvad der sker, når jeg har en episode. Men jeg prøver at gøre, hvad jeg kan for at minimere det – for eksempel skulle det hjælpe at gå i seng på samme tidspunkt hver dag, og jeg har også tænkt på, om jeg skulle prøve hypnose.”
Emmelie de Forest er dog temmelig overbevist om, at den seneste tids episoder skyldes, at hun er nervøs og spændt, fordi hun udgiver ny musik for første gang i lang tid.
”Det er ikke, fordi jeg har følt mig vildt stresset på det seneste, men man er jo altid nervøs og spændt, når man skal stå frem med noget, som betyder meget for én, og som man har arbejdet på længe. Det er ret sårbart,” siger hun.
”Lovers Lullaby” udkommer d. 13. september og er den første single fra Emmelie de Forests tredje album, som lander i foråret 2025. Du kan finde ”Lovers Lullaby” på playlisten ’Damernes Discman’ her. Den er fyldt med musik af kvindelige kunstnere og har til formål at skubbe til køns-ubalancen i musikbranchen. Du kan læse mere om projektet nedenfor.
Mere fra Damernes Discman
-
Da Dopha havde svært ved at genkende sig selv, skrev hun en sang – og nu har hun et særligt håb
-
Stine Bramsen: ”Det er følelsen af at være helt tryllebundet af et andet menneske”
-
Dansk band fandt inspiration i svampe – og det kom der en helt særlig sang ud af
-
Pludselig stod hovedpersonen blandt publikum: ”Jeg var virkelig bange et øjeblik”
-
Mathilde Falch: ”Der er en frihedsfølelse i, at der er nogen, der ikke kan lide det, jeg gør”
-
Sangskriver bryder sig ikke om det sted i sig selv, som sangene kommer fra
-
Signe Svendsen skrev om skilsmisse: ”Sangen handler om at sige farvel, når man har gjort alt for at få det til at fungere”
-
Dansk sanger: ”Idet jeg siger nej tak, bliver han ved med at tage på min røv”
-
Aura Dione: ”Jeg elsker, at jeg kan give den følelse videre til nogle andre”
-
Clara Sofie: Jeg har fundet mig selv igen
-
Freja Kirk har slået sig sammen med et af Danmarks største popikoner: ”Hun er en kæmpelegende”
-
Cæcilie Norby fylder 60 og har skrevet et vaskeægte festnummer: ”Jeg har brug for noget party i mit liv”
-
Brimheim vil gøre op med udbredt tendens: Det er grimt og ynkværdigt