Tina Müller: "Jeg var et antennebarn, som altid undersøgte, hvordan andre havde det"

0-10 år: Antennebarnet

"Skolen var min base, også fordi jeg godt kunne lide at gå i skole. Det gik også allerede der op for mig, hvad sport og fællesskaber betyder for mig, og jeg fik en sikker hverdag med skole, sport og venskaber. Min bedste veninde hed også Tina, vi boede i samme kvarter, og hun var mit omdrejningspunkt i de første år af mit liv. Hun havde alt det nyeste legetøj derhjemme og en rigtig videoafspiller, hvor vi lejede en movieboks, når der skulle ses film i min familie."

"Hun var enebarn og lidt mere forkælet end mig. Hendes mor og far var tryghed, og jeg fandt hurtigt ud af, at der var en anden base, end den jeg havde derhjemme, så vi var altid hos hende. Der var mere ro. Børn opfanger mange ting, og jeg havde sikkert opfanget, at det var bedre, at vi var hos hende. Jeg var et antennebarn, som altid undersøgte, hvordan andre havde det, og hvordan stemningen var."

10-20 år: Kun et enkelt hiv

"Jeg var på ingen måde en vildbasse. Jeg passede min skole og var enormt pligtopfyldende. Så det blev også kun til et enkelt hiv af en smøg, så var det ligesom testet af, og jeg gjorde det aldrig igen. Jeg gik i byen i Ringsted med mine fodboldveninder, kom altid hjem til den aftalte tid og testede ikke for alvor min mor og stedfar af, for jeg vidste nok godt, at hvis jeg gjorde, så ville der falde brænde ned."

"I 10. klasse tog jeg på idrætsefterskole, og der trådte jeg for alvor ud af rollen som den pligtopfyldende pige og begyndte i højere grad at gøre det, jeg selv ville, i stedet for det, som andre gerne ville have, jeg gjorde. Jeg fandt ud af, hvad jeg stod for og udviklede mig i min egen retning, og jeg føler egentligt, at det var der, jeg klippede navlestrengen til mit hjem. Jeg flyttede dog hjem igen efter 10. klasse, men da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg ikke det lokale som alle andre, men i stedet gymnasiet i Roskilde, hvor mange af mine venner fra efterskolen også skulle starte. Jeg fik også job som bartender på Buddy Holly i Roskilde, hvor jeg mødte min første kæreste. Dengang var Buddy Holly det store gå i byen-sted, og det blev mit omdrejningspunkt i gymnasietiden."

20-30 år: Klog nok

"Jeg havde altid troet, jeg skulle være skolelærer, for jeg havde verdens bedste klasselærer i folkeskolen, hun inspirerede mig, og jeg ville være ligesom hende. Jeg elskede at gå i skole, og jeg elskede børn, så hvorfor ikke blive skolelærer?"

"Så jeg begyndte på lærerseminariet, men jeg sprang fra efter et år, for det var ikke min rette hylde. Jeg følte ikke, jeg blev inspireret og gik derfor hurtig kold i at være lærerstuderende. Det var dog ikke noget nemt valg at hoppe fra. Både fordi det jo var det, jeg altid havde sagt til mig selv, skulle være min vej, men det var heller ikke nemt at skuffe min mor, der altid havde sagt, at jeg skulle sørge for at få mig en uddannelse, og som også altid havde bakket mig op i at ville være skolelærer. Det betød desuden et tomrum, for hvad skulle jeg i stedet?"

"Jeg tog på idrætshøjskole i Aarhus, hvor jeg igen søgte det fællesskab, jeg havde oplevet på idrætsefterskolen. Jeg tror, alting sker af en årsag, for her blev jeg værelsekammerat med en pige, som skulle på universitetet. Jeg havde aldrig tænkt på universitetet som en mulighed for mig. Der er ingen i min familie, der har gået på universitet, og jeg troede ganske enkelt ikke, at jeg var klog nok til det. Men da jeg fandt ud af hvilke muligheder, det kunne give mig, søgte jeg ind på dansk. Det var ubetinget mit yndlingsfag i folkeskolen og på gymnasiet, og at kunne fordybe mig i det fag var et rent slaraffenland. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge selve uddannelsen til, men jeg valgte at følge mit hjerte og denne gang gå i gang med noget, som interesserede mig, og som kunne holde mig til ilden."

30-40 år: Svære spørgsmål

"Som 32-årig kom jeg i praktik på Viasat, hvor jeg fik lov at arbejde med sport. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg var meget drevet af ambitioner, karrieren og de oplevelser, det medførte. Jeg var der, hvor jeg gerne ville være. Men det var også et årti, hvor jeg havde det svært med kærligheden. Der var hele tiden nogen, der spurgte mig: ”Hvorfor har du ikke børn?” og ”Hvorfor er du ikke gift?”. Samtidig kunne jeg se alle mine venner finde deres sted i livet. Men for mig kørte det bare arbejdsmæssigt."

"Jeg har aldrig været bange for at være alene, men jeg nåede alligevel et sted i livet, hvor jeg var nødt til at forholde mig til mand og barn. Der var mange svære spørgsmål, og jeg brugte det meste af mine 30’ere på dem. Jeg blev først afklaret i slutningen af 30’erne, da jeg gik i terapi og indså, at livet kan være mange ting. Du skal jo ikke altid søge efter noget, som måske alligevel ikke lykkes – så hellere sætte pris på det, du har."

"Når du har et arbejdsliv, der buldrer derudaf, tager det også en stor bid af dit privatliv. Jeg har altid været enormt pligtopfyldende og altid stræbt efter nye mål, men jeg skulle lære at være i nuet. Det har jeg det stadig svært med, og jeg tror, det er noget, jeg kommer til at kæmpe med fremover også. Jeg er så bange for, at jeg kommer til at sidde som 80-årig og sige: ”Sikke mange oplevelser, jeg har haft, men nød jeg dem?”"

40-: Ham og mig

"Jeg mødte min kæreste for halvandet år siden, og jeg har aldrig følt mig så etableret, som jeg gør med ham. Jeg tror, jeg var klar til at møde ham på daværende tidspunkt, og det ville jeg nok ikke have været i 30’erne, for det er først nu, det hele er faldet på plads i mig. Nu handler det om ham og mig og ikke kun om mig og mit arbejde. Jeg har også fået en dejlig svigerfamilie, og så er det rart at slippe for alle spørgsmålene, jeg fik tidligere. Jeg er egentlig et meget privat menneske. Jeg er udadvendt på mit arbejde, og det tager også al min energi at være det. Når jeg er hjemme, har jeg helle, og her er jeg introvert og indadvendt. Jeg nulstiller derhjemme, og jeg kan godt lide at forsvinde ind i mit privatliv, når jeg har fri."