"Min mand og jeg skal til at finde ud af kun at være os to"

Julen er tid til traditioner

– Jeg bliver meget traditionsbunden, når det bliver jul. En af de traditioner, som altid er i mit hjem, er adventskransen. Jeg laver den samme slags hvert år. Det er en kæmpestor adventskrans, som er lavet af eukalyptusblade på en halmkrans, og så plejer jeg at hænge den ned fra loftet. Det er en tradition, som jeg ikke kan bryde med. Der var et år, hvor jeg i stedet satte et par bloklys på et fad, men det resulterede i meget drama herhjemme.'

– Men jeg burde måske trodse traditionen, for det er efterhånden blevet en ufrivillig farlig en af slagsen. Eukalyptusbladene bliver nemlig endnu mere tørre end gran, så når vi juleaften lige skal brænde det sidste af lysene ned, mens vi hygger os, er der flere gange gået ild i kransen. Én af gangene blev den båret ud, mens der stod en meter flammer op af den. Det er jo pissefarligt! Alene af den grund burde den ide være sløjfet. Det er den endnu ikke blevet, men vi har til gengæld besluttet, at den ikke bliver tændt juleaften, da det typisk er der, det går galt.

Året har budt på meget godt

– Der er to højdepunkter fra mit eget liv i løbet af det her år, som jeg vil fremhæve. Jeg håber ikke, at det kommer til at lyde frelst. Men det ene var i starten af januar, hvor jeg blev en del af bestyrelsen for SOS Børnebyerne. Det er en velgørenhedsorganisation, der hjælper forældreløse og udsatte børn i hele verden. Jeg har altid haft en lyst til at hjælpe andre, men dagene går, årene går, og man har travlt med sit eget. Men så blev jeg spurgt af SOS Børnebyerne, og det kunne ikke have været mere perfekt. Nu kan jeg, sammen med resten af bestyrelsen, arbejde for, hvordan børn i hele verden får en bedre barndom med tryghed, tag over hovedet og kærlighed. De der helt basale ting, som der desværre er mange børn, som ikke har. Det er jeg bare sindssygt stolt over at kunne få lov til at være en del af.

– En anden ting, som jeg er stolt over, er, at jeg sammen med en kollega, en veninde og min datter har startet en børneklub under Dansk Flygtningehjælp. De har startet sådan nogle leg- og læringsklubber, som er baseret på frivilliges hjælp. Vi har derfor siden april, hver tirsdag aften, holdt børneklub i Gentofte kommune, i et område, hvor der bor flygtningefamilier med børn. Vi skal gennem leg, lære dem nogle ting f.eks. bogstaver og regnestykker. Men vi laver også mindfulness og hører musik, hvor de kan slappe af. Nogle af dem har været igennem forfærdelige ting, så det er meget rørende at kunne være med til at give dem et frirum, hvor de kan være sammen – uden at være i skole.

– Jeg har tidligere lavet lidt frivilligt arbejde, men ikke så systematisk, som jeg er begyndt på i år. Jeg mistede min mor, da jeg var 14 år, men da hun døde, arbejdede hun faktisk med at hjælpe andre mennesker, som havde brug for det. Efter jeg selv er startet med arbejdet i børneklubben og SOS Børnebyerne, har jeg kunne lave en rød tråd til min mor. Jeg tænker nemlig, at der sagtens kan ligge noget ubevidst i, at jeg gør det samme, som min mor gjorde. Min far har også altid sagt, at jeg minder om hende.

– Endnu et højdepunkt fra året, som er ved at være gået, har været, at vi med den nye regering får vi en af mest ambitiøse klimalove i Danmark. Det synes jeg virkelig er sejt! Jeg synes helt sikkert, at det er sådan, at det skal være, fordi vi er et rigt samfund på mange måder, og dermed burde have overskud til det. Derfor synes jeg kun, at det er passende, at vi går forrest – og det gør mig stolt og glad. Jeg tænker, at vi som danskere er parate.

– Der er i hvert fald kommet en hel ny bevidsthed omkring klimaet, som jeg i hvert fald kan mærke hos mig selv – og den er kommet på få år. Hvis jeg eksempelvis løber en tur og ser noget skrald, vil jeg i dag altid samle det op. For bare tre år siden var jeg løbet forbi det. Jeg synes klart, at det er et højdepunkt, at vi som en lillebitte nation har en kæmpestor ambition. Det kan være, det nye år viser, om det lykkes at følge den, men hellere stile lidt for højt og så nå et stykke af vejen end at være for uambitiøs.

Der er nogle ting, som ændrer sig

– Det seneste år har ikke kun bragt højdepunkter, det har også bragt omvæltninger hjemme hos mig. Jeg har nemlig virkelig kunnet mærke en omvæltning i forhold til, at mine børn forsvinder lidt. De er nu 18 og 20 år gamle, så det har været et år, hvor de har været mindre hjemme. Det er klart, at de i alle de der teenageår op til nu har været mindre og mindre herhjemme.

– Det er en stor forandring, når ens børn næsten ikke er hjemme mere. I princippet bor de her stadig, men min søn har rejst det sidste års tid, og min datter skal også rejse snart. De to ældste er flyttet hjemmefra for en del år siden, men det var lidt noget andet, for der havde vi stadig de andre to hjemme, så der blev ikke helt tomt. Nu skal jeg til at leve min hverdag og mit liv på en anden måde.

– Min mand og jeg skal til at finde ud af det sammen, når vi kun er to mennesker. Vi har dog altid være gode til at være os to alene, så jeg tror ikke, at det bliver et problem. Det er bare en stor omvæltning, når børnene ikke er der i hverdagen. Omvendt er det også rigtig livsbekræftende, at man kan se, at ens børn kan finde på at rejse langt væk. Det gør mig megastolt, at de er vokset op og sagtens kan klare sig selv. Det er der en kæmpe tilfredsstillelse i.

– Der var nogle år, hvor jeg virkelig frygtede den dag, hvor børnene skulle flytte hjemmefra. Men der sker efterhånden det, når man har haft hjemmeboende børn et vist antal år, at man begynder at blive lidt småtræt af, at deres værelser altid roder, og at de ikke altid hjælper nok til med det huslige. Så på et eller andet tidspunkt krydser de to akser, og man kigger på sine børn og tænker, at de er klar til at flytte hjemmefra. Forleden købte min datter fire vintage-vinglas, som skal stå i hendes skab, den dag hun flytter hjemmefra.

– Det syntes jeg var ret sødt, at ens børn også selv begynder at føle sig klar. Det er nærmest sådan, at de er begyndt at have ondt af mig, hvis hverken de eller Michael er hjemme. Først tænkte jeg, om jeg havde sendt de forkerte signaler til børnene, fordi jeg faktisk intet har imod at være alene, og jeg vil slet ikke have, at de får dårlig samvittighed over ikke at være hjemme hos mig. Så jeg tror, at der sker noget med, at vi alle sammen – både børn og voksne – bliver klar til det samtidig. Sådan at når de rigtigt flytter hjemmefra, så ved jeg, at de er klar, og at jeg er klar. Så på den måde bliver det ikke så slemt alligevel, som jeg ellers frygtede.

Et forfærdeligt lavpunkt

– En hændelse, som virkelig satte alle problemer, udfordringer og omvæltninger i perspektiv, var det ubeskriveligt forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka. Det kom ekstra tæt på os danskere, fordi en dansk familie mistede tre børn. Det er samtidig et billede på den verden, som vi lever i. Man kan vælge at blive bange, lave sit liv om og lade være med at gøre ting, fordi der er den fare – men så kan man også sige, at terroristerne har vundet. Jeg bliver virkelig påvirket af det, men jeg prøver også at fortælle mig selv, at det ikke nytter noget, at vi begynder at handle på en anden måde, fordi der er en fare.

– Når jeg bliver påvirket og bekymret, er det især på vegne af mine børn. Problemet er lidt, at der er jo snart ikke noget sted, hvor man tænker, at der er sikkert. Det kan jo ske alle steder. Så der er en helt anden bevidsthed omkring fare, som jeg ikke har haft før. Vi siger altid ordentligt farvel til hinanden, inden vi går ud ad døren. Det er ikke kun, fordi der kan ske et terrorangreb, men jeg har altid gjort meget ud af ikke at gå fra nogle i min familie som uvenner.

Mere tid til Provence og tennis

– Jeg håber, at jeg i det nye år kan lægge eventuelle bekymrede tanker væk, når jeg forhåbentlig kommer til at tilbringe endnu mere tid i vores hus i Provence i Sydfrankrig. Det er et forholdsvis nyt hus, som vi har købt sammen med nogle venner. Der sker bare et eller andet, når man kommer derned. Tempoet er langsomt, og skuldrene sænket. De rygsmerter, som drillede derhjemme, går på mystisk vis væk. Man har ikke ondt i ryggen i Provence. Så det er vildt dejligt at komme derned. Jeg tror også bare, at jeg er et godt sted i mit liv til at have sådan et helle, for når man er dernede, så er det største spørgsmål, når man står op om morgenen, hvad man skal have til aftensmad. Så jeg håber klart, at 2020 bliver mere Provence.

– Derudover kunne jeg også godt tænke mig at begynde at spille tennis. Jeg har fundet ud af, at der er et hold nede i den lokale tennisklub, der hedder ”Never too late”, og det tænker jeg passer perfekt til min situation. Jeg spillede lidt tennis, da jeg var barn, men så har jeg kun spillet lidt on/off efterfølgende. Det er altid på min liste, at jeg gerne vil holde mig i form, og det er ikke blevet mindre vigtigt med alderen. Der er ting i kroppen, som begynder at knirke lidt mere, end det gjorde tidligere. Så jeg tænker, at en god måde at holde mig i form på er at vælge en sport, hvor det er pissesjovt, og hvor der er lidt konkurrence. Nogle gange kan det nemlig godt blive lidt kedeligt at løbe en tur med sig selv.