Top 10 bøger til kvinder i 2022: Det skal du læse
Vi elsker lange dasedage med tid til at blive fanget af en rigtig god bog. Men hvad skal du læse? Vi har samlet 10 bog-anbefalinger fra ALT for damerne i år.
Hver uge, året rundt, har de i bladet ALT for damerne tips til aktuelle bøger, du kan kaste dig over – lige fra nye romaner, krimier og kærlighedsfortællinger til samfundsdebatterende litteratur og en god thriller.
Vi har i denne guide samlet ti af deres favoritter, som de har anbefalet i den første halvdel af i år, hvis du savner inspiration til læsestof i løbet af sommeren.
Savner du en påmindelse om, HVORFOR det er godt at forbyde sig i en bog? Så få inspiration i videoen herunder.
Og ellers hop videre til vores ti gode bud på årets bedste bøger, du bør kaste dig over. Artiklen fortsætter efter videoen...
Lad din bogreol fylde med noget af det bedste og mest aktuelle fra danske og udenlandske bogforlag. Der er noget for enhver smag.
God læselyst!
1. Blæst af Anne Mette Kirk
I forfatter Anne Mette Kirks tredje kriminalroman ”Blæst” er der store forventninger til Silas Ruby, der har skrevet og instrueret en ny tv-serie. Det er en serie, der tager udgangspunkt i hans egen turbulente barndom, og på grund af den store medieomtale tager Silas til Skive for at forberede sin familie. Men samme aften tilkaldes politiefterforskeren Marc Abildgaard. Silas’ søster og far findes nemlig skuddræbt, og Silas bliver anholdt, mens han er på vej væk fra stedet. Det sætter gang i en stor efterforskning – for var Silas på flugt eller på vej efter hjælp?
2. Brænd alle mine breve af Alex Schulman
Alex Schulman har gennem flere år brugt meget tid på opslidende skænderier og indebrændt vrede, der både skræmmer hans hustru og hans tre børn. Han vil derfor finde ud af, hvor vreden stammer fra. Han begynder at granske sin families historie og finder i sin søgen frem til nogle 80 år gamle breve og dagbogsuddrag, der fortæller en tragisk historie om forbudt kærlighed og jalousi. Kan vrede mon gå i arv?
3. Detransition baby af Torrey Peters
Kærlighed, køn, sex og moderskab. Det er nogle af de temaer, som fylder i Torrey Peters’ debutroman om transmiljøet i New York. Vi følger Reese, der har skabt sig et liv, tidligere generationer af transkvinder kun kunne drømme om. Det hele sættes dog på pause, da hendes kæreste Amy en dag deler sin beslutning om igen at ville leve som mand og dermed blive til Ames. Kort tid efter afslører Ames’ elsker Katrina, at hun er gravid med hans barn, og pludselig står de over for et nyt scenarie. Kan de alle tre skabe en lille familie og opfostre barnet i fællesskab?
4. Ingen som dig af Nick Hornby
”Ingen som dig” er en roman om det, der adskiller os, og det, som gør, at vi ikke kan holde os fra hinanden. Lucy og Joseph er som nat og dag, og ingen af dem søger kærligheden. Alligevel kan Lucy ikke slippe Joseph, som hun møder tilfældigt, og da hun mangler en babysitter, inviterer hun ham hjem. Måske er de begge to det, som den anden går og mangler? Nick Hornby, som har skrevet romanen, er en af Englands absolutte bestsellerforfattere og manden bag bl.a. ”High Fidelity”.
5. Jeg udånder spøgelser af Susanne Cordes
”Jeg udånder spøgelser” er en meget personlig beretning om at få et barn og miste en mor på samme tid. Samme uge, som fortælleren føder en lille søn, får hendes mor en terminal cancerdiagnnose og midt i hverdagslivet begynder spørgsmålene at presse sig på. Hvorfor var relationen til moren så svær? Hvad stod imellem dem? Og kan hun undgå at gentage de samme mønstre?
6. Mødre, fædre og andre af Siri Hustvedt
”Mødre, fædre og andre” er en kraftfuld essaysamling, der både handler om den kærlighed og det had, der findes i enhver familie. Den handler om vores fordomme og om kunstens helende kraft. Den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt kombinerer sine stærke personlige erindringer om sin egen familie med sit altid skarpe, feministiske blik på verden.
7. Nøglen til mord af Anna Grue
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands blodige lig i en luksuslejlighed. Han har tilsyneladende begået selvmord, men ingen forstår hvorfor. Anne-Maj står nu for at få solgt boligen, men midt i processen får hun en mærkelig fornemmelse af den lokale mægler. Det tyder nemlig på, at han står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme. Politiet tager dog ikke mistanken særligt alvorligt – heller ikke, da der begynder at dukke flere lig op i de tomme lejligheder. Men de bliver klogere.
8. Når mænd forlader mig af Johanne Bille
Maria drømmer om at være forfatter, men på grund af en skriveblokade må hun nøjes med et job som tekstforfatter af lavprisprodukter til midaldrende mænd. Privat indleder hun et forhold til en mand, der tænder på ideen om en ung, kvindelig forfatter, men Maria kan ikke finde sin stemme og har det nemmest med tavshed. En aften oplever hun på egen krop, hvad der sker, når tavshed tolkes som samtykke.
9. Onde blomster af Gunnhild Øyehaug
Gunnhild Øyehaug, der af The New Yorker-kritikeren James Wood er blevet kaldt ”novellens norske mester” er aktuel med novellesamlingen ”Onde blomster”. Den består af 25 noveller, der stiller store og mærkelige spørgsmål som: Hvad stiller man op, når man mister det stykke af sin hjerne, der ved alt om fugle, lige inden man skal forsvare sin afhandling om dem? Hvad er normalt, og hvad er normalt umuligt? Det bliver du – måske – klogere på ved at læse Øyehaug, og du er helt sikkert godt underholdt.
10. Under nattens stjerner af Marcia Willet
Barndomsvennerne Leo og Alice havde altid forestillet sig et liv sammen i Devon. Men en nat fortæller Alice Leo en stor hemmelighed. Kort efter pakker hun sine ting og stikker af. Leos liv går videre – uden Alice. Leo er stort set glad og tilfreds, men han savner somme tider noget. Eller nogen. Flere årtier senere modtager han et brev fra Alice, der spørger, om hun må komme hjem, men kan de mon finde hinanden igen efter de mange års adskillelse? Og hvad med hemmeligheden?