Ugens bøger: Onani, ulykkelig kærlighed og fransk krimi

Onani, ulykkelig kærlighed og fransk krimi

Der er både lagt op til grin, gys og gråd med denne uges boganbefalinger.

Onani, humor og socialrealisme

"Sådan opfinder man en pige"af Caitlin Moran

Gyldendal, 250 sider, 184,95 kr.

Hun onanerer i sengen, med hendes sovende lillebror ved siden af. En pude udgør "en venlig Berlinmur", der adskiller hovedpersonens ungdommelige seksualitet fra broderens naive barnesind. Onanisituationen indleder Morans anden roman "Sådan opfinder man en pige" − og denne kombination af det grove og sjove er netop det, der bærer læseren igennem romanen. Et råt, ungdommeligt sprog gør historien til befriende læsning om, hvordan man som ung kvinde kan genopfinde sig selv. Hovedpersonen drømmer om at blive en succesfuld forfatter, der kan hive familien ud af fattigdom. Og det socialrealistiske perspektiv giver blot historien ekstra kant. knj

Fransk krimi rykker

"Camille" af Pierre Lemaitre

Lindhardt og Ringhof, 368 sider, 249,95 kr.

En kvinde bliver fanget i et guldsmederøveri og skudt tre gange, fordi hun ser forbryderens ansigt. Mirakuløst overlever hun, men er dermed også i fare for igen at blive angrebet. Hendes kæreste, politikommissær Camille Verhoeven, vil gøre alt for, at historien ikke gentager sig. "Camille" er tredje og afsluttende bind i trilogien om Camille Verhoeven. Med rette anmelderrost, prisbelønnet og på vej mod filmatisering. For præcis som med de to andre er der også her tale om en krimi af den allerfineste slags. Plottet er stramt og velkomponeret, og persontegningerne interessante. Og som en ekstra lækkerhed er der kælet for sproget. amp

Datingsite, der rimer på smerte

"Savner dig" af Harlan Coben

Gads Forlag, 341 sider, 249,95 kr.

Dramaet starter, da kriminalbetjent Kat Donovan finder et billede af sin ekskæreste på et datingsite. Den garvede newyorkerbetjent har lagt forholdet bag sig for næsten to årtier siden. Alligevel vækker billedet stærke minder, der rimer på hjerte og smerte, og hun bliver nødt til at genoptage kontakten. Men da hun rækker ud efter kærligheden, bliver hun pludseligt involveret i en efterforskning, der aktiverer hendes inderste mørke. Da Harlan Cobens "Savner dig" udkom i USA, strøg den hurtigt til tops på bestsellerlisten. Et klart sprog og fængende karakterer river læserne med, men replikkerne kunne godt blive kigget grundigere igennem for klicheer, hvis det stod til denne anmelder. knj

LÆS OGSÅ: Agnete Friis solodebuterer fornemt og stilsikkert

LÆS OGSÅ: Ugens anmeldelser: Svensk krimi i superligaen