Mette Mølbak

Ugens intro: "Tabermænd" har stadig magten

I denne uges intro skriver redaktionschef Mette Mølbæk om powerkvinder og tabermænd.

Lige siden viden har været magt, har mændene domineret. For nogle år siden begyndte det billede at ændre sig.

Kvinderne søgte ind på landets universiteter i sådan en grad, at de begyndte at overtage de tunge vidensområder i samfundet: jura, medicin og teologi. Og mon ikke den historie bliver gentaget nu, hvor der er studiestart på landets universiteter lige om lidt?

I over 500 år har det ellers ikke været nogen historie, at mændene sad tungt her. Det har bare været en norm. Men den dag kvinderne begyndte at hale ind på mændene eller ligefrem overhalede dem, så blev vi til powerkvinder. Og i den modsatte ende begyndte man at tale om tabermanden. Ham der ikke kunne begå sig, fordi samfundet nu var ved at være infiltreret af snakkende-kvindelige værdier.

LÆS OGSÅ: Denne uges ALT for damerne nr. 35/2013

Mænd får stadig de højeste lønninger

Det er nemt med etiketter. Det gør det meget lettere at forstå verden, men desværre er det heller ikke hele sandheden. For i de år, hvor powerkvinderne er ved at vippe mændene væk fra de tunge vidensområder, er der stadig 40 procent, der vælger at arbejde deltid. Og i de år, hvor mænd blive gjort til tabere, bestrider de stadig langt de fleste magtfulde poster her i samfundet og får de højeste lønninger. Også selvom statsministeren hedder Helle.

Verden er altså ikke så sort/hvid, som vi gerne vil gøre den til, men en ting er sikkert. Den er under hastig forandring. Derfor handler kampen for ligestilling i min optik ikke om at sikre, at alle kvinder kommer på universitet og banker nogle mænd af banen. Men sikre at alle – både mænd og kvinder – får lige muligheder i samfundet, så vi ikke behøver at tale om powerkvinder og tabermænd. Måske slet ikke om køn overhovedet. I Sverige gør de det ikke op i hun eller han. Det er bare hen. Måske det var en begyndelse? Læs mere om powerkvinder og tabermænd side 22 i denne uges ALT for damerne (nr. 35/2013).

LÆS OGSÅ: Klumme: Kønsneutral opdragelse er noget pjat