Ulla Terkelsen fylder 80: “Måske er det virkelig dét, der har gjort, at jeg er blevet så ældgammel”

Ulla Terkelsens søn Nicholas kom til verden i en periode, hvor hun boede i London. Det var en travl tid for den legendariske korrespondent - og en tid, der var svær at kombinere med et lille barn. Det fortæller Ulla Terkelsen til ALT for damerne, hvor hun også fortæller, hvordan hun var som mor - og i dag som farmor.

"Jeg boede i London fra 1967 til 1976 og så igen fra 2000 til 2008. Det er det sted, jeg har boet mest udover Aarhus, hvor jeg er vokset op.

På billedet står jeg med min søn Nicholas, og vi laver sjov med, at man ikke må tage børn med ind i en pub-have. Min jakke var skriggrøn og i sådan noget nylon-fluff. Den var meget moderne, og jeg var meget mode-slavisk i mine unge dage. Håret havde jeg fået klippet i etager. I dag ville jeg nok ikke købe en skriggrøn nylonpels og klippe mit hår i etager, men det gjorde jeg altså dengang.

Nicholas, min mand Guy og jeg boede i Chelsea på Oakley Street, som var en sidegade til Kings Road, og næst efter Carnaby Street var Kings Road den gade, ”man” gik op og ned ad og så fantastisk ud, mens man købte ind i alle de vilde tøjbutikker som bl.a. Mary Quant."

Hvad er det for en Ulla, man ser på det billede?

"Inden jeg flyttede til England, havde jeg været meget optaget af Polen, hvor jeg også havde boet, og Tyskland. Lande, hvor forandringer var forbundet med smerte.

Men nu var jeg kommet til et land, hvor forandringer og oprør mod konventioner og tidligere generationers stive overlæbe og imperialisme var forbundet med sjov. Det var ikke et hadefuldt oprør, hvor man smed brosten i hovedet på hinanden eller satte hinanden i fængsel, som man gjorde i Polen. Eller som i Tyskland, hvor Baader Meinhof-banden var meget prominent på det tidspunkt, og man havde smertefulde, voldelige generationsopgør.

I London gjorde man oprør ved at tage miniskørter på og gå til rockkoncerter i Hyde Park. Den måde at gøre oprør og lave grin med sig selv var jeg meget fascineret af og forelsket i, så jeg var meget aktiv i det hele.

Samtidig skulle jeg nærmest stå i spagat over til Irland, hvor jeg hurtigt begyndte at arbejde meget som korrespondent i kugleregnen. Der var borgerkrig, og opgøret med fortiden havde nogle helt anderledes dystre former i Irland. Det var interessant at opleve de to yderpoler. Det sjove i London og det hadefulde i Irland."

Hvordan var det at blive mor i så intensiv en tid?

"Det var umuligt at holde sammen på, og jeg blev da også skilt fra min søns far, det er klart. Der var alt for mange hensyn at tage. Dels var det en meget udadvendt tid på alle måder, og dels kom der virkelig gang i mit arbejde på det tidspunkt. Det var svært at kombinere med et lille barn."

Hvordan var du som mor?

"Jeg synes selv, jeg gjorde det så godt, jeg kunne. Men det er klart, der var tid til alt muligt andet også. Udover at være mor. Da Guy og jeg blev skilt, var Nicholas 8 år, og vi fik vi joint custody, hvor vi havde ham fifty-fifty. Guy var en god far, og jeg var en god mor, så det var meget passende at dele på den måde. Men der er jo altid en smerte i at blive skilt, og smerten er altid er større, når der er et barn involveret."

Hvad betød det for dit forhold til Nicholas, at du kun havde ham halvdelen af tiden?

"Det gjorde ikke noget. Vi havde det godt, når vi var sammen. Han har ikke skældt mig ud sidenhen, og nu er han 55 år, så jeg tror, han tænker mere på sig selv og sit eget liv, end han går rundt og borer i sin tidlige barndom. Vi har det fint, godt og sjovt i dag, når vi er sammen, og vi har et stort fællesskab.

Nicholas har kone og to børn, og de kommer ofte og besøger mig i længere stræk i Cannes, hvor jeg bor i dag. Vi taler løbende sammen, og vi taler tit om litteratur. Vi er begge meget store Dickens-læsere, så vi refererer tit til scener og personer i Dickens’ romaner. Vi er også begge to meget historisk interesserede. I gammeldags forstand.

Det er Nicholas, jeg ringer til, hvis jeg kommer i tvivl om noget faktuelt omkring verdenshistorien. Det har han fuldstændig styr på, han har studeret historie på universitet i USA. Og så husker han lige så godt, som jeg gør."

Hvordan er du som farmor?

"FANTASTISK!"

Hun griner højt.

"Jeg er helt fantastisk. Og vi har det skægt sammen, børnebørnene og jeg, vi laver sjove ting sammen. Vi tager på dannelsesrejser, senest til Napoli mellem jul og nytår, hvor vi bl.a. så Pompeji. Og så går vi meget ud og spiser, de elsker at gå på restaurant, og det gør jeg også."

Er du glad for at bo i Cannes?

"Ja, det er et godt sted at bo i den alder, jeg har nu. Alting er meget behageligt og meget nemt. Jeg bor midt i Cannes og kan gå til lufthavnsbussen, til stranden og til alle restauranterne, og jeg har forretningerne og markedet lige ved siden af. Man køber ind på markedet i Frankrig, ikke i supermarkedet. Cannes er et meget afslappende sted at være nu, hvor jeg arbejder lidt mindre, og når jeg har fri, nyder jeg bare livet.

Så længe jeg kan klare mig selv, bliver jeg boende i Cannes. Jeg halser ikke længere rundt i verden efter den seneste historie, i dag arbejder jeg mere som kommentator og sidder mere i et studie. Det passer mig fint, også fordi jeg nødig vil spænde ben for yngre, aktive mennesker i mit job."

Kan du mærke, at fysikken også siger, det er en god idé?

"Uha ja, jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo færre kræfter har jeg. Ikke oppe i hovedet, slet ikke, men f.eks. kan jeg ikke bære så meget som før. Jeg skal også hvile mig mere og leve sundere. Jeg konkurrerer ikke med min egen alder eller forsøger at ignorere tallet."

Så ingen krise over at runde de 80?

"Overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg synes, det er mærkeligt, at jeg er blevet så gammel, når man tænker på, hvor usundt jeg har levet. Jeg har flakket meget omkring og har haft en meget forpustet livsform, så man skulle tro, at jeg var faldet død om for længst. Men når jeg stadig er i live, må det vel skyldes, at jeg har levet i overensstemmelse med, hvordan jeg er som menneske.

Der er mange, der har et arbejde, som de er nødt til at have, fordi de skal tjene penge. Jeg har selvfølgelig også skullet tjene penge, men mit arbejde har også været en forlængelse af, hvordan jeg er som menneske. Måske er det virkelig det, der har gjort, at jeg er blevet så ældgammel."

”Jeg var 32 år og kunne mærke, at hvis jeg skulle forny mig, var det tid til at lave noget andet”

1976, Regents Park med hunden Sebastian

"Jeg har haft hund i mange år af mit liv, også da jeg var barn. Hunden på billedet hed Sebastian. Han var en blanding af irsk sætter, gylden labrador og schæfer, og han kom fra et hjem for hjemløse hunde. Vi fik ham, fordi vi altid havde indbrud i Chelsea.

Politiet sagde, at det eneste, der virkede mod indbrud, var en hund, og det havde de ret i. Efter vi fik Sebastian, havde vi aldrig indbrud. Jeg tog Sebastian med, da jeg i 1976 flyttede tilbage til Danmark, og han blev 14-15 år. Det er meget usædvanligt for en stor hund."

Hvordan var det at vende England ryggen?

"Det var meget smertefuldt, for det var en meget vigtig del af mit liv. Jeg havde også en kæreste på det tidspunkt, som jeg var ked af at sige farvel til. Jeg elskede mit arbejde i England og Irland, men som journalist skal man jo være umådeligt opmærksom på, hvem man laver sine historier til. Hvem er det, der skal læse, se eller høre det, man fortæller om?

For mit vedkommende skulle historierne laves til et dansk publikum, og der er grænser for, hvor detaljeret danskerne gider at høre om britisk industripolitik og den slags, når der også sker alt muligt derhjemme og andre steder i verden. Så al den viden, jeg efterhånden havde samlet, kunne jeg ikke altid komme af med. Jeg kunne mærke, at enten skulle jeg blive i England resten af mit liv, eller også skulle jeg tilbage til Danmark.

Jeg var opmærksom på, at der rundt omkring sad en masse udenlandske journalister, som havde været der ”altid” – gab – og sådan en ønskede jeg ikke at være. Jeg var jo bare 32 år, men jeg kunne mærke, at hvis jeg skulle forny mig, var det tid til at lave noget andet.

Jeg havde en god kollega i London, Claus Toksvig, som var den første store, danske tv-personlighed på DR, og ham lærte jeg meget af. Han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme på et producerkursus i DR, og da jeg havde været på det kursus, fik jeg tilbudt job på TV Avisens udlandsredaktion. Det sagde jeg ja til, og så flyttede jeg til Danmark."

Hvordan var det at komme hjem?

"Det var en hård landing, fordi journalistmiljøet i Danmark var helt anderledes. At være international journalist i London er meget stimulerende, fordi der er et kæmpestort fagligt miljø, og fordi man er tæt på tidens puls hele tiden. I Danmark var folk mest optaget af, om de skulle have et nyt hus, og om de havde råd til at flytte fra Kokkedal til Strandvejen. Den slags ting.

De journalister, jeg kendte i England, var sådan nogen, der stod på pubberne og citerede irske digtere og sang, og jeg savnede det bohememiljø, da jeg flyttede til Danmark. Det var en svær overgang. Men altså, så gjorde jeg jo karriere i Danmarks Radio. Af besynderlige årsager. Og i 1984 fik jeg det bedste job, du nærmest kunne få i dansk presse dengang: Washington-korrespondent for DR."

”Jeg proppede bare en vask i maskinen og satte mig så ned og skrev”

1985, Washington DC, korrespondent for DR

"Her er jeg sammen med journalist Steffen Gram i Washington. De andre på billedet er Camilla Sachs Bostrup, som var aupair hos mig og datter af Steen Bostrup, der står ved siden af, og som jeg kendte fra TV Avisen derhjemme. Han var ovre og besøge Camilla. Til højre står fotograf Jesper Sørensen, og ved siden af mig sidder Gitte Nyrup, som på det tidspunkt var gift med Steffen Gram.

Jeg havde aftjent min værnepligt hjemme i DR, og nu var jeg på landevejen igen. Det var skønt. Steffen og jeg delte kontor. Han var mest fjernsyn, og jeg var mest radio, men vi overlappede hinanden, og vi arbejdede sammen, indtil jeg tog hjem tre et halvt år senere. Jeg boede i et meget stort hus i Washington, hvor den kendte korrespondent ”Christian Winter-Washington” havde boet før, og der var DR’s kontor nede i kælderen, så jeg skulle bare ned ad trappen, så var jeg på arbejde. Der var også vaskemaskine i kælderen, så jeg kunne både vaske tøj og lave radio- og tv-indslag i det samme lokale.

Man taler så tit om, at det er svært at få arbejde og privatliv til at hænge sammen – men jeg proppede bare en vask i maskinen og satte mig så ned og skrev det, som jeg syntes, folk skulle høre fra Washington den dag. Det var nemt nok."

Hvad betyder et godt professionelt partnerskab i din verden?

"Der er mange eksempler i journalistikken på folk, som hader og bekriger hinanden, og som er meget territorialt bevidste, men sådan var det ikke for Steffen og mig. Vi var ligestillede og begge to ivrige efter at fortælle om den spændende tid med bl.a. præsident Reagan. Ville det mon lykkes ham at få styr på det ”sovjetiske imperium”, som han kaldte det. Steffen og jeg havde det rigtig fint sammen og er stadigvæk meget gode venner."

Hvad var det bedste i din tid i Washington?

"Det var det store skift, der fandt sted mellem USA og Sovjetunionen. Journalistisk set var det utrolig spændende, og det var et af de få eksempler på, at historien endte godt. Ronald Reagan var interessant at følge, fordi han insisterede på at tale med Gorbatjov, og fordi han fik ret ud fra nogle fornemmelser og instinkter, snarere end ud fra intellektuelle overbevisninger. Og det er vigtigt, både i politik og i livet, at du ikke bare følger din hjerne, men at du også har den der fingerspidsfølelse. Og det havde Reagan i høj grad."

Hvordan var det menneskeligt set at være i Washington?

"Mit hus lå i den gamle, smukke del af byen, Georgetown, hvor der boede en masse skægge mennesker, som altid havde drinksparties. Der var sådan en klirren af glas fra de forskellige porches, de store verandaer, når man gik gennem byen om aftenen. Jeg havde en spændende omgangskreds og havde det skægt. Jeg havde også en lejlighed i New York, og det var smart, fordi min søn boede og gik på universitetet der."

”Vi boede hos hinanden, når vi var sammen, men vi havde aldrig et fælles hjem”

1994, Washington, sammen med Jørgen Grunnet og hans datter Maria  

"Jørgen boede i Washington på det tidspunkt, og her er jeg ovre og besøge ham. Vi kendte hinanden i 30 år."

Som kærester?

"Ja."

Var han dit livs kærlighed?

"Åh, det orker jeg ikke at snakke om. Altså, vi havde et dejligt forhold i 30 år. Men jeg egner mig ikke til at tale om de ting."

Hvorfor ikke?

"Det ved jeg ikke. Fordi det er privat."

Men kan du fortælle, hvorfor I var gode for hinanden?

"Vi var gode for hinanden, fordi vi begge to var meget optaget af journalistik. Og vi var begge to meget optaget af the ways of the world, altså internationale forhold. Jørgen havde også været journalist hele sit liv, ligesom mig, og vi var på samme bølgelængde, når det gjaldt international politik. Det var noget af det, der gav os et meget tæt forhold. Men vi boede ustandseligt i hver vores land igennem alle årene."

Hvordan får man det til at fungere?

"Det var fint. Så glæder man sig så meget mere til at ses. Vi boede hos hinanden, når vi var sammen, men vi havde aldrig et fælles hjem. Men vi holdt kontakten. Der var jo også telefoner dengang. Oven i købet mobiltelefoner."

Er Jørgen den, du har haft den tætteste connection med?

"Både og. Jeg har også haft andre."

Hun griner.

Hvor mange har du haft?

"Hvor mange fingre har du?"

Så du har været glad for mænd?

"Ja, ja. Det tror jeg, at de fleste kvinder er. Jeg har også gode, nære venner, både danske og britiske, som jeg har holdt kontakten med igennem hele livet. Men det er jo klart, at den omflakkende måde, jeg har levet mit liv på, betyder, at jeg har været meget troløs. Overfor steder. Det betyder, at jeg også indimellem har været troløs overfor mennesker.

Når man flytter et nyt sted hen, starter man et nyt liv. Og for at være en god journalist skal man sætte sig ind i det sted, man nu er. Det vil bl.a. sige, at man skal sørge for at lære nogle mennesker at kende, men det betyder omvendt, at man så automatisk kommer til at nedtrappe dem, man kendte det forrige sted.

Mine venner har tit været journalister og diplomater, og de flytter jo også videre hele tiden. Så jeg har aldrig været bevidst troløs overfor mine medmennesker, men arbejdsformen gør, at man som international journalist hele tiden skifter ud. Ikke af kynisme, men fordi man geografisk flytter sig. Og det er klart, at den måde at leve på også præger ens privatliv."

Og kæresterækken?

"Ja, ja, ja. Men det betyder ikke, at forholdet til f.eks. til Jørgen var mere overfladisk. Der er jo mange måder at være sammen på. Det er ikke nødvendigvis det bedste at være sammen hver eneste dag, og det passede mig fint med den form for forhold, vi havde. Det passede også Jørgen fint, at han ikke så mig hele tiden. Ork. Man kan godt få for meget af en god ting."

Hun griner højt igen.

Hvordan var det at miste ham efter et længere kræftforløb i 2009?

"Det var et savn, men hvis vi mennesker er meget syge, så er det jo ofte det bedste. Og han fik en værdig afslutning."

Men der opstod vel et tomrum?

"Det er klart."

Hvordan håndterede du det?

"Jeg har talt med venner, der også har mistet, og der kan jeg tydeligt høre, at tomrummet er større, hvis man har haft en hverdag sammen hver evig eneste dag året rundt, end hvis man har levet, som vi gjorde. Så jeg har ikke savnet den daglige rutine, men det er klart, at jeg har savnet – og savner – ham på mange andre måder."

”Jeg har aldrig søgt fællesskaber med kvinder”

1984, med Lone Kühlmann og Mette Fugl ved Årets Victor

"Oh my god, det var da et forfærdeligt billede!"

Hvorfor?

"Fordi jeg synes ikke, vi ser særlig pæne ud. Vi var alle tre pænere i virkeligheden."

Men I ser ud til at have det sjovt, hvordan var og er jeres forhold?

"De var begge to på TV Avisen, da jeg var der, og vi havde det skægt sammen både arbejdsmæssigt og privat. Der var ikke så mange kvinder i tv-branchen dengang. Jeg har dog ikke forbindelse med nogen af dem mere."

Hvad har det at være kvinde betydet i dit job?

"Mit køn har aldrig været en ledestjerne. Journalistikken har været min ledestjerne. Det at sætte sig godt ind i sit stof og så forenkle det og forklare det, det har været min inspiration. Jeg har aldrig søgt fællesskaber med kvinder, ”bare” fordi de var kvinder, jeg har søgt fællesskaber med dem, jeg kan lide, og som jeg synes, jeg passer godt sammen med. Uanset køn.

Nogle går meget op i køn, og jeg har da jævnligt haft diskussioner om netop det, men jeg har aldrig oplevet, at nogen har sagt, at jeg er usolidarisk, fordi jeg ikke aktivt har valgt kvindefællesskaberne. Tværtimod har jeg oplevet, at nogle synes, at jeg er sådan et ikon eller forbillede – også på grund af mit køn, og det er kun godt. Det er jeg vældig glad for.

En sommeraften kom jeg gående forbi nogle yngre kvinder, der stod ude på gaden med et glas vin, og da de så mig, kom den ene løbende over til mig og sagde, at det var på grund af mig, hun var blevet journalist. Det, syntes jeg, var hyggeligt og sjovt, og det blev jeg glad for. Det er dejligt, hvis jeg med det, jeg har lavet i krigszoner og andre steder, har været med til at udvide opfattelsen af, hvad man som kvinde kan beskæftige sig med i journalistik. Jeg har trods alt været i faget siden 1. april 1964 …"

Hun stopper lidt op.

"Gud, så har jeg jo lige haft 60-års jubilæum. Det har jeg slet ikke tænkt over før nu."

”Jeg var en hands-on-chef, og det er det, jeg kan lide”

1. oktober 1988, starten på TV 2, med Line Baun Danielsen og Dorthe Studsgarth

"Da jeg var i Washington, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme hjem og være med til at starte TV 2 med Jørgen Schleimann. Jeg blev chef for egenproduktion, det vil sige sporten, nyhederne og nyhedsdokumentarer."

Hvad syntes du om at være chef?

"Det var sjovt, og jeg elskede det. Og at starte en ny virksomhed op inden for sit eget fag var helt utroligt. Der var sådan en pionerånd, og det var en kæmpe oplevelse."

Hvorfor fortsatte du ikke som chef?

"Det var der også mange, der gerne ville have haft, at jeg havde gjort. Sagt i al ubeskedenhed. Men i sådan en organisation kommer der på et tidspunkt det, der hedder the corporate spirit, hvor det sådan bliver firmaet som sådan, det handler om. Hvor der er vanvittigt mange møder og koordinering mellem de forskellige afdelinger, administration og human ressources. Og i sådan en type organisation befinder jeg mig ikke godt. Det gjorde jeg heller ikke i DR.

Jeg kan meget bedre lide at være i nærheden af produktet, og det var jeg i begyndelsen på TV 2. Jeg var en hands-on-chef, og det er det, jeg kan lide. Når der kommer for mange departementale hensyn, så interesserer det mig ikke. Jeg begynder at føle mig rastløs, og så er det tid til at flytte sig, så det gjorde jeg.

Jeg kom til Bruxelles, og jeg må sige, at det nok er det mindst inspirerende sted, jeg har været, for det hele var meget institutionelt. Det egner jeg mig ikke til. For mig er det mere landevejen, der trækker. Så da der opstod krig på Balkan, kastede jeg mig over det. "

”De elsker mig i de to kiosker i Cannes, hvor jeg køber aviser hver dag”

2011, i københavns lufthavn

"Jeg har tilbragt lang tid i flymaskiner og lufthavne, men det skal ikke opfattes negativt, for jeg bruger tiden godt. Jeg læser. Både på min computer og på min telefon, men jeg elsker at sidde med en avis på papir.

Jeg læser massevis af aviser hver evig eneste dag, også når jeg ikke arbejder. International Herald Tribune, som er New York Times’ europaudgave. Dertil kommer to-tre britiske aviser, to franske aviser og så Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvor man får god besked. Jeg læser også The Economist og forskellige andre tidsskrifter.

De elsker mig i de to kiosker i Cannes, hvor jeg kommer og køber aviser hver dag. Jeg vil gerne vide så meget som muligt, fordi jeg er meget nysgerrig, og fordi jeg gerne vil holde mig ajour med nyhedsstrømmen, som kan ændre sig fra time til time. Ved at læse så meget kan jeg altid komme med noget, som andre ikke lige har sagt, og det er vigtigt, for ellers bliver man jo kedelig at høre på. Og fordi jeg er så opdateret, kan jeg også altid sige ja, når jeg bliver spurgt, om jeg påtage mig en opgave."

Har det aldrig var hårdt at flyve så meget rundt?

"Nej, hvis flyet er forsinket, sætter jeg mig ind i en dejlig lounge, tager en dejlig kop kaffe og læser en avis. Man kan selv vælge, om man vil kede sig eller ej, og man kan selv vælge, om man vil blive irriteret eller ej.

Hvis man synes, det er irriterende at stå lang tid i kø for at få tjekket, om man har for meget håndlotion med, så skal man ikke have et arbejde som mit. Og i øvrigt kan man altid købe en lille håndlotion, der hvor man kommer hen, man behøver ikke at slæbe alt, hvad man ejer og har, med sig, når man rejser. Det er vigtigt at vide."

”Jeg laver tit selv sjov, så jeg synes, det er okay, at folk laver sjov med mig”

Legenden & tørklæderne

Du er kendt for dine tørklæder, er det blevet din signatur?

"Nej! Altså, det handler jo om, at fjernsyn er udendørs arbejde. Det er ligesom at være jord- og betonarbejder, vi er næsten altid udenfor. Jeg har tørklæde på, fordi det tit er koldt. På samme måde som de fleste danskere har tørklæde på fra oktober til maj.

Hvis jeg har tørklæde på et sted, hvor det er varmt, så er det fordi, jeg er i et land, hvor loven siger, at man som kvinde skal dække sig til. Sådan er det f.eks. i Afghanistan, hvor jeg har arbejdet en del.

Jeg går ikke specielt meget op i de tørklæder. Mange tror, at jeg har en skuffe fuld af tørklæder, men jeg har faktisk kun nogle få stykker. Så nej, jeg tager ikke tørklæde på for at understrege mit udseende. Jeg synes faktisk, at jeg ser mærkelig nok ud i forvejen. Karakteristisk nok."

Du er delvis inspiration til den satiriske karakter ”Kirsten Birgit”, som også har tørklædet på, hvordan er det at være så kendt, at man bliver parodieret?

"Jeg kender ikke rigtig ”Kirsten Birgit”, men til gengæld blev der lavet en parodi på mig i Cirkusrevyen sidste sommer, og det var sjovt. Jeg laver tit selv sjov, så jeg synes, det er okay, at folk laver sjov med mig. De skal være velkomne."

I pressematerialet til din bog bliver du kaldt en legende – hvordan er det at være en legende?

"Det gør mig da glad, når folk kommer hen og siger hej og måske vil have en selfie, men det betyder ikke noget for mig at være kendt. Og så er det jo ikke så mystisk, at folk i Danmark ved, hvem jeg er, for jeg har været i fjernsynet siden 1968. Det er længe.

Det, der betyder noget, er, hvis jeg har inspireret nogen til at blive journalister, som nu den unge pige, der kom hen til mig. Jeg synes, journalistik er et meget vigtigt fag, for det handler grundlæggende om at fortælle folk, hvilken vej verden går. Vi er historiefortællere, og vi fortæller the ways of the world. Og det er vigtigt på et højere plan, uanset om journalistikken handler om, at kronprinsen bliver konge, eller om, at der er krig i Ukraine."

Hvis du skal sammenfatte dit liv i én sætning, hvordan skulle den så lyde?

"Det har været umagen værd! That was a good one, wasn’t it?"