"Min venindes far døde af et hjertestop for to år siden. Sagde jeg det rigtige?"

Alting stod stille omkring mig. Jeg var i biografen med mine forældre og skulle bare se, hvad klokken var, da jeg så Mayas besked:

”Hej Cille. Jeg har ikke overskuddet til at ringe og sige det her, så jeg skriver det i stedet, selv om det er meget svært at skulle sætte ord på. Min far fik hjertestop i morges, da han spillede fodbold, og lægerne kunne ikke redde ham. Jeg følte i hvert fald bare, at du skulle vide det. Kys”

Ordene runger stadig, når jeg genlæser beskeden. Den vinterdag i 2015 mistede min gode barndomsveninde, Maya, sin far, Thomas. Så pludseligt, så meningsløst.

Tiden efter Thomas død var ubærlig, men også mærkelig. Mest for Maya, men også for mig som veninde. For hvordan kunne jeg være tilstrækkelig i en så sorgfuld periode? Hvad kunne jeg gøre for at tage bare en snert af den smerte, der fyldte hver en åre i hendes krop?  

Nu er der snart gået to år, siden jeg modtog den forfærdelige besked. Jeg mødes med Maya i hendes lejlighed på Nørrebro for at stille de spørgsmål, jeg altid gerne har villet have svar på, men som jeg ikke har turde stille - før nu.

Om at være en god veninde

Mig: Det er snart to år siden, at din far døde. Jeg ved godt, at det stadig er meget tæt på dig, men det er ikke så tæt på mig og dine andre veninder længere. Føler du, at vi nogen gange glemmer at spørge ind til din far, nu hvor der er gået noget tid?

Maya: Ja, det berører mig jo stadig meget. Bare fordi jeg ikke er ked af det mere og ser ud til at have det fint, er det ikke overstået for mig, men det tror jeg tit, at mange glemmer.

- Ligegyldig hvor lang tid der går, er det vigtigt som veninde at anerkende, at det med min far er en vigtigere ting at lytte til end andet. Jeg har prøvet, at nogen hurtigt skifter emne, som om vi bare talte om mad eller noget andet ligegyldigt, og det kan føles respektløst. Jeg har ikke afskrevet veninder på grund af det, men det har gjort, at det er meget specifikke personer, jeg har haft lyst til at snakke om min far med. 

- Men det har også været lidt tilfældigt, hvem jeg har snakket meget med. Du boede for eksempel i Aarhus, så det var svært, når du ikke var tæt på. Og nogle andre af mine veninder var ude at rejse, så dem snakkede jeg heller ikke så meget med i den periode. Jeg havde brug for venner, jeg nemt kunne hive fat i.

- Jeg har snakket om det samme med alle mine venner, men der er kun én veninde, der har spurgt mig, hvad der egentlig skete den dag, min far døde. Jeg blev helt chokeret, da hun spurgte, for det havde jeg aldrig skulle fortælle nogen før.

Mig: Det var også det samme, da jeg spurgte ind til obduktionen?

Maya: Ja, præcis. Der gik en lille måned, før vi fik svar på obduktionen, men du er den eneste, der nogensinde har spurgt mig, hvad resultatet var.

- Det var meget mærkeligt, fordi det i min fars tilfælde var super relevant i forhold til hans død. Det var først, da du spurgte, at det gik op for mig, at ingen havde spurgt om det. Det var så rart at blive spurgt om – at du rent faktisk turde spørge.

Om at bryde et tabu

Mig: Er det et tabu for dig at fortælle, at du ikke længere har en far?

Maya: Nej, det er ikke et tabu at fortælle om min far, men fordi det er et emne, som er supersvært at tale om, er det meget nemmere at lade være. Det er sådan lidt ”ad, det skal vi ikke røre ved”. Man ved aldrig, hvordan folk vil reagere.

- Jeg er tit blevet sur på mig selv over, at der er gået for lang tid, før jeg har fortalt folk, at min far er død. Da jeg startede til et kemikursus en måned efter min fars død, fortalte jeg det først til mine medstuderende efter tre måneder. Hvis jeg havde fortalt det tidligere, havde det forklaret, hvorfor jeg opførte mig så mærkeligt. Jeg pjækkede hele tiden og lavede ikke mine lektier. Det ville have gjort det lettere for mig selv, hvis jeg bare havde sagt det, som det var. Man kan virkelig ikke fortælle det for hurtigt. Lige så snart der er mulighed for at fortælle det, skal man gøre det.

Mig: Hvad stoppede dig i at fortælle dem det?

Maya: Jeg ville ikke sætte dem i forlegenhed eller i en akavet situation. I dag har jeg nemmere ved at sige: ”Min mor bor på Nørrebro, og min far er død”, selvom folk bliver overrasket hver gang.

Mig: Det lyder også så voldsomt at sige ordet død. Det runger nærmest i ens krop…

Maya: Ja, det er lige det. Når man har en hyggelig samtale, og jeg fortæller, at min mor er musiker, og folk så spørger ind til min far, og jeg siger, at han er død, er samtalen også død. Ligeså død som min far. Slut. For hvad siger man bagefter?

Mig: Måske er det måden, du siger det på? Altså, måske kan du sige, at han gik bort for to år siden, eller at han døde på grund af et hjertestop?

Maya: Ja, helt sikkert. Jeg sad for eksempel sammen med nogle venner, der ikke vidste, at min far var død, og snakkede om fædre, der hjalp dem med lektier. Jeg blev med at have lyst til at sige: ”Ja, min far var også god til at hjælpe mig i skolen”, men jeg følte ikke, at jeg kunne sige ”var”uden at uddybe det.

Mig: Sagde du så bare ”er”?

Maya: Nej, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Hver gang jeg er i en ny situation, skal jeg lære, hvordan jeg skal håndtere den. Det nemmeste ville have været at sige ”er”, men det er bare super forkert. Og hvis jeg sagde ”var”, ville det være den store elefant i rummet. Er han ikke god til matematik længere? Er han død? Er han hjerneskadet? Det ville sætte en masse tanker i gang.

- Der er mange situationer, hvor det er et problem. Når folk spørger mig: ”Er dine forældre skilt?”, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Ja, det er de vel. Eller ja, det var de, men min mor lever stadig. Hvordan bøjer jeg det grammatisk?

- Det er mærkeligt at finde udveje i grammatikken for at undgå at blive opdaget i, at min far er død, men nogen gange er det bare lettere for alle.

Om at sige det rigtige

Mig: Min mor har engang sagt til mig, at der ikke er en rigtig og forkert måde at håndtere døden på, men at man bare skal gøre det, man føler for. Hvad synes du er en god måde at håndtere døden på?

Maya: Jeg tror ikke, man kan sige, at der er en rigtig måde at håndtere det på. Jeg tror mere, man kan sige, at der ikke er nogen forkert måde. Der er mange rigtige måder at være der på som veninde, men det vigtigste er, at man helt oprigtigt er der og siger, at man er der.

- Jeg havde en veninde, der ringede mange gange og skrev, at jeg ikke behøvede at tage telefonen, men hun ville blive ved med at ringe, og så kunne jeg tage den, hvis jeg havde lyst til at snakke. Det var rart at føle, at hun var der for mig, uden at jeg havde behov for at tage stilling til det.

- Jeg modtog også beskeder fra nogen fra folkeskolen, jeg ikke talte med længere, men jeg tænkte bare ”hatten af for, at du skriver til mig”. Man skal vide, at selvom det kan være svært at skrive, så betyder det virkelig meget. Selv hvis der går lang tid, og man i flere måneder har overvejet at skrive, er det aldrig en dårlig idé at gøre det. Man kan ikke skrive noget, der ikke er okay, så længe det kommer fra hjertet.

Mig: Forstod du godt, hvis folk ikke turde skrive?

Maya: Ja, men man skal lade være med at have berøringsangst. Det er trist, at folks angst for, at de ikke ved, hvordan de skal håndtere det, vægter højere end det at skrive.

Mig: Jeg vidste heller ikke, hvad du havde brug for…

Maya: Nej, og det er også forskelligt. Jeg vidste heller ikke selv, hvad jeg havde brug for. Jeg blev overrasket over, hvor lidt jeg havde brug for mine venner, i forhold til hvor mange venner jeg har, og hvor social jeg normalt er. Men lige pludselig følte jeg bare ikke, at jeg kunne bruge mine venner til noget.

- Jeg brugte min mor meget, og det var mit valg. Jeg har senere tænkt, at jeg skullet have inkluderet jer mere og ikke have været så afvisende. Det er godt at sprede sin sorg på flere mennesker, så man ikke er meget afhængig af én person.

- Jeg ved også godt, at det som veninde er pissesvært, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre, hvis man ikke får et praj i en eller anden retning. Derfor var det vigtigt for mig at svare mine venner, hvis de skrev, så de vidste, at de gjorde det rigtige. Men hvis man ikke får et svar, er det vigtigt at huske på, at man ikke kan gøre noget forkert.

Mig: Men er der virkelig ikke nogle ting, man ikke skal gøre? For eksempel at sammenligne din fars død med et kæledyrs død. Skal man så ikke hellere tie stille?

Maya: Det er svært at sige. Jeg tror generelt, at når mennesker prøver at forstå noget, tager de fat i ting, de selv har oplevet, men nogen gange kan det bare gå lidt galt…

Mig: Ja, fordi sammenligningsgrundlaget ikke er der?

Maya: Ja, præcis. Man skal passe på med at sammenligne andres sorg med sin egen, for når jeg fortæller om min far, behøver jeg ikke at få at vide: ”ej, det var ligesom dengang, hvor min mormor døde”.

- Mange har en idé om, at de bliver nødt til at sige et eller andet, men man kan også bare sige: ”Det er jeg virkelig ked af”.

- Jeg forventer ikke, at nogen forstår, hvordan jeg har det. Hvordan skulle jeg kunne forvente det, hvis de ikke har prøvet det? Jeg har været ”heldig” at have en veninde, som også har mistet sin far, for selvfølgelig er det lettere at forstå, hvis man selv har oplevet det, men det er misforstået, at man skal kunne forstå det. Det behøver man ikke at kunne.