Vibeke blev holdt som slave i tre år: "Jeg bad til Gud om at hjælpe mig"

Det var en almindelig dag i 2010 på den skole, hvor Vibeke underviste. Hun var på vej til indskolingen med en besked til en elev. Hun havde de store klasser og kom normalt ikke i indskolingen, og i det sekund hun åbnede døren, slog lugten af lumre madpakker, gummistøvler og skyllemiddel hende i møde. Dunsten sendte hende med ét tyve år tilbage i tiden – til den periode, hvor hendes egne børn var små. Dengang var Vibeke fanget i et forhold til en ældre mand, som udsatte hende for psykisk terror, fysisk vold, overvågning og trusler om at slå hendes børn ihjel. Indtil nu havde Vibeke holdt facaden. Men nu – konfronteret med lugten i en skoleklasse – lammede angsten hende. En kollega så hende og fik hende gelejdet hjem.

Vibeke kom aldrig tilbage.

– Jeg mistede al energi, fortæller hun.

– Jeg havde holdt sammen på mig selv og anstrengt mig for at klare alting, men nu kunne jeg ikke engang holde på en tandbørste.

Vibeke Marie Hoff er aktuel med bogen Kiss me goodnight Olympia, hvori hun uhyre detaljeret beretter om et skæbnesvangert valg, hun traf som 29-årig. Et valg, som kom til at præge resten af hendes liv. I dag er Vibeke 61 år og førtidspensionist. Hun har ikke været i stand til at have et normalt arbejde siden sammenbruddet i 2010.

Kontaktannoncen

Enlig mor, studerende, 29, blond, almindeligt udseende, søger tryg havn hos voksen mand med orden i liv og økonomi. Med håb om kærlighed, gensidig tillid og respekt.

Vibeke indrykkede annoncen i 1986. Hun var nyskilt og alene med sin datter på otte og sin søn på syv år. Ti år forinden havde hun forladt sit hjemland, Norge, for at prøve lykken i Danmark, og nu boede hun tæt på sine børns far i en lejlighed på Midtsjælland, mens hun tog læreruddannelsen.

Vibeke modtog 407 breve som svar på annoncen. Blandt de utallige henvendelser faldt hendes valg på en mand i begyndelsen af halvtredserne. I bogen kaldes han Sven Skougaard.

– Jeg var meget nervøs, da vi skulle mødes. Jeg sad på en restaurant på Hovedbanegården og tænkte flere gange, at jeg kunne nå at gå min vej. Tænk, hvis jeg havde skyndt mig at forsvinde, inden det var for sent, siger Vibeke i dag.

Da døren gik op, var Vibeke ikke i tvivl. Han fyldte hele døråbningen. Solbrændt, sort hat, attachétaske, rødt tørklæde om halsen, hvidt hår, stor cigar. Han styrede direkte mod hende og smilede med hvide tænder. Tyk lugt af cigar og aftershave.

– Han udstrålede sikkerhed og charme, og hans humor og selvironiske facon var sjov, ja, hele hans fremtoning var tiltalende. Han var ikke ung, men havde erfaring og orden på sit liv, og det var et stort plus efter alle årene med rod i mit liv, husker Vibeke.

Gaverne

I månederne, der fulgte, skruede Sven Skougaard op for charmen med de dyreste restauranter og de bedste pladser i teatret. Udelt interesse for Vibekes person og liv. Løfter om respekt og tryghed. Han spillede på klaver og inviterede på d'Angleterre. Han var beleven, galant, spændende.

– Jeg følte mig udvalgt og ville gerne have, at han kunne lide mig. Hans udstråling og facon var dragende, og han fik mig til at føle mig afslappet, forklarer Vibeke, men tilføjer:

– Samtidig mærkede jeg dog en uro lige under overfladen.

Efter den første aften hos Sven sendte han Vibeke hjem med en tusindkroneseddel til en taxa fra Gentofte til Haslev. Herefter fulgte stribevis af biografture, restaurantbesøg og dyre gaver.

– Jeg prøvede at takke nej og sagde, at jeg ville betale tilbage. Men han insisterede, husker hun.

Befalingerne

Så en dag inviterede Sven på østers hjemme i Gentofte. Han bad Vibeke hente snapsen i køleskabet og skænke i hans glas. Hun rejste sig og hentede flasken. Da hun kom tilbage, bad han hende gå ud igen og komme ind på en "ordentlig" måde. Hans stemme var pludselig klangløs og kold. Vibeke skulle banke på og neje, når hun havde fået lov at komme ind.

– Jeg var målløs, og tankerne kørte rundt. Skulle jeg virkelig gøre det? Jeg sagde til mig selv, at "nu går du ind og siger nej". Men han var kæmpestor og havde allerede magt over mig, fortæller Vibeke.

Hun følte sig dum og klodset, da hun nejede og skænkede op. Nu var Sven til

gengæld atter afslappet, snakkesalig og rar.

– Vinen gjorde mig varm og skubbede tvivlen og det absurde til side. Jeg prøvede at undskylde og forklare hans opførsel for mig selv, erkender Vibeke.

Volden

Efter episoden var grænsen krydset, og den ene ydmygelse tog den anden, mindes Vibeke. Hun skulle kalde ham Herre og Mester. Gøre, nøjagtigt som han sagde. Rengøre hans saftpresser, vaske hans vinduer, tænde hans cigar, bage sandkage og hver dag ringe og fortælle, hvad hun havde lavet og med hvem.

Det blev aldrig et seksuelt forhold, for Sven var impotent.

– Jeg spurgte mig selv "hvad har du gang i?". Om og om igen forsøgte jeg at trække mig ud af forholdet, men det var umuligt, og han blev rasende, mindes Vibeke.

Hendes børn var hos deres far hver anden weekend og hver anden onsdag, og disse dage satte Sven sig på. Terroren eskalerede. Når de var ude blandt andre, var han sjov og charmerende, ironisk og rundhåndet med komplimenter.

– Men så snart vi kom ind ad døren, skiftede han personlighed. Det var skræmmende. Det ene øjeblik sad han hyggeligt og spillede temaet fra Matador på klaveret, det næste beordrede han mig til at kravle nøgen rundt om spisebordet, fortæller Vibeke.

Volden startede med en lussing. Senere fulgte piskeslag. Vibeke blev truet til at underskrive et dokument, hvor hun bekræftede, at hun var Svens slave, og at han bestemte hundrede procent over hende. Én gang fik hun 180 piskeslag, og bagefter skulle hun ligge nøgen på knæ med armene langs siden. Hvis hun rørte sig, ville det betyde flere pisk, fik hun at vide.

– Jeg bad indeni – aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse, erindrer Vibeke.

– Jeg turde ikke sætte mig op imod ham, for det handlede om mine børn.

Han ville slå dem ihjel, hvis jeg røbede ham, og jeg er ikke i tvivl om, at han ville gøre alvor af det.

Truslerne

Da Vibeke var 32 år, vejede hun 49 kilo. Telefonen ringede om natten med fremmede stemmer, der truede med at kidnappe hendes børn og slå dem ihjel.

– Mit liv var en blanding af håbløshed, angst og overlevelse. Jeg var desperat efter, at et menneske holdt om mig, gav mig varme, siger hun.

Så indrykkede hun endnu en annonce. I Politiken. Denne gang kort og uden noget om økonomi.

– Det var måske dumdristigt, men jeg var nødt til at finde en vej ud; jeg var nødt til at overleve, siger Vibeke, som fik mange svar

Hun reflekterede kun på ét.

– Jeg var ikke i tvivl. Det var letsindigt og desperat, men også enkelt og ligetil. Vi forelskede os i det øjeblik, vi så hinanden.

Han hed Thor. Var filmmand og jævnaldrende, lugtede ikke af røg og kunne få Vibeke til at le. Hun dristede sig til at fortælle ham om Sven, anden gang de mødtes.

– Jeg fortalte ikke alt; kun det, jeg syntes, jeg kunne være bekendt. Thor lyttede og svarede: "Vi har ingen problemer, kun løsninger. Jeg vil dig". Jeg kan ikke beskrive, hvor meget håb det gav mig, siger Vibeke.

Vibeke har skrevet sin bog for at advare andre kvinder mod det, hun selv var igennem. Foto: Lene K.

Kampen

Vibekes desperate plan havde hidtil været at holde ud, indtil børnene var så store, at de kunne flytte hjem til deres far, hvor Sven ikke kunne nå dem. Men nu hvor Thor var i hendes liv, så alting anderledes ud.

– Jeg var nødt til at sige til Sven, at jeg havde mødt en mand og måtte forlade ham. Det var farligt, men det gjaldt om ikke at give op nu, hvor alt måske kunne løse sig, beretter Vibeke.

Mindre end en måned efter at hun havde mødt Thor, var hun hos Sven. Det var kort før jul 1989, og nu skulle det siges. Hun havde aftalt med Thor, at han kom, hvis hun ringede, og havde givet ham adressen.

– Mens jeg stod og stegte Sven en engelsk bøf, bad han mig tage tøjet af. Det var første gang, jeg sagde nej, og han blev voldsomt hidsig. Så sagde jeg, at jeg havde mødt en mand. Jeg mærkede en kort smerte i hovedet, så blev alting sort, siger Vibeke.

Da hun kom til sig selv, stod det klart, at nu handlede det om at overleve. Sven var rasende og væltede hende, når hun forsøgte at rejse sig, flåede tøjet af hende, piskede hende og forsikrede hende om, at han slog hende ihjel. Han åbnede kælderdøren, så den ramte Vibeke i hovedet. Hun fik kvalme, det hele snurrede rundt.

– Jeg vidste, at han havde en pistol i kælderen, og jeg bad til Gud om at hjælpe mig med at rejse mig og nå hen til telefonen, så jeg kunne ringe efter Thor, siger Vibeke.

Hun hejsede sig op ved bordkanten og vaklede ind i stuen, famlede efter røret og koncentrerede sig om nummeret. Thor svarede med det samme.

Vibeke ventede med hamrende hjerte og kunne høre Sven i kælderen. Hvis han kom op nu, måtte hun skubbe ham ned ad trappen, ellers ville hun dø.

Så hørte hun en bilmotor og hvinende bremser udenfor. Samtidig skridt på kældertrappen. Hun for ud i entreen, men i det samme brasede Sven ind i køkkenet. Der var en døråbning imellem dem.

Det bankede hårdt på hoveddøren, og de styrtede begge mod den. Sven kom først og skubbede Vibeke, så hun faldt ind i knagerækken. Han åbnede, og der stod Thor. Han sagde: "Jeg skal hente Vibeke."

– Sven blokerede døråbningen med venstre arm, men det var, som om Thor brød en forbandelse, husker Vibeke.

Thor tog et skridt op ad trappen og sagde: "Vibeke kommer med mig nu." Hun greb hans hånd og smuttede under Svens arm ud i den ventende bil.

– Jeg ventede skud, men der kom ikke noget. Jeg hørte kun Sven, der råbte: "Forlader du mig?" Jeg kiggede tilbage mod huset, og Sven stod der bare og så pludselig underligt lille ud, siger Vibeke.

Gensynet

Otte år efter så Vibeke en ældre mand sidde bag en røgsky på en café. Det var ingen tvivl om, at det var Sven. Efter i årevis at have forsøgt at leve en normal tilværelse så hun nu ham, som havde forandret hendes liv. Hun ville gå videre, men fødderne førte hende ind i cafeen og hen til hans bord. Han smilede og bad hende dreje sig rundt.

– Det var som en snor, der trak i mig, jeg kunne ikke andet, siger Vibeke.

– Alle de ord, jeg ville have sagt for at sætte punktum, satte sig fast.

Så løsrev hun sig og nærmest snublede ud. Ude i sollyset kastede hun op.

– Thor og jeg var sammen i otte år, han ved det hele, siger Vibeke.

– Han er min bedste fortrolige ven, og jeg ved ikke, hvordan det var gået mig, hvis jeg ikke havde mødt ham.

I dag er hun gift med en anden mand. I 2008 forsøgte hun at opspore Sven for at konfrontere ham og skælde ham ud. Hver dag, siden hendes mareridt sluttede i 1989, havde hun frygtet at møde ham. Nu fik hun at vide, at han var død i 2002.

– Jeg havde altså tilbragt seks år i uvished og angst, hvor hans klamme greb stadig var effektivt fra graven, siger hun.

– Al luft gik ud af mig, og jeg græd af skuffelse, for hvor skulle jeg nu gøre af min vrede og frustration?

Epilog

Når man læser Vibekes bog, stiller man flere gange spørgsmålet: Hvorfor forlod hun ikke manden og meldte ham til politiet?

– Hvis jeg havde været alene, havde det været anderledes, for så havde jeg kun haft mit eget liv at risikere, svarer hun.

– Men det er også vigtigt at understrege, at året var 1986. Det var en anden tid. Det var før internettet, og vi var mindre oplyste. Jeg anede for eksempel ikke, at man kunne få et polititilhold.

Hun har først og fremmest skrevet bogen, forklarer hun, for at advare andre. Udslaget var en samtale, hun overhørte mellem nogle 9. klasses-piger om en 50-årig mand, som den ene skulle date.

– Den her bog skal ud, så alle forstår, at den slags kan gå grueligt galt, fastslår Vibeke.

– Det er vigtigt for mig at advare kvinder om, at der findes farlige mænd derude. Vær påpasselig med at tage imod gaver, for først for sent opdager man, at man er blevet købt – at man står i gæld, fortsætter hun.

– Jeg var ung og uvidende, og hjemmefra var jeg opdraget til at være en pæn pige. Jeg havde ikke lært at sætte grænser for mig selv – kun at gøre, som de voksne sagde, og ikke bringe skam over familien.

Hun råder i samme åndedrag forældre til at opelske en fortrolighed med deres børn, så børnene kan komme hjem, også når det er gået galt.

– Jeg havde ikke den fortrolighed med min mor og turde ikke sige noget. Jeg var flere gange tæt på at betro mig til min far, men jeg kunne ikke sige, hvor langt ud jeg var kommet. Det var for skamfuldt for mig.

Vibeke har ikke grædt over det, hun har oplevet, før hun udgav sin bog. Men så kom gråden.

– Mit liv er aldrig blevet helet efter de år. De har kostet mig mit helbred og arbejdsliv, og jeg har mareridt og angst, siger hun.

– Men når jeg ser mine børn, som har klaret sig godt, er jeg taknemmelig og stolt af, at jeg stod det igennem. Vi overlevede.