"Det er utroligt vigtigt, at man fortsætter med at leve sit liv, selvom ens partner bliver syg"

Vinrød læbestift, knaldorange Issey Miyake-kjole, gul taske, flade, sorte sandaler med glimmer og store Cartier-solbriller. Vibeke Windeløv lyser op i lufthavnen i Nice. Kort efter er vi installeret i hendes solide Subaru, som hun i maj kørte til Italien i. Kursen er sat mod hendes mere end 400 år gamle slot i Ligurien i Norditalien i nærheden af Albenga.

Hun styrer bilen i god fart gennem byen, ad motorveje og gennem tunneler. Imens fortæller hun om sin seneste tur til Indien, som hun gerne besøger en gang om året, sammen med sine to nærmeste veninder, der venter på os på slottet. Som regel går turen til doktor Unnis ayurvediske klinik i byen Kowalam i det sydvestlige Indien. Et år blev hun dog lokket til at besøge et resort i Tamil Nadu, men forplejningen var for god, ”så i stedet for at tabe fem kilo tog jeg på,” siger hun og griner. Hun har også været på et healingkursus i Indien ”men det ville være livsfarligt for dem, jeg skulle øve mig på”.

Efter et par timers kørsel når vi slottet, som hun købte ved en tilfældighed for 32 år siden. Dengang var hun gift med maleren Per Kirkeby, men var på en rejse alene i Norditalien og på udkig efter et passende hus. Vibeke har elsket Italien, siden hun som barn camperede i landet med sine forældre.

Hun hørte tilfældigt, at der var et slot til salg, men hun mente ikke, at området, det lå i, var tiltrækkende. Da hun kørte op mod ejendommen, måtte hun dog erkende, at beliggenheden var enestående, og selvom bygningerne havde stået tomme i tyve år og nærmest var en ruin, købte hun herligheden. Da hendes mand tog ruinen i øjesyn, var hans kommentar udover en let hovedrysten: ”Der er jo ingen tagrender”.

Siden er der kommet skik på ejendommen, der er blevet fredet. Nogle af rummene er dekoreret med Kirkebys malerier, og fra huset er der en spektakulær udsigt til bjerge, olivenlunde og hav.

For tiden bor hendes to livsvidner, som hun kalder dem, veninderne Susanne Larsen og Marianne Christensen, der også. Den sidste sammen med sin mand, Thomas.

Vibeke indrømmer, at hun som filmproducent ofte har slået store brød op. Det første hun gør, da vi er ankommet til huset med de mange rum oppe og nede, er at fare ud i køkkenet for at se til den dej, hun og Thomas har slået op om morgenen. Det er meget vigtigt, at dejen bliver behandlet kærligt, der skal trækkes i den flere gange om dagen. Vibeke elsker at lave mad.

"Men du er ikke god til at tage imod hjælp i køkkenet, du vil helst lave det hele selv," siger Susanne henne fra døren, efter hun har forsøgt at hjælpe til ved gryderne, men er blevet viftet væk.

Næste formiddag er vi samlet under oliventræet på terrassen.

Hvordan er det gode liv?

Vibeke: "For mig er det et aktivt liv. Man er ikke færdig med arbejdslivet, fordi man bliver 60. Både Marianne, Susanne og jeg har været aktive i vore 60’ere. Mine forældre var præstepar. Der var ældremøder, og kvinderne, der kom, var i 50’erne og 60’erne. De havde sorte kjoler på og små håndtasker. Fornemmelsen af at være ældre har ændret sig kolossalt. Da jeg blev 60, så jeg igen det billede af de ældre damer med håndtaskerne, og tænkte: Er det dét, jeg går ind til? Det holdt et års tid. Pludselig havde jeg glemt, at jeg var blevet 60. Man bliver ikke gammel som 60-årig. Der er kvinder, der har været ude på et hårdt fysisk arbejdsmarked, siden de var 16, som kan være så nedslidte, når de fylder 60, at de har behov for at holde op, men jeg har været så heldig at lave film."

Da Vibeke fyldte 63, fik hun en henvendelse fra en bestyrelse, som spurgte, om hun kunne tænke sig at blive direktør på Betty Nansen Teateret.  

Vibeke: "Det mente jeg ikke, jeg havde forstand på. Så holdt jeg et møde med dem, og de fortalte mig alt om, hvordan det var at være teaterchef. At man har et budget og kan sætte fem projekter i gang om året. Når man er vant til at lave film, hvor man aldrig har en krone, når man begynder, og ikke ved, om projektet bliver til noget, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at blive teaterchef, og sætte ting i gang. Så det blev jeg efter at have skrevet min første ansøgning nogensinde. Jeg var heldig at få en helt ny karriere. Jeg kunne ikke have gjort det uden det fantastiske hold på teateret, som støttede mig. Men det var hårdt. Jeg vågnede klokken fem om morgenen, fordi der var pres på, og så kørte det ofte til klokken 23, fordi jeg mange gange blev på teateret. Efter tre år sad jeg hernede i Italien i påsken og læste en hel bog færdig og tænkte: Hvor er det lang tid siden, at jeg har haft sådan en oplevelse. Og hvor jeg dog elsker det!"

Lige inden havde Vibeke erfaret, at filmproducenterne Peter Aalbæk og Regnar Grasten begge havde været indlagt på Riget og fået bypass-operationer. Og hun knoklede. Og sov fire timer i døgnet.  

Vibeke: "Pludselig tænkte jeg: Man kan dø af det her. Jeg gik ud til min mand, Nicholas, og sagde: ”Jeg vil holde op på teateret. Jeg siger det nu, men kører sæsonen igennem, så de kan nå at ansætte en ny. Hvis jeg ikke skal forberede næste sæson, klarer jeg et år mere uden at dø”. Så gik jeg til min bestyrelsesformand, som var sød at protestere lidt, men jeg holdt fast: ”Du skal finde en ny teaterchef”."

Havde du lagt en plan for fremtiden?

Vibeke: "Mit liv har altid været tilfældigt. Jeg har været freelancer og har aldrig lagt en karriereplan. Når folk sagde: ”Hvad skal du lave nu?” satte jeg hænderne i siden og sagde: ”Jeg har knoklet hele mit liv. Det må også være muligt, at jeg ikke skal lave noget”. Jeg var medejer af et filmselskab, hvor jeg sad i bestyrelsen, og hvor der var rigtig mange problemer. Der var møder klokken 22 om aftenen, og det adderede til min stress. Jeg er stadig medejer, men ud over det laver jeg ikke særlig meget. Det er ret skønt at være herre over sit eget liv og ikke hele tiden have deadlines og konstant yde noget. Jeg har været mentor for folk og hjælper dem stadig, men hvis jeg skulle påtage mig et job, skulle det ikke vare længere end tre måneder. Jeg vil ikke have fornemmelsen af, at arbejdet er alt. Hvorfor er jobbet det, der giver en identitet? Hvorfor føler man, at man ikke har nogen berettigelse, når man ikke skal på arbejde? Jeg har elsket at arbejde. Det har været hårdt, men også sjovt. Jeg kunne lide udfordringen. Det kan være svært ikke at have dårlig samvittighed over ikke at skulle på arbejde. Men jeg er god til at lave deadlines for mig selv, også uden arbejde. Jeg kan altid finde på et dagsværk."

Hun griner og fortsætter så:

Vibeke: "Jeg kan også finde min identitet. Det er mere en filosofisk overvejelse, at arbejde giver identitet. Når man sidder til bords med folk, spørger man: ”Hvad laver du så?” Det er en måde at rubricere folk på. Ideelt må man være den, man er, uafhængigt af hvilket job, man har. Men omvendt har jeg haft et arbejde, der har formet mig. Nu har jeg ikke noget arbejde, og jeg synes stadig, jeg har et sjovt liv. Det kræver, at jeg selv putter noget i det. Og det er ikke tv. Jeg har endnu ikke fået installeret mit fjernsyn efter fem år i min lejlighed."

Jordskælvet

Vibeke og Marianne mødte hinanden i filmbranchen, hvor Marianne var endt ved lidt af et tilfælde efter at have arbejdet med teater i mange år.

Marianne: "”Love Boat”, en stor amerikansk tv-serie, skulle komme til Danmark, og jeg blev spurgt, om jeg ville være location manager. Jeg anede ikke, hvad det var, men sagde ja. Jeg skulle skaffe tilladelse til, at der kunne filmes på location på Strøget foran Illums Bolighus, på Amalienborg Slotsplads og ved Bellevue Strand... Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag, men det kunne det i begyndelsen af 80’erne. Så begyndte jeg at lave film, og det har jeg gjort siden. Nu er jeg 66."

Marianne arbejder stadig i filmbranchen, men ikke lige så mange timer i døgnet som før. Hun fortæller:

Marianne: "Jeg bliver nødt til at fortælle noget, som er møgirriterende, men som har været et vendepunkt for mig. Siden ’89, hvor jeg overtog jobbet fra Vibeke, har jeg arbejdet med Jørgen Leth. I 2010 var jeg sammen med to filmklippere i Haiti, hvor vi skulle færdiggøre en film med Jørgen, og så kom det store jordskælv. Huset ramlede ned over os. Jorden forsvandt under mig. Jeg kunne ikke stole på, at jeg kunne stå fast. Det var grænseoverskridende, og det er et mirakel, at jeg sidder her nu. Havde jeg ikke været hvid, var jeg ikke blevet reddet... Jordskælvet gjorde, at jeg i mange år havde det virkelig dårligt, jeg fik PTSD i en eller anden form. Så jeg var nødt til at tage livet, hele lortet, op til revision. Så begyndte jeg langsomt at komme mig. Men jeg kan højst arbejde seks timer ad gangen nu, ellers falder jeg ned af stolen. Der er nogle naturlige grænser. Samtidig er det gået op for mig, at selv om jeg ikke kan arbejde 12 eller 18 timer som før, så kan jeg noget. Det er en stor glæde. Jeg passer Jørgen Leths administration, fordi han ikke kan finde ud af det administrative."

Marianne har været barselsvikar hos Nordisk Films talentudviklingsfirma. Hende, der har firmaet, skulle være mor, og så blev hun indkaldt som barselsvikar. Det skete to gange. Nu er hun der hver tirsdag i seks timer.

Marianne: "Selvom jeg har en vis alder, føler jeg mig ikke umoderne. Det er vigtigt for mig at give faklen videre til nogle yngre. Og jeg bliver dødinspireret af at være sammen med dem. Jeg har set mange mennesker, inklusive min egen far, blive pensioneret og bare sidde uvirksom. Han fyldte op i køkkenet og ville have mad, og de skulle hele tiden til torsdagskoncerter og på Louisiana. Til sidst fik han cancer og døde. Så jeg skal ikke holde op. Måske skal jeg kun arbejde to timer om ugen, men så længe jeg kan stå på benene og er ved mine fulde fire en halv, så fortsætter jeg. Jeg er blevet bedre til at holde ferie, være lang tid på Mallorca, hvor vi har et hus, og tage til Indien i januar. Men the show must go on – get up and go! Ellers tror jeg, jeg bliver deprimeret. Det ligger lige under overfladen på grund af det jordskælv."

Vibeke bryder ind:  

Vibeke: "Jørgen Leth lavede en film for et par år siden, ”Jeg går”. Der er optagelser fra Haiti. Nogle af dem havde Marianne lavet, og jeg begyndte at græde, da jeg så dem. Det var første gang, jeg forstod, hvad hun oplevede. Hvor slemt det havde været. I perioden efter tog hun kun sporadisk kontakt. Det var jeg ked af, men hun styrede selv, hvor meget hun kunne klare."

Susanne nikker. Hun var i Haiti med Røde Kors, som hun var præsident for indtil 2014. Inden da havde hun haft en lang karriere i SAS, senest som administrerende direktør. 

Susanne: "Da jeg besluttede mig for at stoppe i SAS i 2009, havde jeg været der i 40 år. Jeg var 60. Alle aviserne spurgte mig: ”Hvad skal du nu?” Jeg svarede, at jeg gerne ville lave bestyrelsesarbejde, også inden for det sociale og inden for kulturen. Jeg fik mange henvendelser, blandt andet om jeg ville være præsident for Røde Kors. Jeg gik også ind i Filminstituttets bestyrelse. Jeg blev formand for Rejsegarantifonden. En masse bestyrelser. 27 da det var på sit højeste. Når man har været oppe i adrenalinniveau i sit arbejdsliv, så fortsætter man med det. Det var en god oplevelse at møde helt andre mennesker. Jeg har også arbejdet med indvandrerkvinder og fået en anden forståelse for mennesker, og for hjemløse. Det har været berigende. Jeg er dybt nysgerrig, og vil gerne forstå. Jeg har baggrund i en arbejderfamilie og blev mor som 17-årig, så jeg har haft et liv med meget ansvar. Det har jeg stadigvæk. Jeg har trappet ned, men er stadig i 9-10 bestyrelser. Forsøger at lave noget mindre."

Venner og livsvidner

Susannes mand døde i januar 2021 efter mange år med Alzheimer. De sidste to år var han på plejehjem. 

Susanne: "Jeg havde sagt til ham, at jeg ville passe på ham, men at jeg ikke ville ofre mig. Det er utroligt vigtigt, at man fortsætter med at leve sit liv, selvom ens partner bliver syg. I mange år rejste jeg meget. Det var okay for ham. Men en dag, mens jeg var i Sydney, ringede han og var deprimeret. Så gik det op for mig, at han ikke kunne være alene mere. Jeg fik det råd af en demenskoordinator: Han skal på plejehjem."

Susanne har to børn og to børnebørn, som er voksne. De er 25 og 23.

Susanne: "Man bliver en anden slags bedstemor, når man har travlt. Jeg har aldrig haft tid til at hente dem fra børnehave. Men jeg tror, de synes, jeg har været en sjov bedstemor."

Vibeke: "Susanne arbejder for meget."

De griner. 

Susanne: "Jeg afslutter tingene, og så giver jeg stafetterne videre. Jeg har en længsel efter at eje mere af min egen tid. Det gør jeg ved at sige: ”Jeg har gjort min pligt her. Nu stopper jeg og går ud af det”. Indtil jeg kun har to-tre bestyrelser tilbage."

Vibeke og Marianne har kendt hinanden siden ’89, hvor de mødtes På Det Danske Filmstudie. Vibeke og Susanne mødte hinanden i begyndelsen af 00’erne til en konference om ligestilling arrangeret af ligestillingsministeren. De fortsatte med at ses efter konferencen, og siden lærte Marianne og Susanne hinanden at kende via Vibeke.

Hvad betyder jeres venskab for jer?

Marianne: "Vibeke var erfaren og meget generøs med sine erfaringer, da vi mødtes. Hun havde to børn på otte og fem, som jeg passede nogle gange, når hun var ude at rejse. Jeg har ingen børn, så det betyder meget, at jeg har et forhold til Vibekes børn. Jeg har også mange gudbørn."

Vibeke: "Under corona talte Susanne og jeg sammen næsten hver dag. Vi har en stor fortrolighed omkring vores arbejdsliv. Vi kan vende problemer og ved, at det ikke kommer ud. Man har brug for at kunne tale om det, for nogle gange ligger der en løsning i at fremlægge problemet. Vi har lange telefonsnakke. Og vi har rejst meget sammen. Da Susanne holdt op i SAS i 2009, havde hun en fin Volvo cabriolet, som hun kun brugte til at køre til arbejde i. Det, syntes jeg, var synd..."

Susanne: "Du sagde, at du altid havde kunnet tænke dig at køre ned gennem Europa med taget nede, uden at der sad nogen på bagsædet og sagde: ”Ikke den vej”. Så afsatte vi fire uger. Jeg ringede til Vibeke: ”Du bestemmer den første by”. ”Okay, så tager vi til Rødby”. Vi talte om alt mellem himmel og jord på vejen. Vi havde aldrig været i Normandiet og Bretagne, så dér kørte vi hen."

Vibeke: "Vi havde friheden til det. Du boede ikke sammen med din mand på det tidspunkt. Jeg havde heller ikke en mand. I ti år kom Marianne og hendes mand, Thomas, her hver sommer. Så fik de deres hus på Mallorca, og så gled det lidt ud. Men nu har veninderne genoptaget besøgene."

Vibeke, du blev gift og skilt igen undervejs. Har det influeret på venskabet?

Vibeke: "Mine venskaber har aldrig været afhængige af mændene."

Susanne: "I mit parforhold havde vi hver vores venner og så nogle fælles. Det er vigtigt at have sit eget liv ved siden af det fælles."

Vibeke: "Vi er hinandens livsvidner. Man har brug for, at nogen kender én så godt, at man også kan modtage kritik fra dem: ”Nu har du brokket dig over det i hundrede år. Nu må du stoppe”. Der skal en fortrolighed til, så man ikke bliver fornærmet eller stødt."

Susanne: "Det er vigtigt, at man er der for hinanden, hvis der opstår svære ting i ens liv. Og at kunne glæde sig over ting sammen. Vi respekterer hinanden, og prøver aldrig at stille os an over for de andre, men viser sårbarheder og styrker. Vi tager også hensyn, hvis en af os er lidt fjollet."

Sammen og hver for sig

Får I nye venner i jeres alder?

Susanne: "Det er vigtigt, at man fortsætter med at være nysgerrig. Man møder hele tiden interessante mennesker."

Har der været jalousi?

Alle: "Næh."

Hvad tænker I om at blive ældre? Skræmmer det jer?

Vibeke: "Når man ser billeder af folk, der får skiftet ble på et plejehjem, kan jeg gå i panik. Det er et mareridt at tænke på, at man måske ikke får den hjælp, man har brug for. Samtidig kan man ikke leve på angsten, men bruge den til at sige ”Hvor er det fantastisk, at jeg kan alt det, jeg kan”. Men man kan stadig godt frygte at blive hjælpeløs."

Susanne: "I 50’erne tænker man ikke på, at livet skal slutte. Det begynder man på i min alder. Men at opleve verden, være nysgerrig på andre mennesker, aldrig lukke ned – det er det vigtigste for mig. Men refleksionen over, at der er mindre tid tilbage, gør, at jeg ikke vil spilde mit liv. Hvis ikke det er sjovt, gider jeg ikke bruge tid på det."

Marianne: "Nej, cut the crap. Jeg er meget taknemmelig for at have nogle power girls som veninder. Vi burde brodere et stort skilt, hvor der står: ”Pas på pligt”. Vi er en generation, der er sindssygt pligtopfyldende. Vi kommer nystrøgne til tiden. Kontrol, kontrol. Og det kan godt blive en plage, hvis vi ikke passer på."

Vibeke indskyder: "Kommer til tiden? Ja, til det første møde klokken otte, men op ad dagen skred det ofte."

Hun fortsætter:

Vibeke: "Jeg har været efter Susanne, fordi hun underspiller alt, hvad hun laver. Når hun går ind i en bestyrelse, ender hun hver anden gang med at være arbejdende bestyrelsesformand. Hun kommer ikke bare fire gange om året."

Susanne: "Jeg er ikke et offer. Jeg glider ind i det. Arbejdet flyder derhen, hvor det bliver gjort."

Marianne: "Måske skal der stå på vores gravstene: ”Lad nu hellere mig”. Der er også kontrol i det, ligesom med pligten. Noget vi skal arbejde videre med. Jeg taler med de unge om det, fordi de har andre opfattelser af pligt. Men de har lige så store kontrolgener som os."

Susanne: "Det er også en dyb ansvarlighedsfølelse."

Vibeke: "Og så er det jo meget lettere at bestemme."

Alle morer sig.

Marianne: "Hvis ikke man kan grine af sig selv og det, man laver, bliver det træls."

Vibeke: "Vi er meget forskellige, men også meget ens. Vi har alle været ledere."

Susanne: "Det er også berigende, at I kan noget andet end mig. Og så læser vi alle tre meget."

Vibeke: "Vi er storlæsere og udveksler bogtitler."

Hvad med kærlighed? Ikke til hinanden, men til en mand?

Vibeke: "Jeg har haft en vidunderligt sød mand i tretten år, som jeg nu er blevet skilt fra. Jeg havde forestillet mig, at vi bare skulle bo hver for sig, fordi der var nogle ting, der ikke fungerede, og livet er så kort, at det ikke kan nytte noget at være ked af de samme ting hele tiden. Derfor måtte vi finde en løsning, men det er ikke rigtig lykkedes for os. Det betyder ikke, at jeg ikke var meget glad for ham i de år, vi var sammen. Men nu er jeg alene. Der er også fulgt nogle skuffelser med, så jeg tror, jeg kommer til at bo alene resten af livet."

"Jeg har levet et langt liv, hvor jeg gerne har villet gøre noget for andre. Ikke på den selvopofrende måde. Men jeg vil hellere lave mad til andre end bare til mig selv. Så jeg savner at have et hverdagsfællesskab med en mand. Men jeg har ingen problemer med at være alene."

Susanne: "Man skal aldrig lukke en dør... Men når man som jeg har været så ansvarsfuld og pligtopfyldende hele livet, er det rart at bo alene. Jeg tror også, jeg ville få svært ved at bo sammen med nogen."

Vibeke: "Jeg synes ikke, jeg i mine ægteskaber har ladet mig hæmme i forhold til at se venner. Men man tager meget mere hensyn i et parforhold, end jeg nogensinde havde drømt om. Det kan jeg se nu. Der har været en form for tilpasning. Og det skal der også være, men det betyder, at der også er ting, man lukker ude."

I er tre kvinder, der gerne vil bestemme. Hvem bestemmer, når I er på tur?

Vibeke: "Er det ikke i plenum?"

Marianne: "Hvis en siger: ”Jeg har enormt lyst til at se..." så svarer en måske: ”Det har jeg set, men jeg vil gerne se det igen”. Jeg synes, vi er gode til det."

Susanne: "Ellers gør vi det, vi hver især har lyst til. Hvis jeg kommer hjem fra en behandling, når vi er i Indien, og Vibeke sidder og spiser frokost, sætter jeg mig måske og snakker med hende et par timer, men vi sidder ikke lårene af hinanden. Jeg anerkender de to, som de er. Og de anerkender mig, som jeg er. Vi ved godt, at vi også har forskellige behov."

Vibeke: "Jeg kan ikke komme i tanker om, at vi har haft kriser."

Marianne: "Vi kan sidde i nærheden af hinanden uden at sige et kuk. En læser, en hører lydbog, en skriver. Der er god energi i at være stille sammen. Vi sidder bare og lytter og læser."

Vibeke: "Så snakker man lidt, og så læser man videre. Det er meget ukompliceret."

Susanne: "Vi kan også være uenige. Vibeke blev skidesur på mig i en diskussion om cykelhjelme. Så fik jeg et fur."

Vibeke: "Susanne sagde: ”Jeg bruger ikke cykelhjelm, og mig er der aldrig sket noget”. Så blev jeg tosset, for jeg kender to kvinder, der kom slemt til skade på cykel. Den ene døde fandeme på grund af en åben bildør. De havde ikke hjelm på, og de var helt uskyldige."

Politik kan man også være uenige om. Men I kan diskutere og være lige gode venner?

Vibeke: "Hvis I begyndte at stemme på Dansk Folkeparti, ville vi have et problem."

Marianne: "Selvom man har forskellige ståsteder, er det en berigelse at lytte til andre og sige: ”Den vinkel havde jeg ikke set”."