Vibeke Windeløv: Jeg har fået enormt meget ud af at være alene

For selvom det kan være hårdt at blive single igen efter mange års samliv, har Vibeke Windeløv erfaret, at det både kan være sjovt og give en ny styrke.

Hun har aldrig drømt om at blive teaterdirektør. Men det er Vibeke Windeløv, 64, nu. Som ny chef for Betty Nansen Teatret har den markante kvinde bag Lars von Triers største succeser taget et karriereskifte. Og hun føler en kæmpestor fornyelse af sin energi ved at kaste sig over noget nyt.

Der er optræk til vagtskifte på Amalienborg Slotsplads. Turister småløber hen over gårdspladsen i den grå middagsluft med deres mobiltelefoner i hånden. Lidt længere nede ad Amaliegade bor en kvinde, som har foretaget en noget anden form for vagtskifte. Jeg holder knappen til porttelefonen inde og afventer, at den massive jerndør skal slippe mig indenfor. I porten bliver jeg modtaget af en mørkhåret, engelsktalende og franskudseende yngre kvinde, som viser mig ind i den imponerende opgang – og den lige så imponerende og ualmindeligt højloftede lejlighed.

"Vibeke will be right down", siger hun og efterlader mig i hallen.

I lilla, knælang kjole og med hastige skridt i flade, bløde sko i moderigtig herrestil dukker Vibeke Windeløv op iført et imødekommende smil:

– Hej. Velkommen. Og sig mig: Har jeg ikke lovet dig frokost? Nå, vi tager først lidt kaffe, tror jeg.

Vi starter vandringen gennem den enorme lejlighed, som indtager hele 480 kvadratmeter i indre Københavns absolutte smørhul. Defilerer igennem de store stuer, hvor monstrøse malerier af eksmanden, Per Kirkeby, flankeres af designmøbler og skulpturer, og ender nede ad en 38 skridt lang og smal gang, som i bedste "Herskab & Tjenestefolk"-stil munder ud i køkkenet, hvor hun viser mig hen i den dybe, Kenzobetrukne, antikke renæssancesofa ved vinduet. Her har man det hyggeligste vue ud over Vibekes yndlingsrum, som bruges flittigt. Når hun altså er her.

For Vibeke Windeløv er en sand globetrotter. Og det er ikke blevet mindre af, at hun nu skifter rollen som dansk films måske mest succesfulde producer ud med rollen som direktør for Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Mens hun skummer mælken til kaffen, remser hun hastigt de seneste – og kommende – destinationer op: New York, Stockholm, Sao Paolo, London, Indien, Berlin – alt sammen inden for en periode på halvanden til to måneder.

Kvinden bag von Triers succes

Det er blevet for meget, indrømmer hun. Alt det rejseri. Men den seneste tid er også blevet brugt på at se så meget teater som muligt, for Vibeke Windeløv er klar over, at det ikke er her, hun kan prale af den største erfaring – hvis nogen skulle driste sig til at anfægte hendes alder og karriereforløb i forhold til posten som direktør på den københavnske teaterscene. Hvad nogen selvfølgelig allerede har gjort.

– Jeg har aldrig nogensinde overvejet at blive teaterdirektør. Ikke et sekund. Men nu blev jeg opfordret til at søge jobbet, og så måtte jeg jo kaste mig ud i at skrive mit livs første ansøgning.

– Og jo, lige da jeg så havde fået jobbet, var jeg egentlig mest bekymret. Jeg tænkte, "Okay, hvordan i alverden kommer jeg nogensinde til at klare det?". Men min styrke er nok, at jeg ikke er så bange for at fejle. Og faktisk er det her med teater meget sjovere, end jeg havde forestillet mig. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at bringe nogen fornyelse til Betty Nansen Teatret. Der er jo lavet rigtigt meget godt teater under Peter Langdal og Henrik Hartmann, så jeg synes da også, jeg skal leve op til ambitionen om at lave lige så spændende teater, som de har lavet. Men jeg føler en kæmpestor fornyelse af min energi ved at skulle lave noget nyt.

Og i erkendelse af, at hun netop er uerfaren, har hun da også bedt om en partner, og her er valget faldet på svenskeren Stefan Larsson.

– Vi er nok et meget godt match: Han er mand, jeg er kvinde. Han er meget rolig og svensk, og jeg er vist mere dansk og fjollet. Men vi griner sammen, og det er godt.

Igennem fire årtier har det ellers været filmbranchen, Vibeke Windeløv har sat sit helt markante fingeraftryk på – vel nok allermest hen over årtusindskiftet, hvor hun i Zentropa dannede makkerpar med Lars von Trier og var med til at få film som "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark" op på det helt store, verdensomspændende filmlærred – og for alvor fik folks øjne op for geniet von Trier. For det er han, siger hun. Også Susanne Bier har nydt godt af hendes evner under bl.a. "Den skaldede frisør", som blev til i Sorrento.

Store kunstnere er hensynsløse

Faktisk var det eksmanden, Per Kirkeby, der i første omgang, tilbage i 1975, fik hende ind på filmsporet, da hun hjalp ham med at skaffe statisterne til filmen "Normannerne". Siden arbejdede hun sig hurtigt ind til kernen af dansk films største instruktører – bl.a. Bille August, Jørgen Leth, Susanne Bier og ikke mindst Lars von Trier.

– Det fantastiske ved at arbejde sammen med Lars von Trier er jo, at han er så interessant en kunstner. Det er svært at finde hans lige i hele verden.

– Når man har boet sammen med Per og arbejdet sammen med Lars, så har man været i et centrum, hvor det hele tiden handlede om en eller anden form for kunst. Og det kan man godt blive lidt afhængig af.

– Man lærer også, at de, der bliver rigtig store kunstnere, ofte er hensynsløse – forstået på den måde, at de altid prioriterer deres kunst. Og det er vel også det, der er den store udfordring ved at bo med en kunstner. Per beskrev det engang sådan, at "Når jeg går ind i et eller andet, oplever noget, så vil jeg ikke snakke om det. Jeg vil have lov at tage det med ind i mit atelier og bearbejde det kunstnerisk, og når jeg så kommer ud i den anden ende, er jeg helt tom". De store kunstnere er også skånselsløse over for sig selv. Al energi bruges på værket. Værket er det vigtigste. Alt andet kommer i anden række. Og så kan det godt være, at de elsker alle mulige – det ændrer ikke på, at det er værket, der bliver det stærkeste.

– Lars von Trier er heldig, at han har fundet sådan en fuldstændig fantastisk kone i Bente. Hun er helt utrolig. Jeg elsker Bente. Og hun har så meget humor. Hmm, ja.. nå, så kan der vist ikke koges mere suppe på den pølsepind, siger hun om sit eget tankespring.

– Det, jeg ville frem til, var, at man jo er heldig, hvis man får lov at være i et miljø, hvor der sker så meget. Hvor man hele tiden bliver udfordret på, hvad der er interessant, og hvor der hele tiden også bliver stillet nogle krav til, at man interesserer sig for andet, end hvad der er absolut mainstream.

Nærmest nyforelsket

På bordet, vi sidder ved, står en stor keramikvase med nubret overflade og hvid glasur. I den har en betagende blomsterbuket indtaget sin retmæssige plads. Koralfarvede amaryllis, franske anemoner og et par kornstrå i midten. Det er Vibekes kæreste, Nicholas, der har bestilt dem ovre fra sin bopæl i Sao Paolo i Brasilien. En jævnaldrende mand, som helt tydeligt kan få mundvigene til at krølle op i et nærmest nyforelsket smil på den 64-årige danske powerkvinde.

Det er lidt besværligt, at han bor helt derovre, indrømmer hun. Særligt eftersom de lagde ud med at bo to år sammen, inden han fik ideen om igen at bosætte sig i Brasilien, hvor han nu har tilbragt de sidste tre år. Omvendt er verden – særligt for en globetrotter – jo ikke større, end at man i virkeligheden kan mødes alle vegne. Så det gør de. Hos hans mor i Florida, på et hotel i New York, i Vibekes hus i Norditalien, eller hvor deres arbejde fører dem hen...

Vibeke Windeløv var ellers lige ved at vænne sig til et liv som single efter skilsmissen i 2002 fra kunstneren Per Kirkeby, som hun mødte allerede som 21-årig, fik to sønner med og nåede at være gift med i 30 år. Det er ikke noget, hun har lyst til at tale alt for meget om – og af samme grund har hun heller ikke skrevet den biografi, flere har opfordret hende til.

– Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at udtale mig og skrive om mit liv med Per – det vil bare blive alt for personligt, og samtidig ville det være uærligt at skrive om de 30 år uden at berøre det, der også var svært.

Derfor blev hun også noget beklemt over den overskrift, Kristeligt Dagblad for nylig satte på et interview med hende, "Jeg prøvede at blive skilt i ti år", stod der.

– Det ville jeg aldrig sige! Selvom man selv tager beslutningen om at blive skilt, kan man jo godt være ked af det. Det er jo ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er noget, man bearbejder over en lang periode. Måske ti år. Det er ikke en beslutning, man bare hiver ned fra hylden.

– Selvom jeg til at starte med virkelig tænkte, "Det kan ikke være rigtigt, at jeg ligger her i en alder af 52... alene!", så må jeg bare sige, at jeg også har fået enormt meget ud af den tid. Og ja, så var det da mærkeligt pludselig at møde en igen. Men også ret skønt.

Veninden var Kirsten giftekniv

Faktisk var det Susanne Bier, der, en vinteraften, Vibeke var med hende og hendes mand Jesper på restaurant, første gang nævnte Nicholas. Da de rejste sig for at gå, sagde hun nemlig: "Du burde møde Nicholas, Fischers far. Han er en skøn, smuk, lidt tosset, brasiliansk mand!"

Mange måneder senere, da Vibeke sad på et tag i Bretagne og spiste morgenmad med veninden Susanne Larsen, som netop var stoppet som direktør for SAS, blev de pludselig afbrudt af en telefon. Da hun lagde røret på, sagde hun: "Ham her Nicholas bør du møde, han er en af de mest begavede mænd, jeg har forhandlet med, og så er han en kosmopolit med masser af humor. Ham vil du passe godt sammen med!".

Fire måneder senere – til Susanne Larsens 60-årsfødselsdag på Dragsholm Slot – fik Vibeke selvfølgelig Nicholas til bords.

– Næste morgen inviterede han mig på middag den følgende dag. Jeg havde travlt, var på vej på arbejde i Sverige og sagde straks ja uden at kigge på kalenderen – for så et par timer efter at finde ud af, at det kunne jeg slet ikke. Aftenen var spærret af en vigtig forretningsmiddag.

Så Vibeke ringede og foreslog, at hvis de skulle spise sammen, måtte han gå med.

– Han grinede. Og sagde: "hvorfor ikke!". Det er så kendetegnende for Nicholas, han er altid parat til at improvisere.

– I den periode lavede jeg film i Nairobi og Ystad, og jeg lærte snart, at når det diskret bankede på døren, var det Nicholas, der var kørt eller fløjet derhen, hvor jeg var.

Vibeke lærte – og vænnede sig til – igen at være to. Så da Nicholas efter et par år besluttede at tage tilbage til Brasilien for at arbejde sammen med sine brødre omkring noget ejendomsudvikling, var hun fortvivlet.

– Jeg havde jo vænnet mig til omsorg og nærhed. Men det er gået godt, nogle gange er det svært at falde i hak, når der er gået lang tid, andre gange er det ganske ubesværet. Jo mindre travlt jeg har, jo lettere går det vist.

Romantisk kosmopolit

– Ud over at han er en meget smuk mand, er han et meget sødt og et meget omsorgsfuldt menneske. Mine børn er også meget glade for ham. Han er rørende, vil jeg sige. Og det har jeg ikke oplevet før – at nogen tænker så meget på en, er betænksom på den måde. For eksempel når han sender den her slags fantastiske buketter fra min favoritblomsterdekoratør Louise Moestrup.

Vibeke Windeløvs romantiske catch er født i Paris af ungarske forældre, opvokset i Brasilien, men har været dansk gift og fik også børn med sin danske kone.

– Han taler syv sprog. Når jeg hører ham tale ungarsk, ved jeg, han taler med sin mor. Portugisisk, så er det hans brødre eller forretninger.

Næsten telepatisk brummer hendes mobil i bordet for tredje gang. Hun tjekker, hvem der banker på denne gang og snupper den hurtigt op til øret:

"Nicholas? Hallo? Hvad vil du sige?

Thank you, okay, hej hej". – Han ville bare sige godmorgen...

Selvom hun også holder meget af at være alene, så har det været rart igen at have følelsen af at være to. Men hvor svært var det i en alder af 59 pludselig at smide friheden over bord og give sig hen til et andet menneske?

– Når man er blevet så gammel som Nicholas og jeg og møder hinanden, så er man helt fri for at forholde sig til hinandens beskæftigelse, ligesom man ikke er afhængig af at forsørge fælles børn. På den måde er man meget mere frit stillet. Så det, man virkelig lægger vægt på, er, om man har det rart sammen. Og om man kan holde hinandens venner ud. Men jeg tror også, man skal lade være at have så store ambitioner om, at de to familier så skal være helt i sync. Jeg kan enormt godt lide Nicholas' børn og familie, men jeg skal ikke til at lege mor for hans børn.

– Hans utrolige hjælpsomhed udstrækkes til hele min familie og mine venner, som elsker ham. Han er rummelig som få og godtager mig på godt og ondt, og vi er lige gode til at arbejde for meget og ustandseligt ændre planer. Ingen kan, som han, få mig til at flække af grin.

På et eller andet tidspunkt skal de vel også flytte sammen igen, mener hun. Det håber hun i hvert fald.

– Det værste ved at blive ældre er jo, at man ikke har hele livet foran sig. Så det er da lidt en skam ikke at være sammen. Det sjoveste er da at være to. Også selvom der indimellem skal tages nogle hensyn. Og det kan være svært, når man altid har været den, der har taget den sidste beslutning.

Var ingen Lego-mor

– Gud, vi skal da have noget mad!, siger hun pludselig efter to timers snak hen over køkkenbordet og ryger op af stolen. River en pande ned fra væggen og haler to svenske oksebøffer ud af køleskabet. Kål og æbler snittes med rap og kyndig hånd og får ligesom bøfferne en tur over gasblusset. Og vupti, er der serveret.

Fra køkkenbordet, ved siden af vores kulinariske frokost, smiler en glad prinsesse i tydelig barnlig streg. Med krone og strutkjole. Den er fra Nicholas' barnebarn, Olivia. Tilsammen har han og Vibeke allerede seks børnebørn. Vibekes to steddøtre, Per Kirkebys døtre Rebecca og Charlotte, som hun har kendt, siden de var små, har to piger og en dreng.

– Nogle gange kan jeg godt tage mig selv i at savne det der livsperspektiv, der er i små børn. Det skal man huske at sige til folk. For nogle gange taler de om deres børn, som om de ville ønske, det hele var overstået.

Da hendes egne drenge var små, var Vibeke Windeløv ikke ude på arbejdsmarkedet fulltime. De tilbragte de skønneste somre på Læsø og var i det hele taget meget sammen. Men nogen Lego-mor har hun aldrig været, siger hun.

– På den måde har jeg aldrig været nogen god mor. Jeg rejste en del med dem, da de var små – hvad der somme tider gik ud over deres skolegang. Det kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed over. Jeg har aldrig selv haft forældre, der holdt mig til nogen bog, og jeg har da tænkt, om jeg burde have været mere striks med det. Men de har klaret sig fint og begge valgt uddannelser, hvor det ikke var påkrævet

– Absalon er kunstner, Sophus psykoterapeut og uddannet skuespiller.

I Vibekes barndom opsøgte hun selv bøgerne – på Kolding Børnebibliotek, hvor hun lod sig opsluge af de mange hyldemeter af visdom, fantasi og tiltrængt flugt fra den overvældende store skole, hun som 10-årig var havnet i, efter at familien var flyttet fra den lille, trygge landsby Søndre Højrup på Fyn. Og hjemme under dynen lå hun så med lommelygte og læste til langt ud på natten. Bøgerne blev en vigtig del af hendes dannelse, ligesom tiden i Princeton i USA gjorde det. Her studerede hun psykologi som 18-årig og var au pair hos en professorfamilie, hvor alt fra Nietzsche til relativitetsteorier blev diskuteret ved middagsbordet. Og tilsammen har de to perioder af hendes liv givet hende modet til at være i det rum, hvor man udfordres intellektuelt, mener hun.

– Det er en skam, at det at være au pair er kommet så meget i miskredit. Det var en fantastisk måde at lære sprog og en anden kultur at kende på.

Bryllup... måske

Mørket lukker sig om de Windeløvske gemakker. På vej mod hallen gør vi stop i første stue for at tage et hurtigt smut ned ad memory lane – i form af en æske med billeder fra et langt liv, som startede under lidt trange kår i en præstefamilie, men nu leves her på en af Danmarks fornemste adresser.

Man kan roligt sige, at hun nu er i gang med et nyt kapitel i sit liv. Som måske, måske ikke også kommer til at handle om bryllup. Hun vil gerne. Giftes. Det er bare lidt besværligt rent juridisk, når man er "mere end voksen og har børn og huse og alting". Og rent faktisk var det planlagt på et tidspunkt. Hotellet, hvor festen skulle holdes, var bestilt et år i forvejen, men det blev bare en fest – uden bryllup. For Nicholas havde været separeret i mange år, men var aldrig blevet skilt.

– Det ville betyde noget for mig. På et andet niveau. Men vi havde en fantastisk fest!

LÆS OGSÅ: Mascha Vang - "Det var en hård skilsmisse"

LÆS OGSÅ: "Hvis et ægteskab ikke kan holde uden børn, så kan det heller ikke holde med"

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg styrtede ud på dametoilettet og stak to fingre i halsen"