Sangerinden Karen om at blive single efter 8 år

Findes der en fornuftknap i den menneskelige organisme, kan du være sikker på, den er slået i "off" hos Karen Rosenberg.

Da hun var 16 år, rejste hun alene til Rusland, fordi hun blev forelsket i en russisk soldat. Det havde hendes forældre det på ingen måde godt med. Men Karen var ikke til at stoppe. Og havde de prøvet på det, var hun bare stukket af, griner hun.

– Sådan var jeg. Jeg pjækkede også fra skole. Min far plejer at sige, at jeg var indbegrebet af den der virkelig ustyrlige datter, som ingen ville have. Ikke fordi jeg ikke var sød, jeg var bare ikke til at styre.

Karen har nemlig altid fulgt hjertet. Og det var også det, hun gjorde, da hun for godt tre år siden gik fra sin kæreste og producer igennem otte år, Vagn Luv. Og dér stod hun så – og skulle på alle måder starte forfra.

– Han er et dejligt menneske, men jeg var bare ikke forelsket i ham mere, og det syntes jeg ikke, at jeg kunne byde hverken ham eller mig. Det var ikke, fordi jeg gik ud og var sammen med nogle andre eller var utro – slet ikke. Det var bare en erkendelse af livet. At følge hjertet. Og mit hjerte skulle være alene.

Pludselig lå alle muligheder åbne. Livet var én stor legeplads.

– Det tog sindssygt lang tid. Jeg sad alene derhjemme og skrev med mit keyboard og mit lille computersetup og skulle finde ud af: Hvilken lyd har jeg, når jeg kun er mig? Hvordan skriver jeg, når jeg kun er mig? Min ekskæreste og jeg var jo inde over alting sammen. Og desuden: Hvordan er jeg så, når jeg er single – og hvordan i alverden navigerer jeg i det her mærkelige singleliv?

Ingenmandsland

Materialet til nye tekster kom helt af sig selv. I rigelige mængder. Og måske på en mere ærlig måde. Det er der nu kommet en spritny række sange ud af.

Sideløbende kastede Karen sig ud på dybt og uprøvet vand i forhold til et projekt, hun ingen tidligere erfaringer havde med. Til august debuterer hun nemlig som skuespiller i Jonas Elmers film "Det andet liv" – oven i købet i en hovedrolle. Filmen er et drama, som handler om en række mennesker, som er bundet sammen af chat og dating over nettet og har det til fælles, at de er draget af en længsel efter "noget andet", og alle tager de derfor et skridt imod dette "uvisse". På den måde destrueres livet, som de kendte det, samtidig med at nye veje dukker op. Enten ud af selvbedraget eller længere ind i det.

– Jeg er ikke baben i filmen, så det handlede ikke om, hvorvidt jeg så pæn ud eller ej, men om at formidle en kvinde, der får det rigtig dårligt psykisk, og stå ved mig selv på et lærred uden makeup – når jeg er mest smadret, fordi det var det, der skulle til. Det var også en øvelse i at give slip. Der var ingen stylister eller makeupartister på. Det var bare mig.

Og præcis sådan var det jo også i Karens privatliv, hvor hun pludselig også var... bare Karen.

Til at starte med flyttede hun ind på gæsteværelset hos sin veninde, radioværten Le Gammeltoft. Her boede hun et halvt år, inden hun fik sin egen lejlighed på Blågårdsgade, hvor hun straks smækkede en stor opslagstavle op, som har fulgt hende lige siden. På den har hun samlet idéer til tekster, små noter og leveregler. Og oven over den hænger en lap med store bogstaver: "Ingenmandsland", som var den bedste beskrivelse af, hvor hun var, og hvem hun var, da hun "startede forfra".

LÆS OGSÅ: Kendt sangerinde var forkrøblet af depression

– Det var totalt Bambi på glatis, men også på en meget euforisk måde. Ny start, nyt liv, ny musik... ny Karen. Den tid alene har været ret vigtig. Bare det at stå ved, at man nogle gange er et sårbart menneske og give sig selv lov til at være det. Det har været en sindssygt god tid, hvor jeg har lært meget om mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg havde det fint med bare at være mig selv.

Underlig singleverden

Pludselig var der ingen hensyn at tage. Hverken i forhold til hvilke skridt, hun skulle tage, eller hvad hun skulle skrive om.

– Der er så mange muligheder, og man må bare lade sig rive med. Af livet. Og det er jeg rigtigt god til. Derfor kommer jeg også somme tider ud på dybt vand i forhold til mit hjerte. Ikke fordi jeg bliver forelsket i mange mænd, for det gør jeg ikke. Men jeg er ikke meget forsigtig.

Én bestemt mand blev Karen dog virkelig smækforelsket i. Sagen var bare den, at han aldrig rigtigt ville have hende. Og de følelser valgte hun at putte ind i sangen "Problemet", som handler om, hvor svært det er at give slip, når hjertet er ramt. Og først da sangen fandt sin form, kom hun omsider over det.

– Der havde jeg sgu brændt mine naller. Jeg kom direkte fra et langt forhold og var helt åben. Jeg var slet ikke vant til at passe på mig selv, så jeg kastede mig ud i det. Smed bare mit hjerte på bordet. Mit hjerte, som slet ikke var blevet skubbet til i så mange år, men bare blevet holdt om. Det var sgu den hårde virkelighed, der ramte lige der. Og så skulle jeg finde ud af, at man selv skal sige fra over for det. Ingen andre gør det. Jeg kunne slet ikke finde ud af det game, som åbenbart kører ude i det der singleunivers. Alt det her med, at så skal der gå lidt tid, og hvad betyder det så, når han siger det eller skriver sådan? Det er så underligt, jeg lærer det aldrig.

Knust hjerte

– Jeg var ikke kun forelsket i ham. Jeg blev også forelsket i mig selv og i livet, haha. Jeg blev helt høj af det hele, det var sommer, og verden var for vild! Og når man så bliver afvist, kommer

man ned igen. Jeg kaster mig altid ud i alle mulige projekter

– og nogle gange flyver man, andre gange lander man lidt hårdt. Jeg er ikke så god til at tjekke, om jeg har faldskærm på, når jeg hopper ud.

Det tog Karen et års tid at slikke sårene.

– Jeg blev nødt til at sige, at vi ikke skulle ses mere. Det føltes meget mærkeligt, fordi det jo netop gik imod det, jeg havde lyst til. Men det var alt for flyvsk for mig, jeg kunne simpelthen ikke holde til det der on/off. Man går rundt og siger, "jamen, jeg har det megafedt, det er helt okay, alt er godt", og så kan man bare mærke indeni, at "fuck, gu' er det ej godt – jeg er stadig bare megavild med ham".

– Da jeg trådte ind i den der singleverden, lærte jeg noget mærkeligt noget – at man helst ikke skal have nogen følelser, det er fandeme ikke moderne! Ingen står rigtigt ved, at noget gør dem kede af det eller rigtigt glade. Det gælder hele tiden om bare at være ovenpå. Og det er der jo ingen, der er. Ingen tør sige, "jeg kan fandeme god lide dig", for det er jo farligt. Vi skal alle sammen holde facaden. Og midt i det der fik jeg det bare sådan, "fuck mand, jeg gider ikke at spille kostbar, for jeg er jo kostbar. Ligesom alle andre i øvrigt også er det. Vi er alle sammen kostbare, vores hjerter er kostbare.

Mødte kæresten over Instagram

Men alt det er fortid. I efteråret mødte Karen nemlig igen en mand. På en noget utraditionel måde.

Karen elsker nemlig billeder. Og hun elsker Instagram, hvor hun følger en lang række fotografer herhjemme og fra udlandet. Uden helt at være klar over, hvem de er. Hun tjekker, hvad de liker og ryger på den måde tit ind på andre fotografers profiler. Og en dag havde en dansk fotograf liket en del billeder på denne fyrs side. Karen tænkte, at han også måtte være fotograf og begyndte så at følge ham på Instagram.

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Pia Allerslev: "Jeg bryder mig ikke om at være alene"

– Og så skrev han til mig. Ja, vi skrev faktisk sammen i ret lang tid, hvilket normalt ikke er noget, jeg gør, men jeg kunne bare mærke på den måde, han skrev på, at det var lidt spændende. Og så spurgte han, om vi ikke skulle drikke kaffe... og så har vi været kærester lige siden. Haha!

– Thomas er overhovedet ikke fra branchen, men meget kreativ. Han er grafisk designer og udvikler visuelle koncepter for firmaer. Og tegner. Han er megasej. Og så er han fra Jylland og flyttede her til København for et år siden. Vi bor ikke sammen, men det skal vi jo nok på et tidspunkt.

– Pludselig har jeg fået en kæreste, hvor det hele bare sagde klik. Og så må man bare gå med det. Der er jo tusinder af liv at leve, og nogle gange kan det også virke så overvældende, at man ikke kan committe sig til noget som helst. Og det er jo også berusende på mange måder. Og forvirrende. Og fantastisk. Jeg er meget forelsket og lykkelig. Vores hjerner kunne bare godt lide hinanden, inden vi mødte hinanden, tror jeg. Og så er han megalækker.

Rodløs

– Jeg prøvede at få det til at fungere med en mand indimellem, men det gik slet ikke. Det er det, min nye single, "Hvis sandheden skal frem", handler om – ikke om at få sit hjerte knust, men om at sige fra, når nok er nok. Her siger omkvædet, "hvis sandheden skal frem, så har du aldrig haft mig, jeg var aldrig din". I den periode prøvede jeg jo – men nogle mennesker passer i bund og grund bare ikke sammen. Inde i sig selv kan man godt mærke, om man er i det hundrede procent. Og man ved, når det bare ikke dur... og det duede ikke. Men jeg er også en fighter, så jeg kæmper altid for det, der må bare også være en grænse.

– Mange sagde – både i forhold til den ene og den anden kæreste – "tænk, at du tør gå fra ham!". Men jeg har det helt omvendt. Tør? Tænk, hvis jeg turde lade være! Det handler jo om fornuft og følelse. Og jeg er aldrig fornuftig. Og så tænkte folk, "men Karen, du skal vel også have nogle børn?". Jeg er bare slet ikke praktisk, jeg handler, og hvad der følger med af praktiske, livsfornuftige ting må bare følge med. Man har kun ét liv! Så man må hverken holde sig selv eller andre for nar.

– Jeg har lært, at grundholdningerne her i livet er sindssygt vigtige for mig. For at blive et godt match, kræver det, i mine øjne, at man har samme idé om, hvad der gør en lykkelig. Har man ikke det til fælles, kommer man aldrig til at have noget rigtigt til fælles. For mig betyder praktik og sikkerhed intet. Jeg er rodløs og kun hjemme der, hvor min familie, mine venner eller min kæreste er, for de betyder ufattelig meget for mig. Det er ikke vigtigt for mig at have den samme base. Min base er bundet i mennesker og i følelser, ikke steder.

Det biologiske ur tikker

– Vi er meget tætte i min familie. Da jeg var 21, blev mine forældre skilt. På det tidspunkt boede mine forældre og mine to søskende i Singapore, og da de blev skilt, kom min mor tilbage til Danmark og flyttede sammen med min søster og mig. Det var nogle hårde år, som har gjort os alle sammen tættere efterfølgende – også med min far. Det handler også om tilgivelse, og om at man finder sammen igen på en ny måde. Jeg elsker dem alle meget højt. Vi spiser sammen en gang om ugen, og tit er vi hos min mor, som bor i Valby, ikke langt fra Frederiksberg, hvor jeg bor, eller i min fars kolonihavehus på Amager om sommeren. Ofte er vi mange, når vi er sammen, og så bliver der snakket højt og diskuteret meget. Min mor er matriarken på Valby bakke, det er hende, der holder trådene sammen. Mine søskende er... puh, jeg bliver helt rørt... De betyder alverden for mig.

Og jo, det biologiske ur tikker da i forhold til selv at få børn. Mere end tidligere. For, indrømmer hun, så er det jo nok gået op for hende, at hun ikke kan vente ti år med at tage den beslutning. Men nu er første brik faldet på plads.

– I forhold til Thomas har jeg aldrig været så sikker, som jeg er nu. Og det var bare fra dag ét. Det føltes, som om vi havde kendt hinanden i tusind år. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg er en glad dame.

– Kærligheden er det vigtigste her i livet. Period. Ikke kun kærlighed til hinanden – også til sig selv og til livet og til sin familie. Jeg er sindssygt taknemmelig. Det lyder meget floskel- og filosofagtigt, men jeg føler mig virkelig beriget. Også af at have prøvet at få mit hjerte knust. Som über-klicheen siger: Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Der er en mening med det hele – for uden alt det, jeg har været igennem, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Lige præcis der, hvor jeg skal være.

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: Anna Calvi: "Musikken gør mig stærk og modig"