”Hun tager slagene og bringer sig selv i spil”: Her er vinderen af ALT for damernes Søstersindpris 2021
Tidligere statsminister og bogaktuelle Helle Thorning-Schmidt får årets Søstersindpris, fordi hun med sit virke og sin stemme baner vej for og bakker op om andre kvinder. Prisen blev overrakt til ALT for damernes 75-års jubilæumsfest i Operaen lørdag eftermiddag.
Hun blev for 10 år siden landets første kvindelige statsminister; hun tog de slag, som den forreste altid må tage og blev forbillede for en generation af piger, der i dag tager det som en selvfølge, at kvinder kan være statsledere i Danmark.
Helle Thorning-Schmidt er en af de mest fremtrædende personer i den danske debat om sexisme. Hun har det seneste år utrætteligt bakket op om de kvinder, der er stået frem og har bragt sig selv og sin platform i spil for at skabe opmærksomhed om kampen for ligestilling.
Med sin nye bog har hun sat sig for at bygge bro på tværs af generationer, køn og race. Hun bidrager med bogen og med sin egen facon til, at den svære diskussion om køn kan holdes på et konstruktivt spor, hvor vi møder hinanden med nysgerrighed og tolerance.
Derfor er Helle Thorning-Schmidt vinder af ALT for damernes Søstersindpris 2021. Prisen blev overrakt lørdag til bladets store jubilæumsfest i Operaen, og her var det en glad Helle, der tog imod prisen:
“Tusind tak! Wuhu! Jeg er svært glad for denne her pris,” sagde Helle Thorning-Schmidt, da hun modtog den på scenen i Operaen fra chefredaktør Rikke Dal Støttrup.
"Det gør mig varm om hjertet", tilføjede Helle Thorning-Schmidt og gav blandt andet sit syn på, hvad Søstersind betyder:
”Søstersind kan betyde mange ting, men for mig betyder det simpelthen bare, at man rækker ud til en anden kvinde og forsøger i det små – og måske også i det store, hvis man kan – at hjælpe en anden kvinde (...) Det handler om, at man lige tænker sig om en ekstra gang og prøver at hjælpe en søster – det kan være en yngre kvinde eller en kvinde, der skal frem, også når man ikke lige er enig med hende."m.”
”Når jeg definerer Søstersind, så er det også, at man som kvinde prøver at lade være med at konspirere med patriarkatet og bruge de samme argumenter mod kvinder, som altid er blevet brugt mod kvinder. Det er dybest set Søstersind for mig," tilføjede hun.
Prisvinderen roste også ALT for damerne for at spille en vigtig rolle for kvinder og ligestilling gennem tiden:
”I har haft denne debat simrende i så mange år, og det er til at tage at føle på – I har spillet en kæmpe rolle gennem 75 år.”
Om Søstersind-prisen
Meget er sket, siden ALT for damerne i januar 2019 lancerede #søstersind.
Med kampagnen ville bladet appellere til, at kvinder kunne blive bedre til bakke hinanden op og til at hjælpe hinanden frem. En parole og et hashtag, ja, men også en tankegang og noget, som kvinder hver især kunne begynde at praktisere lige på stedet.
I kølvandet på kampagnen opstod også idéen om en Søstersindpris. Prisen skulle gives til kvinder, der bakker op om og baner vej for andre kvinder.
Det første år kårede ALT for damerne den iranskfødte dataingeniør Mozghan Gerayeli, som trods sociale og kulturelle forhindringer har viet sit liv til at bygge bro for andre kvinder i den mandsdominerede tech-branche. I 2020 satte bladet fokus på kvinder, der hjælper hinanden med at leve deres iværksætterdrømme ud, og juryen gav prisen til Karen Vincent og Sarah Sølvsteen, som har skabt et community for unge kvindelige musikere.
Undervejs er søstersind blevet mere aktuelt end nogensinde. Sidste år i august lagde Sofie Linde hele sin popularitet på rødt; tog chancen og tog ”usjove” emner som seksuelle krænkelser og ligestilling op ved sin tale til Zulu Comedy Galla. Efterfølgende har hun selv beskrevet, hvor vigtigt det var for hende, at hun kunne mærke, at hun fik opbakning fra andre kvinder.
Én af de kvinder, der først og mest vedholdende har bakket op om både søstersind og sexisme-opgør, er landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der ikke var sen til at bruge sin platform til at bakke op om Linde og den bevægelse, hun havde sat i gang, og når der med jævnlige mellemrum dukker sager op, hvor noget eller nogen prøver at begrænse kvinders muligheder, kan man altid regne med, at Helle Thorning-Schmidt bringer det ud til sine 65.000 følgere på Instagram.
Nu har hun påtaget sig at holde liv i en debat, som hun godt ved, de fleste er ved at være godt trætte af, og udgiver bogen Blondinens Betragtninger med missionen om at rykke lidt ved vores indgroede fordomme, hvilket du kan læse mere om her.