Vinder af Søstersindprisen 2019: "Jeg vil ikke være et offer"

Det var datteren, der sendte mailen. Hun ville gerne hædre sin mor.

– For mig er hun er et eksempel på, at intet er umuligt, når viljen er der. Jeg synes, at hun skal anerkendes og belønnes for sin indsats, skrev Yalda i indstillingsbrevet.

Det er også Yalda, der står bag overraskelsen, da vi på en mild novemberdag står og gemmer os i gårdhaven på en Østerbro-café. Yalda har samlet en gruppe af Mozhgans veninder og familie, og nu venter vi på, at hun skal dukke op. Hun ved ikke, hvad der venter hende.

Det er ikke dét, at Mozhgan Gerayeli er en god mor, der har fået juryen til at vælge hende som modtageren af SØSTERSINDPRISEN. Begrundelsen, der ligger som en tale i lommen på chefredaktør Tina Nikolaisen, indeholder sætninger som ”har imod alle odds uddannet sig i et fag, hvor der mangler kvinder. På trods af kulturelle og sociale forhindringer har hun skabt sig et liv, hvor hun udnytter sine kompetencer og bygger bro for andre kvinder i tech-branchen.

Hun er et forbillede – ikke kun for sin datter, men også for andre kvinder, som må kæmpe for at komme til syne”.

Nu kommer hun.

Da Mozhgan træder ud i gårdhaven til et stort ”TILLYKKE”, et diplom, kram og en kæmpebuket, bliver den 53-årige iransk-fødte softwareingeniør komplet mundlam (og det gør hun ifølge datteren sjældent). Hun smiler stort, men græder lidt imens.

– Det betyder så meget for mig, jeg er meget rørt og dybt taknemmelig, får hun fremstammet.

Hun får sin tale, flere kram, og alle bliver bænket om et bord indenfor. Her får Mozhgan lov til at fortælle sin egen historie, og her bliver det tydeligt, hvorfor prisen føles som en forløsning.

Gift som 17-årig

– Jeg var kun 17 år, da jeg blev gift i Iran. Jeg var en rebelsk teenager og havde selv valgt min mand. Min mor havde ikke selv fået lov at bestemme, og jeg havde hele min barndom set, hvor trist hun var.

– Men en dag kom min hjem og sagde, han måtte flygte, fordi han var politisk forfulgt, jeg måtte selv om, om jeg ville med. Da jeg kom herop i 1986 som 21-årig, nåede jeg kun at være sammen med ham i få måneder, før han valgte at tage på højskole.

Så sad hun dér. Alene i et fremmed land og savnede sin familie. Hun endte med at købe en enkeltbillet tilbage til Iran.

– Men så fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg ville ikke byde mit barn en fremtid i Iran, så jeg tog tilbage til Danmark og prøvede, om vi ikke kunne finde ud af det sammen.

Hun endte dog med at gå fra ham. I dag tænker hun tilbage til dengang og husker det som et definerende øjeblik i forhold til valget af karriere.

– Han holdt mig nede. Jeg fik ofte at vide, at jeg ikke kunne noget, og at jeg ikke ville blive til noget. Samtidig var jeg vokset op i Iran, hvor der var meget kvindeundertrykkelse, så jeg tænkte, at jeg skal fand’me vise dem. Jeg ville vise, at jeg kunne klare mig i en mandsdomineret verden.

Tog uddannelse

Imens maven voksede, knoklede hun sig til en dansk 9. klasses-eksamen, selv om hun kun kunne forstå en tredjedel af det, der blev sagt. Her opdagede hun for første gang vigtigheden af, at kvinder bakker op om hinanden.

– Jeg fik kæmpestøtte fra min veninde, som sidder lige her ved bordet i dag, og hvis døtre kalder mig moster.

Hun blev kørt direkte fra skole og til hospitalet, hvor hun fødte Yalda. Hun gik ud med et gennemsnit på 8,9.

– Lige dér kunne jeg mærke ”ok, jeg kan godt”.

Bagefter tog Mozhgan en studenter-eksamen. Det var ikke nogen nem tid.

– Om aftenen sad jeg alene med mit barn og overvejede, om jeg ikke bare skulle flytte tilbage til Iran, for hvad var det, jeg tilbød mit barn og mig selv her … Ensomhed.

Men her kom en anden kvinde til undsætning:

– Min dansklærer tog mig ind som sin datter, hun tog mig hjem til sig i mange weekender, hun var min rollemodel og var en stor støtte for mig. Men jeg så også mig selv som et projekt, der skulle lykkes: ”nu har du besluttet dig for at tage en uddannelse, så det gør du”.

Det lykkedes. Hun fik endda årets studenterpris.

Og det lykkedes også at komme igennem dataingeniør-uddannelsen, selv om det danske stadig haltede, og bøgerne var på engelsk.

LÆS OGSÅ: 21 anerkendte karrierekvinder giver dig deres bedste karriereråd

Men da hun stod med eksamenspapiret i hånden, begyndte problemerne for alvor. Hun kunne ikke få job. Modet til at ansætte en dataingeniør, som ikke alene var kvinde, men endda indvandrer, var ikke stort på chefkontorerne. Hendes nye iranske kæreste havde samme uddannelse og kunne heller ikke få job. Men de reagerede vidt forskelligt på afvisningerne.

– Han begyndte at sige, at ”de der danskere, de er racister” og ”vi finder aldrig job”, og jeg blev ved med at sige ”nogle finder job, og jeg bliver en af dem. Jeg skal kun bruge ét job”, Han tog et arbejde på et pizzeria, men jeg sagde, at jeg ikke havde fået mit diplom for at arbejde på et pizzeria. Jeg vil ikke være offer; hver gang, jeg har følt mig som offer, så har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at løfte mig op.

Det blev en gåtur langs Sydhavn i København, der blev vendepunktet.

– Jeg fik øje på en stor, flot bygning og tænkte ”dér ville jeg gerne arbejde”! Ericsson stod der på den, og så tog jeg på biblioteket og læste mig frem til, hvad det var for en virksomhed, og fandt ud af, at de laver meget software.

Hun sendte 40 ansøgninger til Ericsson på seks måneder. De første 39 uden held. Men på den 40. kom hun endelig til samtale. Hos en kvindelig chef.

– Jeg tror, hun kunne lide mig som person, selv om der var mange andre dygtige ansøgere. Hun sagde, at hun kunne mærke min passion for det. Her var en kvinde, der troede på mig, hun kunne mærke på mig, at en mor vil det bedste for sit barn, og at hende her gerne ville gøre en forskel.

Blev chef

Da hun først havde fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, var det ikke svært at finde job. I 2004 blev hun kaldt til samtale på sit første lederjob.

– Først tænkte jeg, at det kan jeg jo ikke, jeg har jo ingen ledererfaring, men så begyndte jeg at visualisere, hvordan det ville være, og tænkte ”jo, jeg gør det”. I samtalen blev jeg spurgt: ”Du har ingen ledererfaring, hvorfor skal jeg ansætte dig?”, jeg svarede ”Jeg har ingen ledererfaring på papiret, men hvis du kigger på det liv, jeg har skabt som singlemor, så synes jeg, det kræver meget ledelse". Og så kiggede jeg ham direkte i øjnene og sagde: ”Jan, hvis NASA kom og spurgte mig, om jeg ville udvikle en raket, så ville jeg sige ”ja, hvor lang tid har jeg?”.

Hun fik jobbet og brugte sin nye position til at give det videre, hun selv havde fået: En chance.

– Jeg blev drillet med, at jeg altid ansatte enten kvinder eller indvandrere. Selvfølgelig kiggede jeg på kvalifikationer, men også på minoriteter. Jeg har haft så mange dejlige rollemodeller i Danmark, som har lært mig, at hvis bare man får lidt støtte, så kan der komme noget rigtigt godt ud af det.

Gik ned med stress

De næste otte år indebar flere jobskift og store omvæltninger i Mozhgans liv. Det hele brasede sammen, da hun fik et job i Grønland. Her gik det hele langsommere, men hun kunne ikke finde ud af at tage den med ro, som folk omkring hende opfordrede til.

I stedet var det, som om hun pludselig kunne mærke al den vægt, hun havde båret på, siden hun var 17 år gammel. Hun gik ned med stress og tog tilbage til Danmark.

– Jeg fortsatte med at søge job, men efter en samtale var der en kvinde, som ringede til mig

og sagde ”hvordan har du det?”. Jeg troede, det var gået rigtigt godt, men hun sagde ”det gik skidt, du sad jo bare og skældte os ud”. Jeg takkede hende mange gange for hendes ærlighed og begyndte at arbejde med mig selv.

LÆS OGSÅ: KVINFO: Det kræver en indsats, hvis kvinder skal være synlige

Mozhgan, der havde været vant til en årsløn tæt på en million kroner, mistede både lejlighed og bil. Hun ejede ingenting.

– Jeg har aldrig ejet ret meget, for jeg har altid haft brug for at give ud, låne penge ud, give gaver, og nu ved jeg hvorfor: Jeg har haft brug for, at folk syntes, jeg var god nok. Men jeg mindede mig selv om det der ordsprog: Hvis du er det, du har, hvad er du så, når du mister det?

Bygger bro

De næste to år gik med at komme tilbage. Igen var det en kvinde, der blev livlinen.

– Min læge tog mig under sin vinge og lyttede til min livshistorie og sagde til mig ”du skal nok komme tilbage, men lad være med at tænke på, hvad andre tænker. Glem perfektionen”.

Da hun var klar til at arbejde igen, havde hun brugt tid på at kigge ind i sig selv: Hvad er det, jeg kan? Hvad vil jeg gerne?

– Det stod klart, at jeg gerne ville arbejde med mennesker og give noget tilbage til samfundet. Imellem udlændinge kan der godt være sådan en stemning af, at ”danskerne bare vil have deres land for sig selv”, men jeg siger ”nej, jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for danskerne”. Der har altid været nogen, der har trukket mig op, så nu vil jeg gerne give noget tilbage.

Hendes fokus landede på de mange højtuddannede udlændinge, der ikke kan finde arbejde inden for deres fag.

– Da jeg mødte de kvinder, var det ligesom at spole tiden tilbage, jeg så mig selv i dem: De fleste havde et lille barn og ville gerne gøre en forskel for dem, for de ville ikke have, at deres døtre skulle vokse op i det mandschauvinistiske samfund i Iran. Det blev et mål for mig at hjælpe dem.

Hun nævner som eksempel en kvinde, som af nød havde taget et rengøringsjob og nu er projektleder i Siemens. Det er ét eksempel. Ud af 115.

Alle indvandrere, som hun har hjulpet tilbage til det tekniske fag, de oprindeligt var uddannet til. Mange af dem kvinder.

– Jeg har hyret mere end 100 ingeniører gennem tiden, og jeg ved, hvad HR kigger efter. Så jeg lærer dem at sælge sig selv, jeg lærer dem dansk kultur og tvinger dem ud i nogle netværk, hvor de kan få hjælp af danskere, ligesom jeg selv har fået det.

Ringen er sluttet. Mozhgan er blevet til det, hun er i dag, fordi hun fik støtte fra stærke kvinder undervejs. Nu er hun selv den stærke kvinde og giver det videre. Dét er søstersind.

-----

(Artiklen er opdateret 14. januar 2020)