10 facts om amning og alkohol
Når lysten melder sig til at komme ud og drikke et glas vin med veninderne, er det godt at have styr på, hvordan det forholder sig med amning og alkohol.
Denne artikel er oprindeligt bragt d. 10. oktober 2016. Efter aftale med jordemoder og ammekonsulent Birgitte Hyldebrandt er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.
Du har sikkert hørt historier om, hvordan man engang serverede hvidtøl på barselsgangen for at sætte gang i amningen. Men hvad er egentlig op og ned: Må man drikke alkohol, når man ammer og hvis ja, hvor meget må man så drikke? Og bør man malke ud, efter man har drukket alkohol?
Man er ofte usikker som ny mor, og det sidste man har brug for, er fordømmende blikke eller følelsen af at være en dårlig mor. Der er mange spørgsmål forbundet med netop amning og alkohol, og derfor har vi sat os for at finde hoved og hale i de mange studier og anbefalinger på området.
De mange studier om amning og alkohol – sådan hænger det sammen
Det kan være svært at navigere rundt på nettet i informationer om amning og alkohol. I Sundhedsstyrelsens nyeste publikation fra 2019 ”Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog til sundhedspersonale” står der, at syv genstande om ugen ikke bør medføre ammeophør. Herunder maksimalt fire på én dag. I håndbogen står også, at man skal vente 2-3 timer pr. indtaget genstand med at amme.
Publikationen erstatter tidligere udgivelser fra Sundhedsstyrelsen.
Anbefalingerne udfordres i et studie fra Syddansk Universitet fra 2015, hvor man har gennemgået al den forskning, der findes på området. En udregning i dette studie viser, at et barn udsættes for cirka 0,5% af den alkohol, moderen indtager. Hvis en kvinde ammer lige efter at have indtaget fire genstande, svarer det til, at et barn på 6 kilo drikker en femtedel af et snapseglas med øl. Og dette er, ifølge folkene bag studiet, ganske uskadeligt.
1. Må jeg drikke alkohol, når jeg ammer?
Ifølge jordemoder gennem tyve år og ammekonsulent Birgitte Hyldebrandt er alkohol et tilvalg, når man ammer sin baby, og det er vigtigt, at man bruger sin sunde fornuft og forholder sig sundt til alkohol. Hvis man holder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om maksimalt syv genstande om ugen og ikke drikker mere end fire genstande på én dag, er det helt fint at drikke alkohol, selvom man ammer.
Birgitte Hyldebrandt fraråder dog ammende mødre til babyer, der er under én måned gammel, at drikke alkohol. Nyfødte er nemlig særligt sårbare:
– Babyers centralnervesystem er ikke færdigudviklet før efter en måned, ligesom tarmsystemet og leverfunktionen ikke er helt færdigudviklet de første tre uger af deres levetid. Og lidt længere, hvis ens baby er for tidligt født, da man så har et ekstra sårbart barn.
2. Hvor meget alkohol må jeg drikke?
Du må i følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger drikke op til syv genstande om ugen og maksimalt fire på én dag, mens du ammer. Ifølge Sundhedsstyrelsen bør alkoholindtaget times efter amninger og med tanke for, hvornår alkoholen er ude af kroppen igen. En genstand er 2-3 timer om at forbrændes.
Birgitte Hyldebrandt anbefaler, at man ammer af, før man drikker et glas vin eller lignende. På den måde gør man sit bedste for at undgå, at alkoholen overføres til babyen via mælken. Men skulle det ske, at babyen vil amme før end forventet, skal man ikke fortvivle:
– Undtagelsesvis sker der ikke noget ved at amme sit barn, når man lige har drukket et glas vin, da det kun er en meget lille del af alkoholen, der overføres til mælken. Det viser den nyeste forskning fra Syddansk Universitet, forklarer Birgitte Hyldebrandt.
3. Går alkohol i modermælken?
Alkohol går i modermælken. Din mælk opnår den samme promille som dit blod. Så længe du har alkohol i blodet, vil din nyproducerede mælk indeholde en lille mængde alkohol.
Alkohol er mellem 15 og 60 minutter om at gå i mælken.
4. Hvor lang tid skal der gå, før jeg ammer efter at have drukket alkohol?
Barnets udsættelse for alkohol kan mindskes eller helt undgås, hvis du undlader at amme i 2-3 timer for hver indtaget genstand. Hvis du har drukket tre genstande, bør du altså undlade at amme i 6-9 timer. Det skriver Sundhedsstyrelsen.
Men Anton Pottegård, som står bag studiet fra SDU, udtaler:
– Så længe man drikker indenfor Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så er vi langt under grænsen for, hvad der er skadeligt.
Studiet påviser, at Sundhedsstyrelsen tillader en mængde alkohol, som er ganske uskadelig for barnet, også selvom man ikke holder den anbefalede pause, før man ammer.
Birgitte Hyldebrandt mener dog stadig, at det er en god ide at amme af, inden man drikker alkohol – så er man på den sikre side. Og så skal man naturligvis overveje, om man bliver fuld af fire genstande – hvis man for eksempel ikke vejer så meget. Det anbefales ikke at være fuld, mens man er sammen med sit spædbarn. Sundhedsstyrelsen fraråder i øvrigt, at man sover med sin baby, hvis man har drukket alkohol, da dette øger risikoen for vuggedød.
5. Hvor hurtigt forbrænder jeg alkohol?
En genstand er cirka tre timer om at forbrændes, alt afhængig af din vægt. Jo mere du vejer, jo hurtigere forbrænder du alkohol. Og så hjælper det også, hvis du spiser noget til, når du drikker.
6. Skal jeg malke ud og kassere modermælken, når jeg har drukket?
Da alkohol ikke ophobes i modermælken, men følger den promille, du har i blodet, kan du ikke fremskynde processen ved at malke ud. Det er en gammel skrøne, at alkohol ophober sig i mælken, fortæller Birgitte Hyldebrandt.
Hvis du fx skal til fest, kan du malke lidt mælk ud i dagene op til, så der er lidt til sutteflasken, når din baby skal passes. Birgitte Hyldebrandt, som også er ammekonsulent, gør dog meget ud af at påpege, at man ved at malke ud også stimulerer brysterne til at producere mere mælk. Derfor risikerer man at sidde til festen med meget spændte bryster. Så er det vigtigt, at man har en pumpe med, så man kan malke ud og dermed undgår brystbetændelse.
7. Er der forskel på, hvad jeg drikker af alkohol?
En genstand er en genstand – også i denne sammenhæng. Så du vælger selv, om du foretrækker en øl, et glas vin eller en cocktail.
8. Bliver min baby påvirket af alkohol?
Babyer kan blive suttesløve, hvis de får for meget alkohol, forklarer Birgitte Hyldebrandt. Desuden skriver Sundhedsstyrelsen, at babyers søvn kan påvirkes i timerne efter, at moderen har indtaget alkohol.
9. Er jeg en dårlig mor, hvis jeg har lyst til alkohol?
Du er ikke en dårlig mor, fordi du har lyst til et glas vin. Måske skal du til bryllup, en rund fødselsdag eller en julefrokost, og du vil gerne føle, at du er andet end mor på barsel. Det er helt naturligt.
Birgitte Hyldebrandt forklarer, at dem, der får børn i dag, er vokset op med en alkoholkultur, fra de var helt unge. De drikker en cocktail eller et glas champagne, når der er en anledning til det. Og de får sent børn, så de har været vant til det længe.
Hun oplever desuden, at der er meget mere lighed mellem forældrene i de nye familier:
– Engang var det ikke til diskussion, hvem der blev hjemme og passede babyen. Det gjorde moren, for hun havde brysterne. I dag er det anderledes. Moren vil det samme som faren. Og fædrene involverer sig som aldrig før. Os jordemødre knuselsker jo fædrene for det, men det er en helt anden situation, end da jeg selv fik børn for 15 år siden, forklarer Birgitte Hyldebrandt.
10. Fremmer hvidtøl virkelig mælkeproduktionen?
Birgitte Hyldebrandt forklarer, at man for bare 15 år siden serverede hvidtøl på fødegangen. Det er humle og byg, der formodes at fremme mælkeproduktionen. Dengang var man også indlagt i fem dage efter en fødsel. En hvidtøl har typisk en alkoholprocent på 1,7%, men man kan faktisk få samme effekt ved en alkoholfri øl, som indeholder humle eller byg.
– Går man endnu længere tilbage, til 1970’erne, blev der også serveret rødvin på barselsgangen. Man sagde, at det var godt for både blodprocenten og mælkeproduktionen, fortæller Birgitte Hyldebrandt.