16 tips til ulvetimen
Frygter du også eftermiddagens kaos og ophidsede konflikter i ulvetimen? Vi giver dig 16 effektive tips mod skrig, skrål og overtrætte unger.
1. Tag ja-hatten på
Mange forældre frygter den og tæller ned til den med ubehag, den der ulvetime, du ved nok …
Der er faktisk ikke noget at sige til, hvis I indimellem er ved at gå i spagat af udmattelse sidst på eftermiddagen. Men prøv, bare indimellem, at gå til ulvetimen med tanken om, at nu er flokken endelig samlet igen, og at det hele nok skal gå (velvidende, at det ikke altid bliver, lige præcis som vi ønsker).
2. Giv dig god tid til at hente
Du har selvfølgelig savnet din unge hele dagen og skal hurtigst muligt hjem og i gang med det praktiske, så I rigtig kan være sammen. Så fart på, ikke?>Men hvis du stæser ind i vuggestuen og hapser junior for at hjule videre til næste gøremål, risikerer du, at din stress smitter.
Prøv i stedet at starte samværet på Gul Stue. Lad den lille lege færdig, og få en snak med pædagogerne om dagen, så du ved, hvor dit barn er mentalt. Imens falder du også selv ned og bliver klar til at være nærværende mor for dit barn.
3. Drop indkøbsturen
Synes du, det er hyggeligt at handle sammen med dit barn sidst på eftermiddagen? Så gør det endelig. Men hvis du som mange af os hader jeg-lægger-mig-skrigende- på-gulvet-hvis-jeg-ikke-får-slik-seancen, så drop de fælles indkøb.
Køb i stedet ind i weekenden, om aftenen, når ungerne er puttet eller på nettet. Hvis det ikke er muligt at undgå indkøbsturen, så vær indstillet på, at det tager længere tid.
LÆS OGSÅ: 9 grunde til at tage dit barn med i køkkenet
Lad eventuelt dit barn hjælpe med at finde og putte varer i kurven. (Hvis dit barn orker det, altså. En træt hjælper er ikke en god ide).
4. Sig ordentligt goddag
Det lyder måske indlysende, men den bedste måde at starte eftermiddagen sammen er simpelthen ved at sige goddag til hinanden. Det handler ikke om formelle håndtryk, men om at lande hjemme sammen som familie.
Sæt jer sammen ved bordet eller på gulvet med noget at drikke eller spise, og mærk hinanden. Hvordan har du det? Hvordan har den lille det? Fortæl om din dag, og spørg ind til hendes. Hvad har hun lavet? Hvem har hun leget med?
5. Gear heeelt ned
Når du er stresset, kan du ikke tænke eller føle, men kun reagere. Sådan er det også for junior, når hun får et hysterisk flip, og du ikke kan trænge ind til hende.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du dyrke dig selv
Den gode ulvetime handler derfor om, at både voksne og børn kommer helt ned i gear. Brug et par minutter på at sidde sammen og falde helt til ro. Gerne uden snak, legetøj eller fjernsyn, hvis I er til det.
Giv i stedet et langt kram og måske et stykke brød at gumle på i stilhed.
6. Tryk off på mobil og tablet
Du føler måske, at du slapper af, når du smider dig i sofaen med mobilen – sådan er vi et par stykker, der har det! Men desværre er hjernen stadig på overarbejde, når du stirrer ned i din skærm.
Desuden er I jo lige kommet hjem, så hvorfor skynde sig ud af døren igen og ind i cyberspace? Prøv at slukke mobilen og dit barns tablet bare en time eller to, og giv dig selv skyldfri mobiltid senere.
LÆS OGSÅ: Test: Snip, snap, snude – nu er mors iPhone ude!
7. Giv mad, mor!
Et barns mave er mindre end en voksens, og eftermiddagens frugt og riskiks ligger ikke særlig tungt.Det giver derfor god mening at tilbyde dit barn noget ordentlig mad sidst på eftermiddagen. Indrømmet, måske er der så ikke plads til aftensmaden, men hvad så?Hyggen omkring eftermiddagsmåltidet og den ro, der kommer ud af en mæt barnemave, er klart mere værd end to portioner spaghetti med kødsovs.
8. Spis tidligt
Du kan også overveje at rykke tidspunktet for aftensmaden frem. Hvem har egentlig bestemt, at I skal spise aftensmad klokken 18? Hvorfor ikke spise klokken 17 eller 16? Hvis dit barn er sultent på det tidspunkt, kan du lige så godt udnytte det og servere aftensmaden på det tidspunkt.
9. Tilbered maden på forhånd
Alle, der har skullet fremtrylle et sundt og nærende måltid, mens nogen på under en meter trak dem i buksebenet og råbte ‘moar’, ved, hvor stressende det er.En løsning er at tilberede en masse retter til fryseren hen over weekenden, så du kun skal tænde ovnen og hælde en foliebakke derind i hverdagene.Hvis du ikke gider bruge din weekend på at lave mad, kan du snitte, hakke og forberede det meste til maden aftenen før, eller indføre en rugbrødsdag, hvor I smører festlige hapsere sammen ved bordet.
10. Vær sammen
Dit barn kan selvfølgelig sagtens lege lidt for sig selv, men det er rart at lave noget sammen og tanke op på nærvær inden puttetid. Læs en bog sammen, spil et spil, eller kravl rundt på gulvet og leg med biler.Du behøver selvfølgelig ikke – og orker måske heller ikke – at være 200 procent på i flere timer efter en lang dag, men bare en halv time gør underværker for både store og små.
11. Indfør børnearbejde
På gode dage, hvor dit barn har energi (og du selv har tålmodighed!), er det dejligt at få ‘hjælp’ til det praktiske, så I er sammen, mens to do-listen bliver (lidt) kortere.Dit barn kan vaske og skære agurker eller bare sidde på køkkenbordet og gnaske i dem, og han kan også hjælpe dig med at sortere vasketøj eller lege titte-bøh i bunkerne. Men forvent ikke, at det bliver lige så effektivt, som hvis du gjorde det hele selv.
12. Skru ned for ambitionerne
Det er nemt at gejle sig selv op til det helt store slag om ‘kvalitetstid’ om eftermiddagen, især hvis du har et stik af dårlig samvittighed over dit barns lange dag i institution. Lige så nemt er det derfor også at blive skuffet, hvis humøret halter, konflikterne eskalerer, og maden brænder på. Prøv at skrue ned for ambitionerne om den perfekte familiehygge, og fokuser i stedet på at nyde den tid, I har sammen. Lad opvasken stå til senere på aftenen, drop at smøre madpakker aftenen før, og server grød et par aftener om ugen. Vigtigst af alt: Drop den dårlige samvittighed.
13. Giv dig selv noget ‘mor-tid’
Det kræver overskud at vende ulvetime til hyggetime, og det overskud skal du finde et sted. Måske kan du hente en halv time senere og selv nå hjem og slappe af over en kop te først?Når I er hjemme, behøver du heller ikke konstant at klistre til krudtuglen. Tag en pause fra to do-listen, og smid dig med et blad, hæng ud på Facebook (med god samvittighed), eller stir lidt ud i luften.
14. Snup en lur
Når du kommer hjem med en overtræt krudtugle, er det nærliggende at putte hende (sov godt, gnavpot!). Men er det ikke dumt så tæt på sengetid? Jo. Og nej. For der er ikke meget sjov ved eller for et barn, der er så træt, at det ikke kan hænge sammen.Hvis de små øjne er alt for tunge, så snup en lur sammen – det er også dejligt for dig med med en ‘morfar’. Men sov højst en halv time, så det ikke rykker hele rytmen.
15. Køl krudtuglen ned
Efter en dag med fuldt knald på kan der på forunderlig vis stadig være tonsvis af krudt tilbage i tanken. Giv dit barn en luftetur i haven eller gården, og hjælp hende så med med at komme ned i gear, så det ikke bliver så svært at falde i søvn senere. Et dejligt bad, en historie på sofaen eller en rolig aktivitet som at tegne eller lave perleplade er alle gode nedkølere til små energibundter.
16. Drop rutinen
Rutiner er sølv, fleksibilitet er guld – når det gælder familieliv. Faste rutiner er gode til at få ro på tropperne, for alle ved, hvad der skal ske hver dag, når I kommer hjem. Men husk, at mennesker er levende organismer, som forandrer sig hele tiden.
Dit behov den ene uge er ikke nødvendigvis det samme den næste, og børns behov ændrer sig endnu mere, fordi de konstant udvikler sig. Så vær klar til at slække på rutinerne, når det behøves.
Kilde: Vibeke Dalum, uddannet familieterapeut og pædagog. Hun har arbejdet med familier i over 30 år. Læs mere på Vibekedalum.dk.