Tager du gamle uvaner med i forælderskabet? Her er 5 råd til at blive en gladere forælder
Vi har vores egen barndom med ind i forældreskabet – og det er i de allerfleste tilfælde både smukt og godt. Men hvad gør vi, hvis dybt forankrede traumer og ubevidste (dårlige) vaner stikker hovedet frem, når vi er pressede? Vi har spurgt eksperterne, der guider til, hvordan man kan rumme, forstå og elske sit eget indre barn, så vi kan blive gladere voksne og forældre.
"Lad nu være med at skabe dig! Hvis du opførte dig ordentligt, ville jeg ikke være sur”.
På en solskinsdag kan du nok trække på smilebåndet over fortidens fraser og bedagede opdragelsesmåder – for man vidste vel ikke bedre!
Men faktum er, at vi ofte kommer til at tage både de gode vaner og mindre gode uvaner fra vores barndom med os ind i den måde, vi selv er forældre på. Om vi vil det eller ej.
Nu tænker du måske, at du ikke bærer rundt på store traumer og har haft en uproblematisk barndom – og det har de fleste heldigvis. Eller måske har du netop oplevet svigt og ved præcis, hvor smertefuldt eller endda skamfuldt, det kan føles, når man pludselig opdager, at man kopierer sin egen mors eller fars mangelfulde områder af forældreskabet.
Uanset hvad vi har med os i bagagen, så vil der typisk være opførsel, følelser eller overbevisninger, vi ikke har lyst til at give videre til vores egne børn – men som alligevel stikker ansigtet frem i ny og næ, når overskuddet ikke er størst.
Forskning på området viser, at den tilknytning, vi har til vores nærmeste i de allertidligste år, er med til at forme tilknytningen i næste generation. Samtidig viser flere studier, at det er muligt at bryde med de nedarvede mønstre og skabe nye strategier. Men hvordan?
Det spørgsmål har vi stillet til Katrine Axholm, som er terapeut og har mange års erfaring med at arbejde med netop barndommens oplevelser i familien og deres indvirken på vores relationer i voksenlivet.
Det første skridt, du skal tage, siger hun, er at blive bevidst om, hvad du har med dig i bagagen, og hvad du gerne vil gøre dig fri af. Og den bagage har det med at dukke op, når tingene spidser til, eller når overskuddet er småt.
“Det, der kan være allermest gavnligt at få øje på, er din “go to”-reaktion i situationer, hvor du føler dig presset,” siger Katrine Axholm og fortsætter:
“Når vi bliver pressede, bruger vi det, vi har lært tidligere i livet, og det kan være alle mulige typer af sår, traumer og mønstre, som kan vi tage med os fra vores barndom og ind i opdragelsen af vores egne børn.”
Vi lærer om livet af vores opvækst, og især i de første år er den læring præget af vores forældre, forklarer hun.
Når vi derfor på en presset eftermiddag med børnene måske bebrejder vores partner i stedet for sige til vedkommende, at man er lidt tyndhudet og mest af alt har lyst til at låse sig ude på toilettet resten af aftenen, så er det måske en reaktion, vi har lært i vores egen barndom.
Annonse
For eksempel er de fleste mennesker udmærket klar over, at man ikke skal råbe ad sine børn, men alligevel kan man komme til at gøre det i afmagt.
Er du fx vokset op i et hjem, hvor der blev råbt, kommer du til at råbe, når du ikke ved, hvad du ellers skal gøre, og er du vokset op i et hjem, hvor man ikke måtte vise følelser, har du ikke lært, hvordan du skal være i dine følelser, og hvordan du skal handle på dem.
Så bliver din reaktion måske at lukke helt ned, når du føler dig vred eller magtesløs.
“De fleste af os er vokset op med at være mere optaget af, hvad der sker ude omkring os, end af hvad der sker hos selv. Børn aflæser deres forældres humør. Er der en konflikt, er mor ked af det, eller hvad foregår der?” siger Katrine Axholm.
Rådet fra terapeuten er derfor først og fremmest, at du skal øve dig i at mærke, hvad der sker inde i dig selv. Ikke på bekostning af, hvad dine børn oplever, naturligvis, men som en løbende øvelse.
“Biologisk set er vi så meget “på” i forhold til familie og børn, at vi glemmer vores evne til at være i kontakt med vores egne følelser. Vi er så opmærksomme på andres behov, at vi glemmer os selv, så vend opmærksomheden indad og mærk, hvordan du har det lige nu. Hvad synes du om det, der sker? Hvad har du lyst til?” råder hun.
Det er første skridt i erkendelsesprocessen.
Gendkend følelser fra fortiden
På baggrund af mange års terapierfaring er Katrine Axholm klar over, at det ikke er nemt at gå i gang med at undersøge sine egne iboende traumer. Men det kan gøre en forskel, selv hvis du tager hul på øvelsen i det små, siger hun.
Og det gælder ikke kun i de situationer, hvor du er presset, men også i situationer, hvor du er glad, tryg og har det sjovt.
Det handler om at gøre det til en vane at mærke dine følelser.
“Det er som at træne en muskel. Du kan også gøre det, når du tænker tilbage på en konkret situation. Her handler det ikke om ordene, der blev sagt, men om hvad der skete hos dig følelsesmæssigt,” råder hun.
Når du stille og roligt bliver bedre til at lægge mærke til, hvad der sker i dig selv, kan du begynde at spørge dig selv, om du kan genkende de forskellige følelser fra din barndom.
Føler du dig fx magtesløs i en situation med din søn eller datter, så tænk over, om du kan genkende den følelse fra din barndom.
Annonse
Hvis du bliver opmærksom på, at du havde den samme følelse af fortvivlelse, når din mor var sur på dig, dengang du var otte år gammel, så vil du erkende, at det er fortidens følelser, du reagerer på lige nu, og ikke den konkrete situation, du står i sammen med dit barn.
“At blive bevidst om, hvad du har med i bagagen, er vejen til at få øje på, hvad du har lært om kærlighed, grænser, intimitet og behov. Herfra kan du øve dig i at blive mere opmærksom på, hvilke følelser, der hører til i fortiden, og hvilke, det er rimeligt at handle ud fra lige her og nu – og det er nok ikke din indre 8-åriges følelser,” siger Katrine Axholm.
Annonse
Tag ansvar for din egen heling
Mikkel Hørby er familieterapeut og taler med både par og med voksne sammen med deres børn. Når han har familier i terapi, er han meget optaget af, hvordan de sammen kan undersøge, hvor de problematiske reaktioner kommer fra, og hvordan parrene og familierne sammen kan bryde med den tidlige kodning og de uhensigtsmæssige mønstre.
“Hvordan man agerer, og hvor det kommer fra, bunder ofte i fortællinger, der har rejst i generationer. Det er muligt at bryde med dem – men kun ved at sætte noget andet i stedet,” siger han.
Det andet, som du skal sætte i stedet for de gamle fortællinger, er dine værdier, mener han.
Når psykologer og terapeuter spørger forældre, hvilke værdier, de gerne vil opdrage deres børn ud fra, er svarene typisk, at børnene skal føle sig elsket, set, trygge, frie til at være sig selv, og at de skal have et højt selvværd.
Men hvordan skal du i praksis agere ud fra dine værdier og lade dem sætte rammen om samværet med dine børn?
Værdierne kan virke så åbenlyse og meningsfulde, men de kan også være meget abstrakte, og mønstrene fra barndommen er jo printet så dybt i os.
“Værdierne kan hurtigt blive lidt luftige og svære at handle på, så derfor er det en god idé at tale med din partner om, hvordan I sammen helt konkret kan udleve jeres fælles værdier,” råder Mikkel Hørby og uddyber:
“Hvis I fx er enige om, at respekt er en fælles værdi, så tal om, hvordan I hver især i familien har forskellige behov og grænser i forhold til respekt, og om, hvordan I kan imødekomme dem. Det kan handle om en nysgerrighed på den anden. Om at du, for at kunne respektere den anden, er nødt til at forstå, hvem den anden er, og hvordan du skal gå frem for at passe på vedkommende. Altså sætte dig i den andens sted,” uddyber han.
Men når det handler om at gøre dig fri af mønstre fra din egen opvækst, er du også nødt til at pege pilen i den modsatte retning og nære den samme omsorg for dit eget indre barn, som var det din søn eller datter, som stod foran dig og var ked af det.
Måske blev du ikke selv trøstet eller set som barn, og så vil det sår forfølge dig, hvis du ikke heler det som voksen.
For Mikkel Hørby er det en vigtig pointe, at du i din forældrerolle tydeligt tager ansvar og så at sige er den voksne i de situationer, hvor du falder i og kommer til at handle på kant med de værdier, du har som ledestjerne:
“Vi oplever alle sammen situationer, hvor vi føler os utilstrækkelige og har en dårlig dag, hvor vi bliver taget af noget gammelt, der fjerner os fra os selv. Så kommer vi måske til at overreagere, og det kan virke overvældende for børnene og skaber utryghed. Det kan også være, at vi kommer til at trække os lidt fra kontakten, fordi vi selv bliver utrygge. Det er helt normalt, men her er det at tage ansvar og komme fremad vigtigt. Sig undskyld og: “der fik jeg sagt og gjort sådan og sådan. Det var ikke din skyld” og ikke “det var fordi, du gjorde sådan og sådan.”
Børn er tilbøjelige til at tage ansvar, uddyber han, så vi skal altså som forældre tage ansvar for vores egen opførsel, fra børnene er helt små, ellers bliver konflikterne til indre kritik hos dem, som det måske er sket hos os selv.
Tag dit indre barn i hånden
Skyld og skam er ikke følelser, som nogen ønsker skal præge deres børns opvækst, men hvis vi ikke tager ansvar for at få helet vores egne indre sår, kan vi blive ramt af selvsamme følelser.
Der er sider af en selv, som man ikke har lyst til at se i øjnene, men vi skal finde modet til at være i ubehaget, råder Katrine Axholm.
Gør vi ikke selv en indsats for at bearbejde vores barndoms svigt, så vil såret blive ved at være der, og skammen vil leve videre.
“Hvis du tager ansvar, kan du også melde ud til din partner, hvordan du har det, og hvad du har brug for. Udfordringen er ofte, at vi ikke har lært at mærke, hvordan vi har det, at vi ikke har lært et sprog for det og derfor ikke evner at sætte ord på, hvad vi har brug for."
"Derudover har vi måske heller ikke lært at have tillid til, at når vi rækker ud til vores mand/kone/kæreste, så kommer han/hun os i møde. Måske har jeg derimod lært, at mine behov ikke er vigtige, at mine grænser ikke har betydning, at jeg bare skal yde, rette ind, gemme mig, sørge for den gode stemning eller tage ansvar, fordi far og mor ikke gjorde det,” siger hun.
Hun giver et eksempel fra sit eget liv:
“Min far var sindssygt godt begavet kombineret med på mange måder at have et lavt selvværd. Han havde ikke lært at tage ansvar af sine forældre – det har de færreste, der er vokset op i 50’erne – men når han blev såret, kunne han blive så perfid."
"Strategien var, at hvis noget gjorde ondt på ham, så skulle det gøre 10 gange så ondt på den anden. Han vidste jo godt med sin gode begavelse, at det ikke var godt, men fordi han ikke havde lært at tackle sine sårede følelser, blev det hans måde at reagere på, også selvom det ikke var den andens intention at såre ham.”
Katrine Axholm er bevidst om, at farens grove opførsel er en del af hendes personlige fortælling og noget, som den dag i dag kan vække sårede følelser i hende.
Hendes bedste råd til dig, der vil gøre dig fri af lignende sår, er at tage hånd om begrænsningen ved at give dig selv omsorg, præcis som du ville give omsorg til dit eget barn, hvis det oplever et svigt.
“Du skal blive i stand til tage din egen indre lille dreng eller pige i hånden. Jeg foreslår nogle gange klienter, at de finder et billede af dem selv som børn, hænger det op og går og taler lidt med dem selv i den yngre udgave for at komme i kontakt med dem selv."
"For mig er det den lille seksårige Katrine med tykke fletninger og pandehår, som jeg tager på skødet og fortæller, at jeg ved, det var svært at skulle kæmpe for at opretholde den gode stemning. Du skal tage dit indre barn i hånden og sige: Jeg ser dig, jeg er hos dig, og jeg har den! Når vi kan give os selv det, vi skulle have haft som børn, så kan vi hele vores eget indre barn.”
Du har altid været god nok
Mikkel Hørby er enig i, at nøglen til at hele vores indre barn er at tage hånd om de sårede følelser og kontakte dem fra et nyt, mere modent sted.
“Det mest effektive er at blive opmærksom på, hvad du har oplevet, og hvordan det styrer dig i forskellige situationer, for det er det, traumer gør. De bliver vakt og overtager os. Så hvornår bliver de gamle følelser aktiveret? Hvornår styrer de dig?"
"Når du kan svare på de spørgsmål, giver det dig mulighed for at regulere dine mønstre, og efterhånden får du flere erfaringer med at træde anderledes frem og kan korrigere i din væren. Når det lykkes, giver det dig en oplevelse af, at du
kan stå i det, og at det ikke er farligt. Det føles som empowerment,” siger han.
I din proces med at hele dit indre barn kan det være en styrke at være i et parforhold, hvor du kan bede din partner om hjælp og støtte.
Både Mikkel Hørby og Katrine Axholm anbefaler, at du melder det ud til din partner, hvis du gerne vil blive en bedre forælder ved at vriste dig fri af fortidens sår. Din partner behøver ikke være en del af din bearbejdning og proces, men han/hun kan støtte dig undervejs og være forstående.
Hvis du igennem hele din barndom er blevet fortalt, at det er forkert at være sur eller ked af det, eller at du har skullet tage ansvar, fordi dine forældre ikke har gjort det, så vil det desuden også have indflydelse på relationen til din partner.
Derfor kan det også være en hjælp, at du kan sige til din partner, at “når jeg har det på denne her måde, så minder det mig om dengang, jeg var otte år og følte mig magtesløs fordi …”
“Det er altid en god idé at involvere sin partner, og du kan også involvere dine børn, hvis de er teenagere eller ældre ved at indrømme dine fejl og sige undskyld. Også hvis du har store børn, kan du fx sige: Det der ville jeg ønske, jeg havde gjort anderledes – det kan jeg godt se nu, ikke har været rart for dig. Jeg synes, det er en vigtig pointe at få med: Uanset hvor gamle dine børn er, så er det aldrig for sent at reparere på relationen og dermed også på dig selv,” siger Katrine Axholm.
