7 egoistiske ting jeg gør, efter vi er blevet forældre

For et pænt stykke tid siden skrev jeg en klumme om nogle af de egoistiske ting, min mand gør, efter vi er blevet forældre.

Der var dog et par minor details, som jeg ikke fik med i det skriv – nemlig de egoistiske ting JEG selv gør, efter vi er blevet forældre.

Eller.. Jeg må hellere skrive egoistiske ting, jeg HAR gjort, for heldigt nok er vi kommet over denne fase i vores forældreskab/parforhold. Derfor tænker jeg, at det er ”trygt” at publicere klummen nu - så må vi håbe, at min mand kan se humoren i det. Wish me luck!

Kan du genkende nogle af tingene? Eller nej, det kan du selvfølgelig ikke, men måske du har ”en veninde”, der kunne nikke genkendende til et par af punkterne?

7 egoistiske ting JEG gør, efter vi er blevet forældre

1. At have det hårdest

Jeg tog patent på det ”at have det hårdt”. Ja, Manden fik simpelthen ikke lov til at føle, at han havde det hårdt – og da slet ikke ytre noget i den stil. Det var trods alt ikke HAM, der havde lagt krop til først en graviditet, så en fødsel, og derefter et næsten 14 måneder langt ammeforløb, hvor drengen ikke bare skulle ammes for at falde i søvn, men til sidst skulle ammes H E L E natten igennem, hvis jeg skulle have et håb om at sove. Kan du stave til hudløs?

Så hvis Manden hævdede, at han havde haft en dårlig nat af en eller anden grund (fx når en af de store børn havde omgangssyge), eller at han var træt efter nogle lange arbejdsuger med masser af rejser, så kunne jeg til enhver tid overgå ham på ’hårdhedsskalaen’. Så han kunne bare klappe kaje, tak.

2. At overdrive en lille smule

Jeg kunne dog nogle gange komme til at overdrive en lille bitte smule, når jeg skulle forklare, HVOR hård en nat eller dag havde været – blot for at være på den sikre side. Overdrivelse fremmer forståelse, ikke? Og nogle gange kunne det dække over det faktum, at jeg har brugt hele dagen på at se seks netflix-episoder og spise chokolade (der skulle jo lidt ind for at producere al den mælk jeg skulle videregiver, ik?)…   Jeg har dog IKKE overdrevet i beskrivelsen i punktet overfor – ama’rhalshug.

3. At amme på strategiske tidspunkter

En af de lidt irriterende ting ved at amme kan være, at man bliver lidt ”låst” til sofaen, imens baby får mad. Og dermed får man jo så ikke gjort så meget andet. Det kan dog også vendes til éns fordel… Jeg kunne i hvert fald sommetider mærke, at Bettemanden blev akut sulten i det sekund, én af de to ældre drenge sat kursen mod ’det lille hus’. Det har resulteret i, at jeg overraskende ofte var låst til sofaen, idet der bliver kaldt ”JEG ER FÆÆÆÆÆÆDRIG”. Så kunne jeg jo desværre ikke være den, der gav assistance på badeværelset…ærgerligt, but what can you do?

(Samme tip fungerer i øvrigt også, hvis man giver flaske – baby skal jo have ro for at spise uanset hvad)

4. At forlænge putteseancen

Putning af baby kan nogle gange være en lang seance. Og i starten var det kun mig, der kunne gøre det, da amning var en del af putteritualet (jf. punkt 1). Rollefordelingen blev derfor tit, at imens jeg puttede baby, fik Manden styr på diverse praktiske ting som oprydning og rengøring af køkkenet, tøjvask, o.l.

Som tiden gik blev det dog periodevis nemmere – og hurtigere – at putte baby, og jeg kunne derfor have trippet ud af soveværelset og bidraget til rengøringen. I stedet for kom jeg dog nogle gange til at tage min telefon med ind i soveværelset og scrolle instagram igennem (eller se den Netflix-episode færdig, jeg startede på tidligere den dag, jf. punkt 3).

Manden vidste jo ikke, at baby sov sødt allerede for fyrre minutter siden, og hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Bonus var også, at jeg bagefter kunne klage over hvor hårdt det var, at det tog så lang tid at putte baby.

5. Ikke at ønske løsningsforslag

Med baby kommer en hel del praktiske og mentale udfordringer og frustrationer. Der er alt lige fra ”Det er lidt svært at komme af med graviditetskiloerne” og ”Jeg er træt af at amme, jeg skulle ønske jeg snart fik min krop for mig selv igen!” til ”Jeg gad vide, om jeg gør det hele godt nok”-agtige spørgsmål.

Når jeg har ytret sådanne spørgsmål eller frustrationer til Manden herhjemme går han – som mænd tit gør – i løsningsmode. Han kan hurtigt finde en løsning på, hvordan man kan stoppe med at amme (læs; ”Du kan jo bare stoppe”), og endnu hurtigere finde løsninger på, hvordan jeg kan smide graviditetskiloerne - der blev nævnt noget om chokolade, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig lyttede efter... For jeg havde nemlig ikke et ønske om at få stukket et løsningsforslag i hovedet! Jeg nævnte det ikke for at få et svar, for i realiteten ønskede jeg egentlig ikke at stoppe med at amme på det tidspunkt, og jeg havde på INGEN MÅDE tænkt mig at trappe ned på chokoladen.

Alt, jeg ville have, var en varm kop kaffe (og et lille stykke chokolade) stukket i hånden, et kæmpe skulderklap og en medynk i form af ”det lyder hårdt, min skat”.

6. Let it go, Let it gooooo

I perioden efter man har født – hvad enten det er barn nummer 1 eller 4 – har man både ret til (og nærmest også pligt til) at ligne løgn. Ens eget udseende bliver så komplet ligegyldigt, når man alligevel render rundt med en voksenble og net-trusser fra hospitalet. Og i de første måneder er det ikke sikkert, man når i bad hver dag, og der kan gå længe mellem hårvask. Og det er sådan, det skal være – du har lige sat et nyt liv til verden, og al din tid, dit fokus og din energi er rettet mod babys velbefindende. Du må gerne ”let yourself go”!

Jeg kom dog til at tage Elsa lidt for meget på ordet lige i dette tilfælde. Og jeg kom måske også til at bruge ovenstående argumenter - også når baby ikke længere var ”baby”, men en tumling. Og altså, det er ikke fordi, at jeg synes vi skal dress up hele tiden, men der er måske en mellemting mellem dét, og det at benytte enhver anledning til at hoppe ned i den slidte onepiece med hængerøv og gylppletter.

7. At dele parforholdsproblemer med hele den danske befolkning

Det er ret almen viden, at det kan være lidt hårdt for parforholdet at blive forældre. Vi har dog alle forskellige måder at bearbejde de problemer og frustrationer der kan opstå i denne fase. Nogen har en fast aften om måneden til ”datenight”. Andre starter i parterapi. Og så findes der også dem, der synes det virker som en fremragende idé at skrive klummer omkring ens parforhold, og de udfordringer man har.

Jeg har i efterfølgende forstået, at ikke alle synes det et en konstruktiv måde at komme igennem problemerne på, men vi er stadigvæk sammen, så noget må det kunne gøre. Ik', skat?