I Idas vandrejournal stikker to ting ud: “Det giver mig følelsen af at være et monster”

Når journalist og radiovært Ida Rud genlæser sin vandrejournal fra graviditeten med datteren Yrsa, er der to ting, der stikker ud. Indpakket i latinske betegnelser, men med fed skrift og udråbstegn.

Fagpersonalet har nemlig noteret formuleringerne ‘meget gammel’ og ‘ekstremt fed’, hver gang hun har været til et af de rutinemæssige tjek. Og selvom den i dag 42-årige nybagte mor heldigvis kan trække på både skuldre og smilebånd, minder det hende også om, at hun lever i en verden, hvor et BMI og en alder i den høje ende ikke nødvendigvis går ubemærket hen.

“Jeg blev lidt ‘aj, okay’, da jeg læste især det om min vægt, for jeg synes jo ikke selv, at jeg er tyk på den måde. Jeg ved godt, at jeg er det i forhold til samfundets normer. Men det var vildt at se det sort på hvidt,” fortæller hun, imens hun skubber barnevognen med den sovende Yrsa igennem det københavnske brokvarter.

“Jeg har ikke noget imod at blive kaldt for tyk, for det er jeg, men ‘ekstremt fed’ bliver en vurdering på en anden måde – hvor det ikke længere er så faktuelt. Og ordet ‘ekstremt’ giver mig følelsen af at være en hval; et monster. Noget helt andet end det, jeg ser mig selv som. Jeg lever et sundt liv og er generelt ikke påvirket af min vægt, og på den måde er det hårdt at blive kigget på som noget andet end normal – alene på grund af noget overfladisk, min vægt, og ikke i min helhed som menneske,” konstaterer hun.

Læs også

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

For tyk til at få hjælp

Ida Rud har tidligere kaldt sig både krops- og tykaktivist, men har længe droslet ned for debatter om vægt og det forhold, at hun er tyk. Fordi hun med tiden har fået brug for, at hendes liv handler om alt det andet, hun også er, forklarer hun.

Men hendes graviditet puffede til emnet, da hun igennem sit store netværk af tykke kvinder ved, hvor diskriminerende mange oplever deres møde med sundhedsvæsenet, og sidenhen også til et behov for at tale højt om den forskelsbehandling, hun selv mødte. Motiveret af især én bestemt oplevelse.

“Da min kæreste og jeg fandt ud af, at vi skulle i fertilitetsbehandling, fik jeg at vide, at det måtte jeg ikke, fordi mit BMI var over 30, og jeg derfor var for tyk,” siger hun og spoler tiden tilbage til den efterårsdag i 2022, hvor hun sad over for sin gynækolog og modtog det, der føltes som en både uretfærdig og tåbelig besked.

“Jeg fortalte ham, hvad det ville gøre ved mig, hvis jeg skulle igennem et vægttab – også på relativt kort tid, da jeg var 39 på det tidspunkt. Hvordan det ville være usundt for mig, både fordi et hurtigt vægttab jo slet ikke er sundt, og fordi en slankekur kan tricke min gamle spiseforstyrrelse og ødelægge min selvtillid og mit selvværd. Og jeg spurgte ham, om det vigtigste ikke var, at jeg var sund, når jeg skulle til at bære et barn,” mindes hun og husker også, hvordan gynækologen var lydhør, men lige måtte konferere med sin kolleger på Rigshospitalet, før han kunne vende tilbage med et grønt lys.

“Jeg læste engang en artikel, hvor en kvindelig læge mente, at tykke kvinder ikke skulle have børn, fordi tykke mennesker får tykke børn – og det ønsker man jo ikke, underforstået. Derfor syntes hun, det var godt, at man ikke hjalp tykke kvinder med at blive gravide, hvilket jeg oplevede som ekstremt diskriminerende og blev meget berørt af. Og mindet om, da jeg selv stod i den situation, hvor vi havde brug for hjælp til at blive gravide,” siger Ida Rud, som efter tre mislykkede insemineringer hos gynækologen søgte videre til det private og gik i gang med IVF-behandling (reagensglasbefrugtning, red.).

Hvilket gav pote i første forsøg.

For en gangs skyld ok at tage på

På sin Instagramprofil, @ida_kys, hvor Ida Rud har mere end 23.000 følgere, delte hun i juni sidste år et billede af sin gravide krop i blomstret bikini på en sandstrand med teksten “Vi har det godt! Begynder at føle noget træthed og begrænsning ift. at jeg ikke kan alt, hvad jeg vil, men der er jo også kun 11 uger til termin nu. Er dog mest af alt imponeret over min krop, føler mig stærk – og glad og spændt.”

Læs også

Fem eller færre fik disse navne sidste år

Som så mange andre kvinder, der har båret et barn, havde hun gjort sig tanker om, hvordan hendes krop ville reagere på en graviditet, og indstillet sig på forandringer – også i form af nogle flere kilo.

“Jeg er vant til at bære rundt på en del kilo og svinge i vægt, men for en gangs skyld føltes det helt ok, at jeg tog på. Jeg havde endda været smart og købt sommertøj på udsalg i en størrelse større end min normale,” smiler hun og fortæller så, hvordan det derfor også kom bag på hende, at hun rent faktisk tabte sig, imens Yrsa voksede i maven.

“Jeg vejede omkring 125 kilo, da jeg blev gravid, og da jeg var til mit første tjek hos lægen, omkring 12 uger henne, havde jeg tabt mig 6-7 kilo. Helt ubevidst, men nok fordi jeg havde så meget kvalme og madlede. Lægen roste mig og syntes, det var flot, at jeg havde tabt mig, kan jeg huske, men jeg blev selv nervøs – for om det nu også var godt, og om Yrsa fik det, hun havde brug for. Det virkede forkert, at jeg tabte mig, når jeg var gravid, og det virkede forkert at rose mig for et vægttab, jeg ikke selv ønskede,” siger Ida Rud, som undervejs i graviditeten også nåede at få tilbudt en diætist og flere gange blev mindet om, at hun skulle huske at spise fornuftigt.

“Jeg spiser generelt sundt, så det var totalt logisk for mig. Til gengæld blev jeg ikke vejet særligt meget, og på den måde var det nok lidt en velsignelse, at jeg tabte mig – fordi både læger og sygeplejersker så lod mig være i fred,” reflekterer hun.

Beslutningen om at elske sig selv

Vintersolen titter gavmildt frem mellem etagebygningerne, og vi taler om, hvordan Ida Rud ikke altid har haft det så godt med sin krop, som hun har det nu. Langt fra endda. Gennem størstedelen af sit liv har hun kæmpet med den spiseforstyrrelse, som blev bragt op hos gynækologen, og hun bærer rundt på minder om en barndom og en ungdom, hvor vægt og mad og andres ideer om begge dele har haft en altoverskyggende plads.

“Jeg har været på slankekur on off, siden jeg var fem år. Min mor havde en ven, som sagde, at hun skulle passe på, at jeg ikke blev for tyk, fordi jeg var godt i stand, hvalpet, og i min mors verden havde det en stor værdi at være slank. Jeg tror, hun følte, at det, at jeg var tyk, faldt tilbage på hende og betød, at hun var en dårlig mor. Jeg ved også, at hun gjorde det i en meget kærlig mening, men så snart jeg fik den mærkat på mig, blev jeg enormt ked af det. Selvom jeg ikke helt forstod, hvad det betød,” fortæller Ida Rud, som i stedet for at tabe sig udviklede en alvorlig spiseforstyrrelse med overspisning, helt tidligt i sit liv.

“Jeg stjal lakrids fra min mormors sengebord, selvom jeg ikke kunne lide lakrids, skovlede en stor skefuld sukker, hvis jeg kunne komme til det, og snuppede et helt franskbrød på én gang, så min mor ikke kunne finde det og troede, hun havde glemt det hos bageren,” fortæller hun og kan snildt genkalde sig fornemmelsen af at hamstre og skovle til sig.

Læs også

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Da hun var 12 år, vejede hun 90 kilo, og fra at have været en glad, ubekymret unge, som hun selv beskriver det, følte hun sig forkert og ked af det. En følelse, der først forsvandt, da hun som 32-årig mistede sin far.

“Han døde meget pludseligt, og den oplevelse gjorde mig meget bevidst om, at livet er kort. For første gang tænkte jeg, at jeg ikke havde lyst til at spilde mere liv på at være usikker – på mig selv og på min krop,” siger Ida Rud og beskriver, hvordan hun indtil da havde afskåret sig selv fra alverdens gode ting, fordi hun var tyk.

Fundet sig i psykisk voldelige kærester, mistænkt sine venner for at se hende ud af medlidenhed, undladt at feste, grine og danse som alle mulige andre unge mennesker.

“Med min fars død fik jeg vendt det hele om og begyndte at tro mere på mig selv.”

Yrsa skal lære, at vi alle er lige gode

Det kan godt være, at en læge, jordemoder eller sygeplejerske blev betænkelig ved, at Ida Rud var både tyk og oppe i årene, imens hun ventede sin lille pige. Selv er hun ikke i tvivl om, at det har gjort en uvurderlig forskel, at hun fik Yrsa på et tidspunkt i livet, hvor hun havde det godt – med både sin krop og sin alder.

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn, men jeg tror, jeg havde videregivet så mange dårlige ting til et barn, hvis jeg var blevet mor for 10 eller 15 år siden. Jeg havde slet ikke haft det samme overskud og nærvær. Og tænk, hvis jeg var blevet mor på et tidspunkt, hvor jeg lod andre træde på mig og ikke kunne lide mig selv?”

Hun lader spørgsmålet svæve lidt i luften og kommer så i tanke om en oplevelse fra timerne inden Yrsas ankomst, som uden tvivl havde ramt anderledes og hårdt, hvis den havde involveret hendes yngre jeg.

“Jeg blev indlagt og sat i gang to uger før termin, fordi jeg havde for højt blodtryk, og fik lagt en epiduralblokade, da den kan sænke blodtrykket. Lige efter jeg havde fået den, skulle jeg tisse, og så sagde min jordemoder, at hun ikke var tryg ved, at jeg skulle op og stå, fordi bedøvelsen kunne påvirke følsomheden i mine ben. Og hvis jeg faldt, mente hun ikke, at hun var stærk nok til at få mig op ved egen hånd.”

Ida Rud beskriver, hvordan hun i stedet måtte blive i sengen og bruge et bækken. “Det var ret logisk, at hun ikke kunne løfte mig, og det føltes faktuelt og ikke personligt. Men nok kun, fordi jeg med tiden har fået en rimelig hård overflade i forhold til den slags,” siger hun.

“I dag er noget af det, der kan bekymre mig mest, om folk – og især sundhedsfaglige – vil kigge anderledes på Yrsa, fordi jeg er tyk. Om de for eksempel vil antage, at vi lever usundt i vores familie, fordi jeg er tyk, uagtet hvordan hun så ellers ser ud.Fordi det er en fordom, der lever. Hun kommer nok heller ikke til at gå til sundhedsplejerske i skolen, for hun skal ikke høre, hvordan hun ligger på diverse kurver, uden jeg er med,” reflekterer Ida Rud, som har hørt om alt for mange spiseforstyrrelser og kropsskam, der er opstået på grund af kommentarer fra netop sundhedsplejersken. Hvilket hun gerne vil skærme sin datter imod.

“Jeg tænker generelt meget over, at Yrsa skal lære, at vi alle sammen er forskellige og lige gode som mennesker, uanset hvordan vi ser ud. Meget forskning siger, at man ikke selv kan bestemme, om man er tyk eller ej, og at det for eksempel godt kan være genetisk betinget, og jeg vil gerne snakke med hende om det – og om, at det er ok at være tyk. Også hvis hun selv bliver det,” siger hun og fortsætter:

“Hun skal også lære, at der ikke er noget mad, der er forkert, og at det handler om mærke sin krop og sin sultfornemmelse. Jeg kan godt være spændt på, hvorvidt og hvordan jeg kan give hende det forhold, fordi jeg selv har haft rigtigt svært ved det, og der er så meget, der sidder dybt i mig. Men jeg håber virkelig, hun får et afslappet forhold til både kost og til sin krop og kommer til at holde af sig selv som den, hun er.”

Netop den konstatering bringer os tilbage til Ida Ruds egen oplevelse af at være landet et godt sted, som menneske og som mor, og hendes ønske om, at andre tykke kvinder, som står over for at skulle være gravide, kan finde bare lidt af den samme ro og sikkerhed.

“Hvis man er sårbar og ømskindet omkring sin vægt, kan det være svært at skulle ind i et forløb, hvor man føler sig vurderet, og jeg tror, det er godt at være klædt på til, at der for eksempel kan være en jordemoder, der siger, at man ikke må gå på toilettet, hvis man får lagt en epiduralblokade – uden at man tager det personligt og som en kritik af sig selv som menneske. Jeg har selv været heldig med min graviditet og i store træk også med mit møde med sundhedsvæsenet, men jeg ved fra alle de kvinder, der har kontaktet mig igennem tiden, at diskriminationen og fordommene findes rundt omkring. Derfor er det også så vigtigt, at man insisterer på at blive behandlet ordentligt. Selvom man er tyk.”