fødselsforberedelse

Privat eller offentlig fødselsforberedelse? Vi klæder dig på til din fødsel

Selv om det offentlige system tilbyder gratis fødselsforberedelse, vælger mange at kigge mod det private, når maven vokser. Derfor arbejder Region Hovedstaden på et helt nyt tilbud til gravide og deres partnere. Bliv klogere på om privat eller offentlig fødselsforberedelse er det rette valg for dig.

Da 31-årige Katrine Krøjby for fire år siden blev gravid for første gang, gik hun til fødselsforberedelse på hospitalet. Hun var dog ikke imponeret over det gratis tilbud.

“Det var i et stort auditorium på Hvidovre Hospital, hvor man sad med mange andre par, og min oplevelse var, at der var mest fokus på praktikaliteter, som for eksempel, hvor man kan parkere. Ikke meget om fødslens faser og smertehåndtering,” husker Katrine Krøjby.

Derfor kiggede hun og hendes hustru, Camilla, over mod det private marked, for det var vigtigt for dem at føle sig godt forberedte. Kurset Smertefri Fødsel var fire gange to timer, og Katrine Krøjby og hustruen betalte omkring 2.000 kroner for kurset, som de begge deltog i, de gange partneren også kunne være med.

“Det var dejligt, at vi kun var nogle få. Jeg kunne dele mine egne bekymringer og også lære af de andre kvinder, som var i rummet,” siger Katrine Krøjby.

Det var især fødslens faser, som var gået hen over hovedet på Katrine Krøjby.

“Jeg troede, at man bare gik i gang med at føde, men på kurset lærte jeg om den latente fase – eller Netflixfasen, som den også kaldes – den aktive fase, hvor man skal på hospitalet og til sidst pressefasen,” husker Katrine Krøjby.

Kurset foregik i private lokaler, hvor hun sad med en lille gruppe andre mødre og partnere.

“Det var et fortroligt rum, og jeg tror, vi var omkring ti par per hold, og én af gangene havde man partner med,” forklarer Katrine Krøjby.

Schæferhund og stempelkande

Ved Katrine Krøjbys første fødsel gik vandet om aftenen, og hun lagde sig til at sove, som hun havde lært på kurset.

“Jeg havde også lært, at jeg selv skulle mærke, hvornår jeg skulle på hospitalet, så det blev næste morgen efter morgenmad. Jeg kom ind klokken ni om morgenen og var allerede fire centimeter åben, så jeg fik en fødestue, og klokken 12 havde jeg født Alvilda,” siger Katrine Krøjby.

En så kort proces er ikke alle forundt, men kort eller lang fødsel, er fødselsforberedelsen et stærkt værktøj, ifølge Katrine Krøjby.

“Jeg kunne være i veerne hjemmefra, fordi jeg brugte vejrtrækningen, som jeg havde lært, og på hospitalet brugte jeg laboro-vejrtrækning til at være i veerne. Korte pust og så et langt. Ligesom en schæfer trækker vejret på en varm sommerdag. Jeg havde lært at presse som en stempelkande, der får presset stempel ned. Det kan godt være, det er åndssvagt at lyde som en schæfer og presse som en stempelkande, men det var effektivt,” husker hun.

Anden gang, Katrine Krøjby skulle føde, havde hun endnu en gang forberedt sig med privat kursus sammen med hustruen og følte sig i kontrol under fødslen, der gik lidt hurtige end den første.

Fødselsforberedelse er ikke en garanti for en ukompliceret fødsel, og Katrine Krøjby er også bevidst om, at ikke alle kan betale et privat fødselsforberedelsesforløb, for det er jo dyrt nok i forvejen at få barn, som hun siger, men man ville, ifølge hende komme dårlige oplevelser i forkøbet ved at give folk en grundig forberedelse.

“Det er de færreste, der mener, en fødsel er som at smutte en mandel, men jeg er sikker på, at forberedelse kan give alle en bedre fødsel,” siger Katrine Krøjby.

Katrine Krøjby

31 år, gift med Camilla og mor til Alvilda på tre år og Ingrid på tre måneder. Bor i København og arbejder som journalist.

Partneren er afgørende

Tina Winther har sin egen private fødselsforberedelse, Mamaprofylax (lægevidenskabelig betegnelse for at forebygge. red), men hun tager også vagter som jordemor på Hvidovres fødeafdeling indimellem. Derfor møder hun jævnligt de fødende, og hun kan tydeligt se forskellen mellem de velforberedte og dem, som ikke er det.

“Den helt store forskel er, når der er et forældrepar, der har været til fødselsforberedelse sammen. Når både den fødende og partneren er forberedt, kan jeg bruge dem begge to, for når den fødende kaster et blik op på sin partner, ved partneren, hvad der skal gøres,” siger Tina Winther, der oplever det som en ny tendens, at også partnerne gerne vil forberede sig ekstra godt.

Hos Mamaprofylax foretrækker de altid, at partneren er med. De overvejer endda at lave et særligt setup kun for partneren, fordi hans eller hendes engagement er så afgørende for fødslen.

“Jo mere vi involverer partneren, og jo mere partneren rykker frem på stolen, desto mere sænker den fødende skuldrene. Partnerens støtte under fødslen tages ofte med ind i forældreskabet, og derfor gælder det om at involvere partneren så tidligt som muligt,” mener Tina Winther.

Ifølge hende er den offentlige fødselsforberedelse kommet godt med i forhold til at involvere partneren, til gengæld mener hun, at der stadig mangler ressourcer.

“Alle vil jo gerne lave god fødselsforberedelse, men det er svært med de besparelser, der er på svangerområdet. Det er synd, for vi ved, at fødselsforberedelse har en kæmpe effekt,” fortæller Tina Winther.

Velforberedte kvinder forstår deres krop bedre, er mere trygge ved at være hjemme i opstartsfasen og har generelt brug for mindre smertelindring, mener Tina Winther.

“Hvis kvinder ikke forstår, hvad der sker under deres egen fødsel, skal jeg som jordemor bruge meget tid på at fortælle dem det under fødslen. Jeg vil hellere forklare dem, hvad en presseve er, inden fødslen går i gang,” siger Tina Winther.

Hun understreger også vigtigheden af et mere praktisk forløb, hvor man blandt andet øver vejrtrækning og beroligelse af nervesystemet. For det er noget, som ifølge hende, batter på fødegangen.

“En fødsel kan tage alt fra få timer til flere dage, og i begge situationer er det en kæmpe fordel at være velforberedt. Barnet bliver jo født, uanset om du har forberedt dig eller ej, men der er forskel på, hvilken oplevelse, du går hjem med,” siger Tina Winther.

Nye offentlige tilbud på vej

Selv om den offentlige fødselsforberedelse har været underlagt besparelser, og er blevet skåret fra holdundervisning til auditorium, er der stadig meget at hente i det offentliges tilbud til gravide, ifølge Mette Radmer, forfatter til bogen Fantastisk fødsel og jordemor på Herlev Hospital.

“På Herlev er der op imod 160 gravide til stede, når der er fødselsforberedelse, og de fleste er glade for tilbuddet. Når vi laver spørgeskemaundersøgelser, får vi virkelig god respons, og det bekræfter os i, at vores fødselsforberedelse er værdifuld,” siger Mette Radmer, der er en del af det hold, der skal udvikle den fremtidige fødselsforberedelse på Herlev.

Har du fået privat fødselsforberedelse?

  • 39% Ja, selvfølgelig 
  • 49% Nej, jeg brugte det offentlige tilbud
  • 11% Nej, jeg valgte fødselsforberedelse fra

Kilde: Afstemning på Vores Børns Instagram August 2022

I dag består fødselsforberedelsen på Herlev Hospital af tre moduler: Første modul har fokus på graviditeten, kroppens forandringer, fødslens start og de teknikker, man kan bruge under veerne. Her er også praktiske øvelser med for eksempel vejrtrækning og afspænding. På andet modul kommer der blandt andet en læge og fortæller om, hvad lægens arbejde er, hvis denne bliver tilkaldt under en fødsel. Derudover gennemgår jordemoren, hvad der sker under en fødsel.

Tredje og sidste modul handler om amning og forældreskab, og der er dukker, som forældrene kan øve sig i at skifte ble på. Men lige nu arbejder Region Hovedstaden på et helt nyt tilbud til gravide og deres partnere – en ny og modulbaseret fødselsforberedelse, hvor den gravide – udover den grundlæggende fødselsforberedelse – kan vælge hold, ligesom i et fitnesscenter.

“Det kan for eksempel være undervisning i rebozoens massage- og rysteteknikker, tilbud til kvinder, som tidligere har været gennem en traumatiserende fødsel eller mindfulness. Der kan også være videohold og hold særligt for at skabe netværk blandt solomødre,” forklarer Mette Radmer.

Mette Radmer er dog, med sine mange år i jordemorbranchen, klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen.

“Selv om området i de kommende år får tilført penge, er der jo stadig mangel på jordemødre, og de er trods alt vigtigere at have på fødegangene. Men hvis vi får tilført flere ressourcer de kommende år, burde der blive god mulighed for at lave lækre fødselsforberedende tilbud i det offentlige, som svarer til det, man kan finde i det private,” mener Mette Radmer, der synes, at det er ærgerligt, at den offentlige fødselsforberedelse er blevet nedprioriteret.

“Alle jordemødre kan godt lide at hjælpe, og hvis kvinden og hendes familie har sat sig grundigt ind i, hvad der skal ske, har vi en meget større pallette at arbejde ud fra både i forhold til smertelindring, men også hele oplevelsen før, under og efter fødslen. Er det kun dem, der har ressourcer til at få privat fødselsforberedelse, som får god forberedelse, kommer der ulighed i befolkningens sundhed,” advarer Mette Radmer.