Amanda er frivillig på børnetelefonen: ”Mit mest mindeværdige opkald kom fra en ældre pige”

Egentligt skal man have en børnefaglig baggrund for at sidde som rådgiver på Børnetelefonen, men da 29-årige Amanda Bergsten tidligere på året sendte en ansøgning til Børns Vilkår, kom hun alligevel til samtale og blev optaget.

“Jeg er uddannet politibetjent og har i mine otte år i jobbet haft fokus på børn og unge gennem mit arbejde hos lokalpolitiet på Nørrebro,” forklarer hun.

“Det er ikke en klassisk børnefaglig baggrund, men jeg har mødt mange børn i nogle alvorlige situationer, og det er ofte børn fra samme vilkår, som ringer til Børnetelefonen, har jeg siden fundet ud af.”

Efter de obligatoriske kurser i at tage imod opkald på Børnetelefonen startede Amanda i august 2023 og er cirka 8 til 12 timer om måneden på Børns Vilkårs hovedsæde i Valby, hvor Børnetelefonen og den tilhørende chat holder til. Og opkaldene hertil spænder lige så bredt som politiarbejdet.

“Det ene øjeblik ringer en pige, som er i tvivl, om hun har fået menstruation, og det næste øjeblik ringer en pige, som har modtaget en meget ubehagelig video fra sin egen far. Jeg er heldigvis omstillingsparat fra mit daglige arbejde,” siger Amanda, og fortsætter:

“Men jeg tager det ene lige så alvorligt som det andet. Den første pige har jo rakt ud til mig, og nogle gange handler det i virkeligheden om noget helt andet end det, hun egentligt ringer om. Når jeg begynder at spørge ind, kan der godt være et underliggende emne, som er langt mere alvorligt.”

Læs også

"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig

På samme måde håndterer Amanda også de tilfælde, hvor hun oplever telefonfis.

“Nogle gange kan jeg godt genkende en stemme, som allerede har ringet herind fem gange for sjov og tænke: “Du ringede også og lavede telefonfis i sidste uge”. Men jeg tager også de opkald seriøst, for måske ringer de en sjette gang med noget alvorligt, og så skal de vide, at jeg er her.”

Børnene er helt ærlige

En stor del af opkaldene til Børnetelefonen er børn under ti år, som ringer grædende, fordi deres forældre skændes. Men et af de mest mindeværdige opkald, Amanda har fået, var helt anderledes.

Det var en pige, som var noget ældre. Hun ringede, fordi hun var i tvivl, om hun skulle gå fra sine kæreste for at være sammen med en anden.

“Jeg følte, jeg kunne tale med hende som en veninde, så jeg besluttede mig for at være helt ærlig over for hende og sige min mening; at hun skulle gøre det, der er bedst for hende selv, for det lød som om, hun ikke havde gjort det i lang tid.”

Når Amanda går på arbejde, er der også de såkaldte højrisikosamtaler, hvor børn er truet af for eksempel vold i hjemmet eller seksuelle overgreb eller børn, der truer med at gøre skade på sig selv.

“Nogle gange har jeg oplevet et barn som skriver på chatten: “Jeg har ikke lyst til at leve mere, jeg passer ikke ind i denne verden”.

Det er svært for Amanda, for som politibetjent er hun vant til at kunne gøre noget, men til gengæld har hun god erfaring i at få en situation deeskaleret.

Læs også

Da Julia og Johans børn var små, gik bølgerne ofte højt, og derfor indførte de en bestemt regel

”I politiet er vi jo handlingsorienterede, og jeg har normalt en række muligheder for at løse en situation eller hjælpe et barn. Jeg har skullet lære, at jeg på Børnetelefonen kun kan hjælpe til en vis grænse. Jeg kan give dem mine råd, men hvis de ikke tager imod dem, kan jeg ikke gøre andet end at krydse fingre for, at de ringer herind igen.”

På Børnetelefonen henvender man sig anonymt, så Amanda kan ikke gøre andet end at lytte og rådgive. Og det er ind imellem hårdt.

“Når man sætter børn så meget ud af spil, at de hverken kan sige til eller fra, bliver jeg rørt. Det værste i verden er, når nogle voksne skal passe på nogle børn, men ikke gør det.”

På trods af de indimellem meget svære samtaler, så er det i sidste ende en lille og helt simpel ting, som får Amanda til at være frivillig på Børnetelefonen uge efter uge.

“Børn kan godt være af få ord og kun sige “Ja”, “Nej” eller “Det ved jeg ikke”, så det er ret stort, når de siger “Tak”. Nogle gange er der også nogen, der har sagt: ”Jeg ville ønske, der var flere som dig” eller “Ingen hører mig, som du gør,” siger Amanda om de rørende tilbagemeldinger, børnene kommer med.

For det er så vigtigt, at nogen lytter, når børnene vover at ringe op.