Andrea blev forladt som spæd: Min krop huskede frygten og savnet, da jeg selv blev mor

Når Andrea tænker tilbage på sin egen start på livet – og så kigger på sin datter Vilde, der pludrer, smiler og trygt rækker ud efter sin mor og far med sine små korte arme, er det først og fremmest taknemmelighed, der skyller igennem Andrea.

Taknemmelighed for, at hun er blevet mor til sådan et fint lille menneske. Og taknemmelighed for at hun kan give Vilde en bedre begyndelse på tilværelsen, end hun selv havde.

Læs også

Fem eller færre fik disse navne sidste år

Andrea Lykke Oehlenschlæger kom til verden i Etiopien og blev sammen med sin enæggede tvillingesøster Saba indleveret til et hjem for syge og fattige i en landsby i det vestlige Etiopien, da søstrene var kun 14 dage gamle. Pigerne blev fundet sammen efterladt på gaden, hårdt medtagede af dyrebid og alvorligt syge i en sådan grad, at det var uvist, om de vil overleve.

Det fandt Andrea og hendes søster ud af, da de i forbindelse med et dokumentarprogram for DR rejste tilbage til Etiopien i 2019. Rejsen og den nye viden om deres ophav satte dybe spor i søstrene, især Saba, der havde den mest voldsomme reaktion umiddelbart efter turen, mens oplevelsen satte mere lavmælte spor i Andrea. Lige indtil Andrea selv skulle være mor.

“Det satte nogle ting i gang i mig, da Vilde kom til verden. Jeg har en ny omsorg for min biologiske mor, fordi jeg nu kender til den store kærlighed, man har til sit barn. Jeg kan mærke det i min krop. Og så er jeg så taknemmelig for, at jeg selv kan give Vilde en tryg opvækst og at hun kender sit ophav og ved, hvor hendes træk kommer fra, i hvert fald i forhold til mig.

Det er et kapitel, jeg ikke kan skrive helt færdig – men den fortælling deler Vilde nu med mig og sin moster. At der er en hel gren af Vildes forfædre, vi ikke kender – men heldigvis også en hel masse her i Danmark, som vi gør,” fortæller Andrea, der er vokset op med sin søster i Ringkøbing.

“Det var en stor omvæltning for vores forældre at adoptere tvillinger, men også at få to børn, der har haft en virkelig hård start på livet. Min mor og far fik ingen besøg i de første uger og havde fuldt fokus på at skabe tilknytning, kærlighed og tryghed.

De bar rundt på os og sørgede for, at vi sov dybt, før de lagde os fra sig, fordi vi havde et traume i forhold til at blive efterladt. Så de har gjort enormt meget ud af give os nærhed og var meget bevidste om, at vi havde ekstra meget brug for den,” fortæller Andrea.

Kroppen husker

Som barn og ung har Andrea levet et ubekymret barne- og ungdomsliv og er blevet fyldt op med kærlighed hjemmefra. Andrea har altid vidst, at hun gerne selv ville være mor en dag. Tanken har ligget og rumsteret i baghovedet, men har også været spundet sammen med en angst og utryghed, som Andrea ikke selv forstod dengang. Ikke en frygt for moderskabet i sig selv – men for fødslen.

Læs også

Bonusdatterens ord kom bag på Pia Olsen Dyhr: ”Jeg stortudede, da det gik op for mig”

“De første måneder af ens liv er jo helt enormt vigtige, og jeg tror, min baggrund kan have påvirket mig. Da Saba og jeg var i Etiopien, så vi mange helt små børn på gaderne uden forældre, og det satte ekstra mange tanker i gang i mig i forhold til, hvor min fødselsangst kommer fra, og at den nok hænger sammen med mine allerførste måneder i livet.

For hvis ens biologiske mors fødselsoplevelse har været traumatisk, kan det traume godt overføres til barnet. Jeg tror, der er noget om det, siden min søster har det på fuldstændigt samme måde,” reflekterer Andrea.

Fænomenet hedder ‘Intergenerationel trauma’, og der er i de senere år blevet forsket en del i, hvordan et traume kan vandre fra forælder til barn – ikke kun i form af det miljø, barnet vokser op i – men også kan komme til udtryk fysiologisk og psykisk gennem generationer.

Der stod ikke noget om pigernes biologiske mor og hendes fødsel i de papirer, som Andreas forældre fik med sig fra Etiopien, men det giver mening at antage, at pigernes første tid i verden har været forbundet med stor smerte og frygt.

“Fordi jeg vidste, at jeg gerne ville have børn og var så bange for at føde, opsøgte jeg allerede da jeg var yngre fødselsberetninger, læste om dem og så videoer af fødsler. Tanken om at skulle ligge i smerte så lang tid kunne jeg slet ikke rumme.

Det er svært at forklare, men det er en dyb biologisk, fysisk følelse af, at det her kommer bare ikke til at ske. Så det med at være bange for at føde har underligt nok været et tema for mig i mange år – også længe før, jeg mødte Ludvig og blev gravid med Vilde,” fortæller Andrea.

Heldigvis er der råd for det, når man bliver mor i Danmark. For Andrea blev løsningen et selvvalgt kejsersnit.

“Da jeg fandt ud af, at jeg kunne få et kejsersnit, der er planlagt og under kontrol, var det som om der faldt en kæmpe vægt fra mine skuldre. Men det overraskede mig, at der var så få historier om det derude – kunne jeg virkelig bare få det, eller skulle jeg kæmpe for det? Det er lidt ærgerligt, for jeg følte mig faktisk meget alene i verden med mit valg – fordi den vaginale fødsel er noget, vi er skabt til. Vi skal føde vores børn i smerte, det er en selvfølge, men det var det bare ikke for mig.

Så det selvvalgte kejsersnit er nok et tabu, men jeg har været afklaret og meget sikker i min beslutning. Og jeg har ikke mødt hverken modstand eller kritik i sundhedssystemet – kun støtte,” fortæller Andrea, der blev rullet ind på operationsstuen på Rigshospitalet en sprød martsdag i 2023 med makeup, nye fletninger i håret og en velkomponeret playliste på anlægget.

“Jeg følte mig godt tilpas, havde købt behagelige trusser og en dejlig morgenkåbe og pakket en masse lækre snacks. Den planlagte fødsel gjorde det muligt for os at gøre alle de her hyggelige ting klar, og jeg kunne gå ind i det på en rolig måde. Det var trygt, og det var det rigtige for mig. Og jeg er så taknemmelig for sådan en banal detalje som at Vilde kender til sin baggrund og har adgang til helt almindelige oplysninger såsom sit fødselstidspunkt, vægt og hvilket hospital hun blev født på. Oplysninger jeg ville betale mange penge for at kende om mig selv.”

Og når Vilde på et tidspunkt skal have en lillebror eller -søster, så ved Andrea allerede nu, hvordan det skal foregå. For uanset hvad der hersker af forventninger til moderskabet, til fødslen, til amningen – så ved Andrea, hvad der er det rigtige for hende.

“Jeg tænker helt klart jeg skal have kejsersnit igen, når vi skal have flere børn. Jeg glæder mig nærmest til at gøre det igen – mere end til at være gravid. Og det er blevet lidt en mission for mig at være ærlig omkring det, for der er sikkert andre end mig, der kæmper med nogle ting, som gør at det er grænseoverskridende at skulle føde vaginalt. Men et kejsersnit er også en fødsel, det er ikke mindre rigtigt og du er ikke mindre sej, fordi du vælger det.”

En tryg begyndelse

 Vilde er nyeste skud på stammen i et vidt forgrenet familietræ med rødder i både Etiopien, den vestjyske muld og hovedstadens kulturliv. Vildes far hedder Ludvig Brygmann og er en del af en kunstnerisk klan, der tæller blandt andre tæller Vildes farfar Martin Brygmann og farmor Line Knutzon. Ludvig Brygmann er selv musiker, mens Andrea er sangerinde og skuespiller og Vildes moster Saba repræsenterer Danmark til Eurovision 2024.

“Vi kommer fra meget forskellige baggrunde. Jeg kommer fra en lille, traditionel kernefamilie i Ringkøbing, mens Ludvig kommer fra en kreativ københavnerfamilie uden særligt mange faste rammer. Vi er begge selvstændige i en kreativ branche – og det giver en stor uforudsigelighed i vores arbejdsliv og hverdag.

Derfor er det ekstra vigtigt for os, at Vilde oplever en tryg hverdag med sunde rutiner. Vi kan ikke skærme Vilde for alt, men hun skal have lov at være barn, mens vi holder de voksne bekymringer for os selv. Det skal være et rart og ubekymret børneliv,” siger Andrea, der med sit moderskab er kommet et spadestik dybere i sine egne rødder og relationer.

Især når det kommer til tvillingesøsteren Saba, der nu også kan kalde sig moster.

Læs også

Efter Ulla Essendrop er blevet mor, fylder denne ting mere: ”De gør, hvad de ser, vi gør”

“Ligesom det har været en gave, at Saba og jeg har hinanden – og har haft det igennem hele vores opvækst, så har vi også talt meget om, hvor fantastisk det er for os begge, at vi nu kan dele et menneske, der har 50 procent af vores DNA.

Jeg misunder dem, der har en historie og kender til deres oprindelse. Det kan man nok komme til at tage for givet, hvis man ikke er adopteret. Vilde har gjort Sabas og min relation stærkere og kærligere, og det er en gave for mig at se Saba som moster og opleve det bånd, der er mellem hende og Vilde.”

Tryghed er et tilbagevendende ord, når Andrea fortæller drømmene for det familieliv, hun og Ludvig er ved at etablere. Tryghed for Vilde – og for Andrea, der øver sig i at læne sig ind i trygheden og parkere de bekymringer, der følger med moderskabet.

“Uvisheden omkring min fødsel og start på livet spøger altid lidt – også efter jeg har fået Vilde. Det at blive efterladt på den måde kan virkelig sætte sig i en, særligt i forhold til ens relation til andre mennesker.

Det er noget, jeg meget opmærksom på, men vi kommer alle med forskellige erfaringer, også i rollen som mor, og jeg tror, det er vigtigt at give både sig selv og andre plads til at være forældre på deres måde. Jeg er nok ikke så forskellig fra så mange andre mødre, selvom jeg har noget andet i bagagen,“ reflekterer Andrea, og fortsætter:

“Generelt er jeg meget fortrøstningsfuld og tror på, det hele nok skal gå. Også uden manualer og planer ned i detaljen. Det kan jeg heller ikke leve op til, for jeg er ikke den store “planlægger’’, og det er skideirriterende i mange sammenhænge – men lige på det her punkt tænker jeg, at det er lige, som det skal være. Jeg tror ikke på, at det hverken er sundt eller muligt at planlægge, hvordan man gerne vil være mor eller far eller menneske for den sags skyld.

Man bliver bare skuffet og uvenner med sin partner. Det vigtigste for mig er, at jeg er mor på min egen måde. Og at jeg er kærlig og tilgivende overfor mig selv, når jeg ikke er perfekt. For det er der ingen der er.”

Om Andrea Lykke Oehlenschlæger, 26 år

• Sangerinde, musicalstjerne og stemmen bag hovedkarakteren Asha i Disney-filmen ‘Ønsket’ og var i december solist, da DR Koncerthuset og Symfoniorkestret markerede Disneys 100 års jubilæum med fire koncerter.
• Hun er gift med musiker Ludvig Brygmann, 34 år, og sammen er de forældre til Vilde fra marts 2023.
• Hun har en tvillingesøster, Saba, der repræsenterede Danmark ved Eurovision 2024. Søstrene er adopteret fra Etiopien og opvokset i Vestjylland.