Lisbet Røge Jensen, formand for småbørnsfamilieforeningen Samfo.
Skal der være mulighed for at passe børn hjemme?
Ja, for der skal være økonomisk ligestilling. I øjeblikket bliver vi bestukket med økonomiske tilskud til at aflevere vores børn, mens der ikke er tilskud til at passe børnene selv.
Den politiske dagsorden bagved er, at så mange som muligt skal ud og arbejde, så de kan betale så meget som muligt i skat. Det er statens interesser over den enkelte families frihed til at vælge.
Skader det feminismen, at vi begynder at gå hjemme?
Nej, det har ikke noget med kvindekamp at gøre, at vi vil have et frit valg. Den gammeldags feminisme har bildt os ind, at det har værdi at frigøre sig fra familien.
Men vi er mange kvinder, der instinktivt føler, at det er forkert at aflevere vores etårige i vuggestue.
Skal veluddannede kvinder ikke bidrage til velfærdssamfundet?
Hvad så med børnene, hvilke krav har de? Hvilke krav har familien? Konkret kan vi se, at mange familier reagerer på kravet om, at vi skal kunne klare to karrierejob og livet med småbørn samtidig.
Det giver stress, og det er ikke det hensigtsmæssigt for samfundet.
(4 billeder)
Faktaboks
76 procent af danske kvinder fra 15 til 64 år er på arbejdsmarkedet, hvilket er den tredjehøjeste erhvervsfrekvens blandt kvinder i Europa – kun overgået af Sverige med 78 og Island med 84 procent. Den gennemsnitlige arbejdsuge for en dansk kvinde er dog kun 31,5 timer, hvilket er den syvendekorteste i Europa.
Kilde ftf.dk
Faktaboks
Kvinder med børn arbejder mere end kvinder uden børn. Bortset fra aldersgruppen 30-34 år, hvor mange er på barsel, har kvinder med børn en højere beskæftigelsesprocent gennem hele livet.
Kilde: Kvinder & Mænd 2011, Danmarks statistik.
Om familien
Mor: Anne-Kathrine Primdahl, 26 år, landbrugsrådgiver i Nordea.
Far: Anders Primdahl, 33 år, selvstændig landmand.
Børn: Simon, 6 mdr., lige startet i dagpleje, og Sophia, 4 år, går i børnehave 43-45 timer om ugen.
Mit arbejde gør mig til en god mor
Min mand er selvstændig, og jeg kunne sagtens vælge at gå hjemme og hjælpe til i hans virksomhed. Men jeg er typen, der bliver glad og motiveret af at skabe resultater og opleve succes på arbejdsmarkedet. Det giver mig energi, som mine børn får glæde af. Efter en god dag på arbejdet er jeg i balance og har masser af overskud til at lege med mine børn.
På barsel har jeg oplevet, hvordan jeg bliver mere negativ og fokuserer meget på små irritationer i dagligdagen, fordi jeg ikke bliver stimuleret udefra. Vi oplever også langt færre konflikter i parforholdet, når vi begge er ude at arbejde og har noget interessant at fortælle om, når vi kommer hjem. Det giver god stemning, som smitter af på vores børn. Jeg er en bedre mor, når jeg bruger tid på det, jeg brænder for.
Vi tror ikke på, at man kan trække institutionen ud og sige ‘de er der mange timer, det er ikke godt’. Vi har oplevet, at pædagogerne i vores datters børnehave har bemærket, at hun har lange dage – men det er sagt i en kontekst, hvor de fortæller om, hvor glad og velfungerende hun er. Det er, som om de skal sige det.
Vi mener, at man skal kigge på, hvordan familien fungerer som helhed – bliver børnene overladt til sig selv, når de kommer hjem? Det gør de ikke hos os. Meget tid derhjemme er ikke nødvendigvis ensbetydende med meget fokus på børnene.
Vi bliver irriterede, når ‘eksperter’ siger, at børn kun bør være i institution fem-seks timer. Sådan er det sikkert for nogle børn, men ikke alle. Vi er eksperter på vores egne børn, og vi er gode til at kigge på dem og spørge ‘kan vi leve med det her? Fungerer det?’. Vi ville aldrig sende dem i en institution, der ikke havde god stemning, og hvor de ikke trivedes.
Selvfølgelig elsker pædagogerne ikke vores børn, men de holder af dem. Børnene er trætte, når de kommer hjem, men grundlæggende er de glade. Kan vi mærke, at der i en periode er for meget pres på, laver vi noget om.
Vi ville ikke køre det her show, hvis vi kunne se, at vores børn ikke kunne klare det, og det savner vi noget respekt omkring. Mediebilledet i øjeblikket levner ikke plads til, at forskellige måder at indrette familielivet på kan være lige gode. Det synes vi er forkert.