Anny bar på en hemmelighed for sin kæreste. Efter seks måneder tog hun mod til sig
Allerede som 11-årig vidste Anny, at hun ikke kunne få børn. Da hun blev ældre, og hendes ønske om at blive mor voksede, måtte hun og hendes kæreste se på andre muligheder.
Denne artikel blev bragt hosKlikk.noførste gang. Dette er en redigeret udgave.
”Jeg fik at vide som 11-årig, at jeg ikke ville kunne få børn, men hvad det helt præcist betød, var jeg selvfølgelig ikke klar over på det tidspunkt. Det var først i teenageårene, at det gik mere og mere op for mig, og da jeg altid havde forestillet mig at blive mor, var det en smertefuld erkendelse,” fortæller 27-årige Anny Mannes.
Da hun fik den barske besked, havde hun netop fået konstateret Turner syndrom – en medfødt sygdom, som kun rammer piger, og som skyldes fejl i kroppens arvemateriale. Den er kendetegnet ved en manglende pubertetsudvikling, og kun få kvinder med diagnosen har fungerende æggestokke og evnen til at få egne børn.
Undersøgte alle muligheder
Da Anny var 19 år, begyndte hun at date Arne, som hun havde kendt siden sine tidlige teenageår. Tanken om, at hun skulle fortælle ham om sin diagnose, og hvad det betød i forhold til at stifte familie, var hård at tænke på. Men efter cirka seks måneder tog hun mod til sig.
Annonse
”Han syntes naturligvis, at det var svært, og nyheden kom som en overraskelse for ham. Men vi besluttede os hurtigt for at undersøge, hvilke muligheder vi havde, for vi var begge fast besluttede på, at vi ville være forældre – på den ene eller anden måde," fortæller Anny ærligt.
Efter et besøg hos en gynækolog fik parret at vide, at Anny ikke havde levedygtige æg, men at hun havde alle chancer for at føde, og at ægdonation derfor kunne være noget at overveje.
”Valget var faktisk ret enkelt, og vi gik i gang med processen, så snart det blev lovligt i Norge i januar 2021. Der var dog en lang venteliste, og der skulle gå to år, før vi rigtigt kom i gang.”
Parret måtte vente i donorkø, og deres højde, øjenfarve og hårfarve blev noteret, så man kunne finde en donor, der matchede dem bedst muligt.
”Det første forsøg resulterede ikke i graviditet, og det var selvfølgelig en stor belastning, fordi der var så mange hormoner på spil. Jeg følte mig til tider ret mislykket, men Arne var altid meget støttende, og vi havde familie og venner omkring os,” siger Anny.
Vellykket ægdonation
Da den næste cyklus kom, var det direkte tilbage til hormonbehandling, og den 27-årige følte, at hun knap nok havde haft tid til at komme sig over den forrige runde.
Annonse
To uger efter at have fået æggene sat op, var Anny spændt på at tage en graviditetstest.
”Jeg havde haft en lille implantationsblødning efter en uge, så denne gang havde jeg store forhåbninger, men jeg var stadig realistisk omkring, at det også kunne være gået galt denne gang. Jeg var så utrolig bange for at blive skuffet igen. Det øjeblik, hvor jeg stod der med den positive test, var ubeskriveligt. Arne havde nattevagt, men jeg kunne ikke vente og var nødt til at ringe til ham. Vi var begge så lykkelige,” siger Anny.
Cyste på livmoderen
Anny beskriver en ret hård graviditet med højt blodtryk og voldsom morgenkvalme. Hun måtte indlægges i to dage for at få nok væske, og da hun var 35 uger henne, opdagede lægerne, at hun havde en cyste på livmoderen.
Annonse
”Jeg havde brug for tæt opfølgning, og det blev besluttet, at fødestedet skulle ændre. Jeg fik at vide, at der ville være stor risiko for blødning under fødslen. Vi endte med at bo på sygehushotellet i næsten to uger,” fortæller moren og tilføjer:
”Da jeg var til kontrol ni dage før min termin, fik de mistanke om svangerskabsforgiftning, og jeg blev sat i gang. Næste dag tog de vandet, og om aftenen begyndte veerne. Veerne varede hele natten, og lige efter kl. 7 om morgenen fik vi endelig lov til at møde vores længe ventede lille pige.”
Åbenhed om ægdonationen
I dag lever parret et hektisk liv som småbørnsforældre, og de elsker det. På længere sigt vil de måske gerne give deres datter en søskende, men det haster ikke.
De har stadig et æg i fryseren fra den samme donor, som de kan bruge senere, hvis de ønsker det.
For både Anny og Arne har det været vigtigt at være åbne over for folk omkring dem, når det gælder deres proces med at blive forældre, og de har næsten udelukkende oplevet støtte og god feedback.
”Det, at Jenny ikke er mit biologiske barn, er ikke noget, jeg tænker så meget over i hverdagen. Måske er det, fordi jeg så tidligt vidste, at jeg ikke selv skulle have børn,” siger moren.
For forældrene er det vigtigt at være åbne over for deres datter, når hun er gammel nok til at forstå det.
Ægdonorer er anonyme, og Anny og Arne har derfor ingen oplysninger om dem.
”Man vælger ikke selv sin donor, men når Jenny fylder 15 år, har hun ret til at vide, hvem det er. Så er det helt op til hende at gøre, hvad hun vil og føler er rigtigt, og vi vil støtte hende uanset hvad,” siger Anny.
