Sut: Bag om sutten

Alt du skal vide om sutten

Sutten er en dejlig trøster for mange børn, og som forældre kan I også få glæde af den ro, den kan være med til at skabe. Før du lærer din baby at bruge sut, skal du overveje fordele og ulemper.

Overvejer du, om sutten skal introduceres til din baby? Sutten kan uden tvivl være en hjælpende hånd til at berolige og trøste et barn. Dog er det værd at overveje både fordele og ulemper, før du beslutter dig. 

Der er flere gode grunde til at introducere sit lille barn til en sut, og det er særligt oplagt, hvis du har et uroligt barn eller et barn med et stort suttebehov, fortæller sundhedsplejerske Lisbeth Kristensen.

Behovet for at sutte starter som en refleks, der gør barnet i stand til at sutte på brystet og få mad. Nogle børn udviser et meget stort behov for at sutte. De sutter og sutter og kan ikke få nok. Til dem er sutten en godt alternativ, når mors bryster skal have fred.

"Hvis man ikke bruger sutten i de tilfælde, bliver moren bare brugt som sut, og det kan være meget anstrengende for hende,” fortæller Lisbeth Kristensen.

Ifølge hende kender ingen med vished årsagen til, at nogle børn har et stort suttebehov. Der er dog eksperter, der mener, at grunden kan være, at mødre i dag er så gode til at amme, at børnene får mælken for let, og at de derfor ikke får suttebehovet opfyldt.

"Kvinderne går jo ikke ude i marken og arbejder i dag. Derfor er der rigelige mængder brystmælk til børnene, og de skal ikke arbejde hårdt for at mælken ud af brystet,” siger Lisbeth Kristensen, der arbejder i Rudersdal Kommune.

Fakta om sutter

Sutter er lavet af enten silikone eller naturgummi. Holdbarheden er meget afhængig af, hvordan de bliver behandlet, og hvor meget de bruges.

Silikonesutter må kun bruges, indtil barnet får tænder. De er nemlig lettere at bide stykker af end gummisutter, og et stykke af en silikonesut kan risikere at sætte sig fast i halsen.

Silikonesutter er gennemsigtige, mens gummisutter er mere gullige og mørner ved lys og varme.

Kilde: Lisbeth Kristensen, sundhedsplejerske

Urolige børn

Det kan gøre det nemmere for forældre at trøste og berolige barnet, hvis det bruger sut. Derfor er den også en god støtte at have, hvis barnet er meget uroligt.

"Men undgå at få for vane at give sutten uden først at have forsøgt at finde ud af, hvad der er i vejen,” opfordrer Lisbeth Kristensen.

Det er altså helt okay, at små børn bruger sut. Men en sut er ikke en nødvendighed som trøster og beroligende middel. Og de fleste børn kan trøstes på andre måder og lære at falde i søvn uden sut, pointerer sundhedsplejersken.

"Børn kan beroliges på alle mulige måder. De kan lære at sove med en bamse eller sutteklud i stedet for en sut. En lillefinger kan også bruges i en snæver vending til et spædbarn, eller barnet kan komme op at ligge på den voksnes mave eller ben”.

Men hvem ved, måske er du træt og udmattet, og måske kan dit barn ikke falde i søvn på din mave eller gider ikke ligge med et sovedyr. Sutten er handy og nem at have med, og indrømmet; den er måske umiddelbart nogle gange mere til vi forældres hjælp end til barnets.

Men når alt kommer til alt, er barnet jo også afhængig af vores nattesøvn, ro og velbefindende, og så længe vi husker på, at sutten er et hjælpemiddel med tryk på ”hjælpe”, er der absolut ingen børn under tre år, der tager skade af at bruge den.

"Det er lidt nemmere at trøste barnet med en sut. Men husk at bruge den med omtanke. Den er ikke en erstatning for forældrenes omsorg og kontakt,” siger Lisbeth Kristensen.

Med andre ord, valget er frit, og det er dit. Her får du listen med fordele og ulemper ved brug af sutten.

Fordele og ulemper ved brug af sut

Fordele

  • Sutten hjælper barnet til at falde i søvn.
  • Hvis barnet sover med sut i munden, vil det formentlig begynde at sutte og ikke vågne op, hvis det bliver forstyrret.
  • En sut betyder sandsynligvis, at barnet ikke begynder at sutte på fingrene.
  • Sutten kan tilfredsstille et stort suttebehov.
  • Barnet er nemmere at berolige og trøste.
  • Sut er bedre end tommelfinger, fordi tommelfingeren ikke kan fjernes og giver større risiko for forkert tandstilling.

Ulemper

  • Hvis sutten falder ud af munden på barnet om natten, vågner det måske og græder for at få den igen.
  • Hvis barnet tit bruger sut, vil den forhindre det i at putte legetøj i munden, hvilket er en vigtig måde for barnet at undersøge omverdenen på.
  • Sutten kan blive til en dårlig vane, hvis du giver den til dit barn uden først at prøve at finde ud af, hvad der er i vejen.
  • Sutten kan give suttebid, hvis den bruges for længe efter tre-års-fødselsdagen.
    Sprogudviklingen kan blive påvirket, hvis barnet bruger sutten for meget og for længe.
    I skal igennem ”sutteafvænningen”.

Sådan rengører du og tester sutten

  • Skyl sutterne i varmt vand, læg dem derefter i en skål og skold dem med kogende vand. Hvis hygiejnen skal være helt i top, bør du gøre det en gang om dagen.
  • Rengør ikke sutten i din egen mund. Den indeholder nogle helt andre bakterier end barnets.
  • Tjek sutterne for huller, når du gør dem rene.

Mit barn vil ikke tage sut - hvad gør jeg?

Hvis din baby ikke rigtigt kan finde ud af at bruge sut, er der et par ting, du kan forsøge dig lidt frem med, før du giver helt op.

  • Støt sutten en lille smule, når den er kommet ind i babys mund. Den har i begyndelsen en tendens til at falde ud af munden igen, fordi barnet sutter på sutten ligesom på brystet.
  • Vent med at give baby sut, før amningen er kommet godt i gang. Det er to forskellige sutteteknikker, barnet skal bruge til brystet og sutten, og det kan forvirre det, hvis det skal lære dem begge på én gang.
  • Prøv dig frem med forskellige slags sutter. Af og til hjælper det at skifte sutten ud med en større sut. Vær også opmærksom på, at en anatomisk sut ikke behøver at være bedre end en ganske almindelig sut.
  • Barnet skal kunne lide at bruge sutten. Hvis det bliver ved med at afvise den, så lad være med at presse det igennem.