Kom med på besøg i en Steiner-børnehave: "Med den metode behøver vi ikke irettesætte"

Der er lys i det lille stråtækte bondehus. I køkkenvinduet anes to skikkelser, og det er Kian og Marianne, der som altid er de to første mennesker på pinden. Marianne er pædagogmedhjælper i børnehuset Lillely ved Faaborg, mens Kian hver dag bliver afleveret ved seks-tiden, fordi hans forældre møder tidligt på arbejde. Inde i huset er der lyse, afhøvlede gulve, legetøj i naturmateriale, hyggelige tørklæder for vinduerne og dæmpet lys.

"Frem for alt skal det ligne et hjem og føles som et hjem," siger Marianne, som sammen med Kian først og fremmest skal lave havregrødschips til de andre børn, som langsomt er på vej fra omegnen.

Et andet tilbud

Lillely er en privatejet børnehave og vuggestue, som arbejder efter Rudolf Steiners principper, så der er fokus på ro, sang, økologisk mad og helt faste rytmer for både dagen, ugen og året. Der er for tiden 28 børnehavebørn og 13 vuggestuebørn, og det er langt flere, end Julie Lykke Haugaard havde turdet håbe på, da hun åbnede stedet i 2012.

Hun kommer fra Roskilde og har selv gået i Steiner-børnehave, men savnede et tilbud til sine egne børn, da hun og familien flyttede til den sydfynske natur.

"Jeg gik ud fra, at der var et tilbud i området, som passede til os, for vi ville gerne have vores børn et lille sted, hvor der er fokus på forældreengagement, og hvor børnene er meget i naturen," fortæller læreruddannede Julie.

En dag sagde hun for sjov højt, at hun ville starte sit eget sted, og kort efter stod hun med et helt smadret udlejningshus i landsbyen Millinge. Huset blev sat i stand fra ende til anden, og så manglede der bare nogle børn.

"Steiner er jo anderledes end andre børnehaver, og jeg vidste ikke, hvad Faaborg ville sige til det," husker Julie med en sigende mine.

Men faktum er, at det væltede ind med børn, for der var mange tilflyttere som Julie, der gerne ville have et andet tilbud til deres børn, og hun har derfor ikke haft problemer med at rekruttere legekammerater til stedet, hvilket ellers godt kunne have givet hende problemer med økonomien, da hun selv er økonomisk ansvarlig for stedet. Lige nu er der to års venteliste, og alle rundvisninger for forældre med småbørn er fuldt bookede.

"Jeg synes, denne institution er guld for udkantsdanmark, og vi ved, at folk flytter her til området på grund af os," fortæller Julie.

Regn på tøjet

De første børn får lidt morgenmad, men allerede klokken 7.30 er det tid til at gå udenfor, for naturen er det allervigtigste rum og legetøj i Lillely.

Marianne går stille og roligt i gang med at synge ryd op-sangen, og som et lille mirakel går de morgenfriske børn i gang med at rydde de ting op, de har leget med. Hun skal også have fire børn i tøjet, så de bliver klar til at komme ud og lege.

"Vi har en sang for alt; ryd op-sangen, vask hænder-sangen, sovesangen. Sangene går direkte i børnenes nervesystem, og på den måde behøver vi ikke irettesætte. Vi skal aldrig sige ’ryd op’, og børnene ved godt, at man ikke kun rydder sit eget op. Når vi synger sangen og går i gang med at rydde op, gør børnene det også, og på den måde er vi forbilleder," siger pædagogmedhjælperen Marianne.

Ude i tilbygningen hvor børnenes overtøj hænger, kan man høre regnen tromme vedholdende på taget, og de fire børn stopper op et sekund og lytter, inden de ufortrødent fortsætter med at tage tøj på. I Lillely er der ikke noget, der hedder dårligt vejr.

Naturlig natur

Bag det gamle bondehus ligger en stor naturhave, hvor børnene kan gemme sig, spise mellemmåltider i et shelter, bygge huler, finde dyr og gemme sig for de voksne, hvis de har lyst til det. Denne morgen har Svend fundet en lækker frø, som han stolt bærer rundt i haven, og viser frem til de børn, som løbende bliver afleveret. I løbet af morgenen er der tikket adskillige sygemeldinger ind på Lillelys mobil, for stedet har en sygdomspolitik, så småsløje og pylrede børn bliver hjemme.

Det mærker Fiona på den gode måde, for da hendes mor vil aflevere hende, falder Fiona helt sammen, og moren tager roligt begge sine børn med hjem igen.

Børnene er altid ude fra klokken 7.30, og det er uanset vejret.

"Her er en boble af ro, kontakt med naturen og sanser, som samfundet ellers ikke tilbyder. Det er et stort børnefællesskab uden alt for meget voksenkontakt," siger Julie.

LÆS OGSÅ: ny undersøgelse: Nye børn mangler tryghed og omsorg i daginstitutionerne

Det gælder blandt andet Anna, som lige har grædt gevaldigt, fordi hun ikke ville have vasket hænder, og pædagogerne lader hende stå og græde et kort øjeblik, for det er helt OK at være ked af det, inden de trøster hende.

Klokken lidt over ni – efter de voksne har haft et kort morgenmøde i det fri – indkaldes alle børn til en rundkreds i haven, hvor der synges vejrrelaterede og årstidssange, som alle børnene kan synge med på. Jorden er plaskvåd, men det forhindrer ikke de små i at sætte sig ned i en rundkreds, for de er alle klædt på til det. Bagefter er der fri leg, hvor kun få børn søger ly i shelteret med et stykke knækbrød. En af dem er Ida på otte år, siger hun.

"Det er bare støvregn," siger hun med en nonchalant håndbevægelse og kigger ud på slagregnen, som hastigt forvandler jord til mudder og går gennem alt andet end regntøj og humør, inden Ida kommer i tanker om, at hun faktisk vist kun er tre år.

Porcelæn og guldkorn

Klokken 10.30 begynder de første børn at trække ind i køkkenmedarbejderen Dianas køkken til lyden af de voksnes spise-sang. I dag står den på grøntsagssuppe, som serveres i en gammeldags suppeterrin af porcelæn, for selv om den kan gå i stykker blandt usikre børnehænder, går den hjemlige hygge forud for praktik. Det er mandag, og hver dag i ugen har en specifik ret tilknyttet, så forudsigeligheden i uge og årstid er sikret. Derudover serveres en skål med bygkorn i gurkemeje, som børnene kalder guldkorn.

Pædagogerne spiser frokost med vuggestuebørnene i mindre grupper, mens snakken går stille og frit. ’Kan man spise pandekager med nutella til aftensmad?’ ’Er Johannes’ iPad løbet tør for strøm, eller er den bare træt for tiden?’ ’Kan det passe, at Tinke ikke kan lide suppe?’

Mens de yngste børn gør sig færdige med at spise og går ind i en tilbygning for at sove til middag, har de store børn eventyr, som er en blanding af en fortælling og en slags dukketeater, som pædagogen Pia og børnehavedrengen Noah står for i dag.

Mange af børnene begynder at flytte uroligt på sig, for maverne knurrer, og efter suppe og guldkorn er det tid til en lur.

Allerede mens børnehavebørnene spiser suppe og guldkorn lyder en snorken i den ene ende af lokalet. Det er morgenmanden Kian, som allerede har givet op og drømmer om frøer, eventyr og guldkorn.