Blog: Jeg er far!

Jeg hedder Allan, og jeg er far.

Jeg elsker at være far. At være far er en af de ting man skal prøve for helt at forstå, hvad det egentlig er. Ligesom at spise en stærk chili.! Man kan få fortalt, at den lille tingest er stærk, men når man selv smager den, bliver det virkeligt. Det bliver personligt… (Og ja jeg sammenlignede lige en chili med det at være far.)

At blive far er meget nemt. Enhver tosse med et fysisk fungerende forplantnings-dims kan blive far. Men at VÆRE far… Det er virkelig et job som egentlig burde kræve en form for højere bacheloruddannelse.

Men ikke desto mindre er det lykkedes mig at få licens til at bære titlen Far.

En titel jeg elsker, en titel som jeg er stolt af.

Jeg er far til Mario. Min søn, som jeg har på deltid. Jeg er bonusfar til min kærestes fire børn. Så jeg har altså fem børn, som jeg har indflydelse på… Fem børn, som jeg har et form for ansvar for. Og det er set i lyset af, at alle mine potteplanter og guldfisk aldrig har overlevet mere end seks måneder under mit ansvar.

Jeg har altid haft en ambition om at være en god far. Jeg havde selv en far, som ikke var den mest tilstedeværende far. Han levede et liv som misbruger, og han var derfor ikke det mest eksemplariske forbillede. Men han gjorde sit bedste, med de muligheder han havde.

Det er lidt skørt, for mit forhold til min far er faktisk blev bedre, efter han døde, da jeg var 17 år. Det er 11 år siden, han døde, og det er stadig en begivenhed, jeg aldrig glemmer, en begivenhed, som har været med til at forme mig som person.

Men han var grunden til, at jeg ønsker noget andet af mig selv som far. Jeg har en kæmpe ambition om at være tilstede og være engageret i mine børns liv.

Så selvom jeg kun har Mario på delt tid, så er den tid enorm vigtig for mig. Jeg prioriterer kvalitetstid og nærvær. Nogle fædre falder i “forkæl barnet”- fælden, når de kun ser deres børn på deltid. Men jeg prøver på at fokusere på at videregivede en opdragelse af gode værdier og være den far, som han fortjener. Ikke en far som forkæler, men en far som er involveret.

Bonusbørn er ikke en hindring

Samtidigt har min kæreste fire børn, som hun har otte dage ud af 14.

Den hurtige matematikelev kan regne ud, at vi derfor har en del børn i vores liv.

Mange får et overrasket blik i ansigtet når jeg siger, at min kæreste har fire børn, og af en eller anden grund bliver jeg tit spurgt: “kan du godt rumme fire bonusbørn?”

Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har set det som en hindring, problem eller noget dårligt, at Camilla har fire børn. Det giver noget praktisk Sudoku, som skal løses ja, men praktiske udfordringer er ret ligegyldig, når man har en kerne af kærlighed, som vi har i vores forhold. De fire børn er fantastiske, og fra starten af fik jeg også et nært og godt forhold til dem. Jeg vil ikke undvære en eneste af dem.

For mig er det vigtigt, at børnene ikke bliver inddelt i “dine og mine”, men at de allesammen er rystet sammen i én stor pose.

Vi har en familie sammensat lidt anderledes, men det er vores familie. En familie hvor vi fokuserer på de vigtige værdier, og hvor vores relation til hinanden er i førersædet.

Børn er fantastiske, børn er en velsignelse.

Så ja jeg er far. Og jeg elsker det.