Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, ikke? Men jeg har ikke altid lyst til at høre sandheden fra hverken rødvinstågerne eller mine børn. Nogle ting gør eller siger man bare ikke.
Som da min store dreng havde skoldkopper og fascineret stirrede på den unge knægt med et slemt udbrud af acne, der betjente kassen i REMA1000, pegede på ham og råbte ‘SE, mor, han har også skoldkopper!’ Alle hørte det, og alle lod som ingenting. Men min dreng er meget insisterende, så han blev ved. Jo mere, han gentog sig selv, jo mere rød i hovedet blev jeg. Og så begyndte jeg at tysse på ham. Hvilket kun resulterede i en mere og mere skinger stemme: ‘Kan du ikke SE det? Han har jo knopper i hele hovedet!’ Skammen lagde sig først flere timer efter. Selvfølgelig forstod min dreng intet af det. Han havde bare peget på det åbenlyse, knopperne, og han ville bare have, at jeg også skulle kigge på dem.
Hvor ærlig skal man være?
Jeg har opdraget mine drenge til at sige sandheden. Men nogle gange ville jeg ønske, de kunne sige en lille hvid løgn. Den slags løgne, voksne hele tiden bruger. Når vi siger ‘nej, bøffen er da slet ikke tør’ til middag hos vennerne.
Min store dreng sagde i en periode ofte ‘grimme mor’ til mig, når han blev vred. En dag sagde jeg til ham, at det gjorde mig ked af det, og sådan noget skulle han ikke gå og sige. Til det svarede han ‘Hvorfor må jeg ikke sige det, hvis jeg mener det, mor?’ Og ja, hvad svarer man så lige på det?
Og på hans andre (ærlige) ytringer om, at mors numse er stor, den nye dreng i børnehaven går mærkeligt (han har en lammelse), og hende foran os i køen er tyk.
Faktaboks
Sofie Winther Askgaard er freelancejournalist og PR-rådgiver med eget firma, mor til to drenge på 3 og 6 år.
Børns empatiske sans er først rigtigt udviklet omkring seks-års-alderen, så før det kan vi ikke forvente, at de har det filter, vi som voksne navigerer efter for at udvise ‘god opførsel’.
I stedet bruger jeg krudt på at lære mine drenge, at alle mennesker er forskellige og ser forskellige ud. Men man behøver jo ikke at kommentere på det, hver eneste gang man ser det!
Den barnlige nysgerrighed
Men hvordan stopper man et barn i at glo? Og skal man overhovedet det? Selvfølgelig stirrer de, når de ser noget anderledes. Det gør voksne også, vi gør det bare meget mere diskret. Det er noget, vi har lært for at tilpasse os samfundet – så det skal børn jo også først lære.
Heldigvis er min tærskel for, hvornår noget er pinligt, blevet noget mere fleksibel. Så det er just another day as a mom, når min treårige stolt fortæller hele køen i Netto, at han lige har lavet en stor lort. Men mine kinder kan stadig blive gloende hede, når mine børn kigger, peger og spørger om ting, som vi voksne godt ved, man helst bare skal ignorere.
Jeg prøver at svare på deres spørgsmål eller udskyde mine famlende svar med ‘det taler vi om, når vi kommer hjem’. Men jeg tager mig selv i at være misundelig på deres barnlige nysgerrighed, hvor intet filter, tabu eller emne er for ‘pinligt’ at tale om.
Måske kunne vi voksne faktisk lære noget af vores børns fordomsfri tilgang til verden, inden vi presser alle de skrevne og uskrevne sociale regler ned over dem. Ret beset er det ikke mine børn, der er pinlige. Det er mig, der bliver pinligt berørt over dem. Men til tider med rigtig god grund!
LÆS OGSÅ: Blog: Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?
LÆS OGSÅ: Blog: Hvorfor skændes mine piger, når jeg selv var sådan en god søster?
