Blog: Når graviditeten går galt

Når de første 12 uger af en graviditet er gået, kan vi endelig fortælle omverdenen, hvorfor vi de seneste måneder har været glade, trætte, usikre, kede af det, “syge” og alle de tusindvis af andre følelser gravide kvinder kan opleve.

Indtil da skal man helst give sig selv mundkurv på omkring det, der fylder aller mest inde i en. Måske endnu ikke bogstaveligt talt sådan rent fysisk, men det fylder. Meget.

Da jeg ventede Elva, havde jeg lyst til at fortælle alle,  jeg var gravid. Også, nok faktisk især, de første 12 uger.

Jeg syntes, det var svært at gå rundt med den hemmelighed og alle de følelser selv.

Men det gør man, fordi det bør man?! For hvad nu hvis graviditeten ikke ender lykkeligt med en baby i armene, så nytter det jo ikke noget, at man har delt graviditetsnyheden vidt og bredt. Men hvorfor egentlig ikke?

LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid

Tabu at tale om mislykkede graviditeter 

Hver fjerde graviditet ender ikke med en baby efter ni måneder

15-20 % af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, ender med en spontan abort. Altså cirka hver femte graviditet. Det er ret mange. Ret mange kvinder som har nået at føle, de er gravide – med alt hvad det indebærer.

Hvad stiller man så op med tomheden? Hvor går man hen med den? Sidder man tilbage og føler sig helt alene?

LÆS OGSÅ: De 5 mest hyppige tegn på abort

Jeg ved ikke, hvad “man” føler, men måske ville det hjælpe at tale om det. For én ting ved jeg – du er i hvert fald ikke den eneste, der har været igennem det. Hvis det føles sådan, er det måske fordi de andre ikke taler om det.

Jeg siger ikke, man nødvendigvis skal gå offentlig på diverse sociale medier med nyheden, så snart man har tisset på en pind. Jeg siger bare, at der er mange graviditeter, vi aldrig taler om, fordi de ikke blev til noget. Men det var noget. Inde i en kvinde.

Jeg tror på italesættelsens kraft og jeg er ikke berøringsangst. Heller ikke når det gælder emner, som er ubehagelige eller gør ondt – og hverken om det handler om at lytte til dem, tale om dem eller selv fortælle om dem.

Graviditeten der gik galt

Svært at leve i uvished

På operationsbordet

Den 23. december fik jeg ondt og blev scannet på sygehuset. Der var stadig intet at se hverken i eller uden for livmoderen, da det endnu var for småt. Endnu engang blev vi sendt hjem med samme uklare besked.

Den 27. december fik jeg kraftige menstruationssmerter og jeg begyndte at bløde igen. Jeg ringede til lægen, som mente, det kunne være det sidste af graviditeten, jeg var ved at bløde ud. Han bad mig kontakte akutmodtagelsen, hvis smerterne tog til. Og det gjorde de. I løbet af kort tid og ret intenst.

Jeg blev indlagt, og de efterfølgende 6-7 timer gik med flere blodprøver, scanninger og store smerter.

På den sidste scanning kunne lægen se, at jeg havde en blødning i maven, at graviditeten sad uden for livmoderen og at en operation var nødvendig.

De havde travlt og ville vente med at operere mig til den efterfølgende morgen. I løbet af de efterfølgende timer, gjorde jeg det klart, at mine smerter var for voldsomme til at jeg kunne ligge sådan hele natten, og operationen blev langt om længe sat i gang.

Operationen foregik som kikkertoperation gennem fire små “kighuller” i min mave. Da lægen vækkede mig fra narkosen, fortalte hun, at de havde fjernet min ene æggeleder, at jeg havde mere end en halv liter blod i maven og at hun var meget glad for, de ikke ventede til dagen efter med at operere mig .

Den efterfølgende uges tid gik med at komme mig både fysisk og psykisk. De foregående uger havde været noget af en rutschebanetur, og jeg havde både brug for selv at bearbejde det hele og for at tale med andre om det.

Det viste sig, at mange af de kvinder jeg talte med, kendte til graviditeter som gik galt.

Og ved I hvad.. det var slet ikke så slemt at tale om. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: Hvad er en spontan abort?

LÆS OGSÅ: Gravide kan vælge kønsabort med ny blodprøve