Skal I have hund? Her er 21 børnevenlige hunderacer
Om en hund er børnevenlig eller ej afhænger af, om den er skabt til at samarbejde med og arbejde for mennesker – de såkaldte samarbejdende vagt- og jagthunde. Af-hvad-for-en vuf, tænker du måske? Her er en liste over hunderacer egnet til børn, som falder under kategoriseringen: børnevenlige hunde.
Artiklen fortsætter under videoen ...
1. Labrador Retriever
Også bare kendt som Labrador, men en af de mest populære retrievere. Den har et godt temperament, er omgængelig og både velegnet som familie-, jagt- og servicehund. Labrador og Golden Retriever er de bedste børnevenlige hunderacer, man kan anskaffe sig og også blandt de mest populære hunderacer til familiehold. Det er nemlig de højst samarbejdende hunde, vi har. Begge racer er samarbejdende jagthunde, som er både lærenemme, samarbejdsvillige og nemme at træne og opdrage på. Og så er de avlet til at have en meget barnlig og legende adfærd, som går super godt i spænd med børn.
2. Golden Retriever
Som navnet på racen afslører, er Retriveren skabt til at være en samarbejdende jagthund, der er bidhæmmet, så den kan ’retrieve’, altså hente og bringe byttet, uden at gøre skade på det. Den er både legesyg, rolig og lærenem. Golden Retrieveren er nok en af de mest kendte Retrievere.
3. Flatcoated Retriever
Den flatcoatede retriever er endnu en familieegnet jagthund. Den har et dejligt temperament og er både venlig og lærenem, men også livlig og energisk. Den kræver derfor en del aktivering og motion. Der findes i alt fem retriever-racer, og de er alle børnevenlige i hver sin grad.
4. Dalmatiner
Den plettede ven fra tegnefilmen er også en børnevenlig og familieegnet hund. Den er meget legesyg, loyal og energisk og er glad for at få lov til at bruge sin krop og snude. Dens høje energi niveau gør dog, den ikke velegnet i alle familier.
5. Mops
Små hunderacer kan også være med på børnevenligheden. Mopsen har nogle anatomiske udfordringer i forhold til dens sundhed, men den er meget børnevenlig, meget samarbejdsvillig, godmodig og glad for at lære tricks. Samtidig er mopsen en lille hunderace, som ikke har et så stort motionsbehov - den er derfor ikke en oplagt makker til længere løbeture.
6. Kooikerhondje
Det er en mindre jagthund, som er cirka halv størrelse af en labrador, men med alle de samme gode egenskaber. Den er desuden hengiven, opmærksom og en meget tro følgesvend, men også en meget energisk hund, som kræver en del motion og stimuli og en vis konsekvens i træning.
7. Cavalier King Charles Spaniel
Den lille Cavalier King Charles Spanieler en fantastisk børnehund. Selvom størrelsen ikke tyder på det, er den også skabt til at være en samarbejdende jagthund, og så er den både ikke særlig stor, men meget blid, meget social og desuden avlet til at være meget infantil i sin adfærd. Det betyder, det er en meget legesyg og glad hund.
8. Engelsk Cocker Spaniel
En dejlig mellemstørrelse hund, der er blid, kærlig, hengiven og en super familiehund. Samtidig er den ganske aktiv. Den engelske cocker er en enormt glad hund og lidt af en selskabspapegøje på godt og ondt. Den elsker sin families selskab, og trives mindre godt alene.
9. Bichon Havanais
Bichon Havanais er endnu en lille, børnevenlig og børneglad hund. Den er hengiven og energisk, men også meget opmærksom og vagtsom. Man skal dog være indstillet på, at den lange pels kræver meget pleje.
10. Bichon Frisé
Denne kvikke lille, sociale krøltop er livlig, glad, hengiven, godmodig og legesyg, hvilket gør den til en god hund til børnefamilien. Den kræver ikke specielt meget motion og aktivitet, og kan godt lide både lange ure og rolige dage.
11. Australien Shepard
En skøn familiehund til den aktive familie. En loyal følgesvend, der er rar, tålmodig og energisk. Selvom den er avlet til hyrde- og vogterhund, indgår den også godt i familiedynamik. Den har et højt aktivitetsniveau og trives bedst med både masser af motion og mentale udfordringer.
12. Bearded Collie
Denne langhårede bamse er en livlig og rar selskabshund for familien, der er relativt aktiv. Den er opmærksom, udadvendt og har en robust natur, holder sig tæt til sine mennesker og kan lide at løse opgaver. Den lange pels kræver, man er engageret i at holde og pleje den.
13. Kleiner Münsterländer
Kleiner Münsterländer er en glad, kontaktsøgende, trofast og hengiven hund med et højt energiniveau. Den er den mindste af de tyske hønsehunde, men ikke en lille hund. Den er en god familiehund, men er avlet til jagt, så den kræver et aktivt udendørsliv for at trives godt.
14. Berner Sennenhund
En større, rigtig god familiehund, der er utrolig kærlig og godmodig, tålmodig, overbærende og trofast. Den er udadvendt og nem at omgås og er glad for både mennesker og andre dyr. Den kræver moderat motion.
15. Schæferhund
Schæferen er foruden at være en samarbejdende vagthund, en signalstærk hund, og det vil sige, at den er meget lydhør og lærenem overfor signaler og er derfor nem at styre, hvis den er trænet korrekt. Schæferen er derudover lærings- og tilpasningsintelligent, stærk og har et stærkt beskytterinstinkt.
LÆS MERE: 16 ting små børn og hunde har tilfælles
16. Boxer
Boxeren er endnu en politi- og tjenestehund, som er en rigtig god familiehund. Den er mild, godmodig og infantil i sin adfærd.
17. Spaniels
Så godt som alle spaniels er virkelig børnevenlige. De er ikke så store, meget livlige, nysgerrige og friske på eventyr. Man kan være sikker på, at når børnene tager på udforskning og eventyr, så er en spaniel lige i hælene på dem. Dog anbefales den røde cockerspaniel ikke til børn, da en avlsfejl gør, at de kan være mere disponible for at bide uden provokation.
Og de mere allergivenlige hunde
….Psst! Der findes også børnevenlige OG allergivenlige hunde, der ikke fælder.
Har I allergi i familien, så gå efter hunde med krøllet pels. De har et andet skellag, de fleste allergikere tåler.
18. Labradoodle
Labradoodlen er ikke hunderace, men det er blandingshund af to racer, og det er en af de mest populære familiehunde i verden lige nu - og med god grund. Blandingshunden kombinerer nemlig labradorens fine egenskaber som en samarbejdende jagthund med blød mund, med puddelens krøllede pels og allergivenlige skellag.
19. Goldendoodle
Endnu en populær blandingshund til børnefamilien, der egentligt et gadekryds mellem golden retriever og puddel. Den er social, imødekommende, glad og god ved børn og andre dyr. Ligesom labradoodlen bærer den på de gode egenskaber fra begge racer og giver tilsammen en super børnevenlig og allergivenlig hund.
20. Puddelhunde
Tøj- og mellempuddelhunde er fantastiske familiehunde. De har et ry for at være mest til gamle damer, men intet kunne være mere forkert. Det er en samarbejdende jagthund, som er aktiv og enormt glad, og så er den ikke så stor, hvilket gør den velegnet til børn.
21. Irsk Vandspaniel
Som de øvrige spaniels, har den mange familievenlige kvaliteter – og i tillæg krøllet pels, der gør den til en allergivenlig hund.
Kilde: Anette Røpke, hundetræner og dyreadfærdsspecialist.
Hvornår er en hund børnevenlig?
Hunde er kendt som menneskets bedste ven, men det er ikke alle hunde, der er lige egnede til at blive dit barns bedste ven. Hvad er det egentlig, der gør en hund børnevenlig?
Der findes mange, dejlige hunde, der har mange gode kvaliteter og som er både hengivne, kærlige og omsorgsfulde. Men det er ikke ensbetydende med, at de er børnevenlige hunde. Hvorvidt en hund er børnevenlig eller ej, handler helt grundlæggende om, hvad hunden er skabt til, ifølge Anette Røpke, dyreadfærdsspecialist og forfatter.
"En børnevenlig hund er kort og godt en hund, som er avlet til at samarbejde med mennesker, og en hund, som er avlet med ekstraudviklede bidehæmninger, så den ikke efterlade tandmærker, når den fx henter jægerens bytte. Det kaldes også for en blød mund. En børnevenlig hund falder derfor ind under en af to kategorier: den samarbejdende jagthund, eller den samarbejdende vagthund", siger Anette Røpke.
Hunde er nemlig oprindeligt nyttedyr, og de funktioner og egenskaber, der i tidernes morgen er fremavlet i dem, sidder dybt indlejret i deres adfærds- og reaktionsmønstre, forklarer hun.
Ingen regler uden undtagelse
Selvom det er godt sted at starte med den grove inddeling i, hvilke hunderacer, der på papiret er mest velegnede som familiehunde, er det dog vigtigt at huske, at hunde ligesom mennesker er forskellige individer med forskellige personligheder.
”Man skal passe på med at låse sig helt fast på de her kasser og mærkater som ”børnevenlig hund”. Selv en labrador kan være nervøs omkring børn. Det handler i lige så høj grad om hundens miljøpåvirkning og små, individuelle træk. Der findes ingen hunde, der med garanti er børnevenlige og børnesikre, siger Gitte Asmann, hundeadfærdsterapeut og -træner.
Hun mener, det er nok vigtigt om at finde en hvalp, der kommer fra en god opdrætter, så grundtrinene i dens socialisering er velegnede til familielivet fra start.
”Det betyder ekstremt meget for en hunds grad af børnevenlighed, om en hvalp kommer fra en god opdrætter, hvor den er stueopdrættet og vant til børn, liv og de mange lyde, der er i en børnefamilie. Jeg vil til hver en tid mene, det er mindst lige så vigtigt, som at vælge en hund, der grundlæggende er avlet til at samarbejde med mennesket som fører, siger Gitte Asmann.
LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om dit barn er klar til at få hund
Hvad gør en børnevenlig hund?
Om en hund avlsmæssigt kan siges at være børnevenlig, handler om, hvad den er skabt til.
"Børnevenlige hunde er dels skabt til at samarbejde med mennesker, som betegnelsen indikerer, og dels er det hunde, som man kan forvente af natur ikke har tilbøjelighed til at tage førerskab. De har ikke en stærk motivation for at være flerartsflokledere", siger Anette Røpke.
Men man skal også have vide, at selv den mest børnevenligt, samarbejdende avlede hund, kun er den bedste udgave af sig selv, når den bliver passet korrekt.
”Det er rigtigt, at en hunderace som golden retrieveren rigtig gerne vil samarbejde og gå langt for at tilfredsstille sin fører, men den samarbejder kun til fulde, når den er behovsdækket. Hvis den er understimuleret, gør den det altså ikke. En hund er ikke bedre end det, vi som ejere investerer i den, skal vi huske, siger Gitte Asmann
Til gengæld er de i udgangspunktet indstillede på at samarbejde og er lærenemme hunde. Og det er grundlæggende et godt udgangspunkt til familiehold.
Hvor privat er hunden?
En børnevenlig hund er også en, der ikke er alt for vagtsom omkring de områder, den føler tilhører dens private sfære. Og det er faktisk genetisk bestemt.
"En børnevenlig hund er også en, der ikke har tendens til at passe meget på ejerskabszoner og flokzoner – det vil sige hundens egen flok i form af mennesker og dyr, men også hundens sove-, hvile-, spise- og drikkested. Det afhænger af, hvad den er avlet til,” siger Anette Røpke.
Hundens sensitivitet for ejerskabszoner er en vigtig faktor at have med i overvejelserne – specielt hvis man har små børn.
”Hunde som ikke er lige så følsomme overfor deres ejerskabszoner vil også grundlæggende være lidt mere overbærende og mindre tilbøjelige til at gå i konfrontation, hvis et barn bevæger sig ind i dem. Det er især vigtigt, hvis man har helt små børn, der kravler eller stavrer rundt og ramler ind i zonerne”, siger Gitte Asmann.
Hunde, der har et højt ejerskabszoneforsvar, er omvendt mindre egnede til børn. Det kunne fx være terriertyper, ifølge Anette Røpke:
”Terrier er avlet til at slå mus, rotter, grævlinger og ræve ihjel. Jeg anbefaler generelt ikke terrier til børn, fordi de af natur passer meget på deres bideben og madskåle, og de ejerskabszoner vil barnet komme til at kravle ind i før eller siden. En terrier knurrer meget, hvis man rører dem, når de sover eller hviler, fordi de er kodet til at være vagtsomme og slå alarm. Men det er en instinktiv reaktion. De er ikke ondsindede hunde, for der findes ikke onde hunde," forklarer hun.
Det betyder, at en hund, som Yorkshire terrier, som nogen ellers mener, er børnevenlig, ikke er det i hendes optik.
LÆS OGSÅ: Må man give en hund i gave uden at spørge først?
Hundehvalp og små børn
De samarbejdende vagt- og jagthunde er også de hvalpe, som er lettest og opdrage. Man skal dog huske, at det bedste tidspunkt at få hundehvalp på ikke er, når man har helt små børn.
"Optimalt set bør barnet være fire-fem år, før man anskaffer sig en hvalp, så barnet kan deltage i pligter, træning og omsorg for hunden. Den nedre aldersgrænse for barnet er dog to år. For så er barnet færdig med at kravle og går stabilt, og risikoen, for at barnet kravler eller vælter ind i hundens zoner eller får hevet den i pelsen i et fald, er mindre", siger hun.
Aldersgrænsen har ikke som sådan noget at gøre med børnevenligheden i hunden, men handler om den rette ro og overskud i familien til en hundehvalp.
Læs på lektien og find en hund egnet til børn
Når man skal anskaffe sig en familiehund, er der to ting, der er centrale at holde sig for øje, ifølge eksperterne – man bør gøre sin research ordentligt, og man skal tage ansvar.
"Man skal forholde sig sin ansvarsbevidsthed og sætte sig ordentligt ind i, hvad hunden oprindeligt er avlet til. Racekundskab. Det er simpelthen nummer ét. Det gælder altid, men i særdeleshed når man skal finde en hund, som egner sig til børn", siger hun.
Der findes nemlig masser af skønne hunde, som er meget glade for mennesker, og også børn, men som bare ikke er børnevenlige. Ikke fordi, der er tale om nogle dårlige eller ondskabsfulde hunde, men fordi de er skabt til et formål og med et sæt funktioner på rygraden, som passer dårligt sammen med familielivet.
Ingen dårlige hunde, kun uoplyste valg
"Muskelhunde er eksempelvis generelt meget glade for mennesker og meget glade for børn. De finder glæde ved at passe på deres flok. Men i det øjeblik, der opstår en situation, hvor den reagerer på en ko, hest eller hund, så er det en meget, meget farlig hund", siger Anette Røpke
For kamp- og muskelhunde er oprindeligt avlet til at fiksere tyre på kvægstationer, og det gør hunden ved at hoppe op og bide sig fast i struben eller næsen på tyren og holde fast, indtil tyren ikke kan få luft, forklarer hun:
"Og er det en anden hund eller en menneskehånd, og ikke en tyr, muskelhunden har fat i, så går det helt galt. Når først nøglestimuli i hjernen fortæller hunden, at den skal angribe, tager hundens instinkter over, og man kan ikke styre den. Jeg er rystet over, hvor mange, der får kamp- og vagthunde og samtidig har, eller planlægger at få, små børn. Det er decideret uansvarligt", siger Anette Røpke, som har specialiseret sig i netop muskelhunde og hjælper politiet med ekspertise om dem.
En god familiehund afhænger også af ejer
Selvom racekundskab er vigtigt, kan det ikke gøre det alene. Man bør i det hele taget læse op, før man anskaffer sig hund. Ikke bare på racebøgerne, men også dem, der handler om at forstå hundesprog og -adfærd.
”Det er alfa og omega for at lykkes med at forme den familiehund, man ønsker, om man har sat sig ordentligt ind i tingene og er villig til at gøre indsatsen, der skal til. Sæt dig ind i hundesprog. Lær signalerne. Så ved du, hvordan din hund har det og forstår den”, siger Gitte Asmann.
Og så skal man være villig til at gøre en stor indsats for at socialisere sin hundehvalp og hjælpe den til at blive tryg i mange forskellige sammenhænge. Et stykke arbejde, der starter som hvalp, men skal vedligeholdes jævnligt hele hundens liv.
”Det handler om at gøre hunden tryg omkring voksne og børn, land og by, larm og stilhed, at køre i bil og tog og alle den slags ting, men også at gøre det i hundens tempo. Den kommer fra et kuld med sin mor og søskende – den skal bogstavelig talt lære verden at kende og blive tryg ved den. Det er en investering”, siger Gitte Asmann.
En hvalp er især meget åben for socialisering, indtil den er 12-16 uger. Jo større hund, jo længere vil den være ekstra åben for socialisering, forklarer hun.
”Derfor er det især, men ikke kun, i den tidligere tid, man kan præge sin hvalp til at få en godt og trygt forhold til børn. Det også klart min anbefaling at starte til hundetræning så tidligt som muligt, når hvalpen er klar, så både hund og ejer kan lære at samarbejde og forstå hinanden,”, siger Gitte Asmann.
LÆS OGSÅ: 16 ting som små børn og hunde har tilfælles
Barn og hund: Tag altid dine forholdsregler
Selv når man har gjort sin research og indsats ordentligt, bør man dog altid tage sine forholdsregler som hundeejer og forælder.
"Selv de mest børnevenlige hunde, vi har, kan komme til at lave en bidmarkering, hvis de oplever smerte eller bliver trængt op i en krog. Sådan er det bare. Derfor bør man aldrig lade hunde og små børn være alene sammen, efter min mening", siger Anette Røpke.
Ansvaret for den gode relation og sikkerheden vil altid ligge hos fører og forælder – ikke hunden.
”Lad hunden være med i familielivet så meget som muligt, så den føler sig som en del af flokken, men lad ikke et lille barn og hund være alene. Hunden lærer noget, hver eneste gang, den er sammen med barnet, så man er selv herre over, om den knytter gode eller mindre gode ting til relationen med barnet”, siger Gitte Asmann.
Begge hundeeksperter anbefaler altid, at man installerer børnesikringslåger i hjemmet, når man har småbørn og hund.
Hund og små børn: husk børnesikring
"Sikkerhedslåger er noget alle familier med små børn og hunde bør have, så hunden har et sted at gå hen og lægge i fred, både for hundens og barnets sikkerheds skyld, siger Gitte Asmann.
Men man skal hellere tænke over at lave en god, mobil kravlegård til sit barn, end man skal tænke i at begrænse hundens adgang med døre.
”Begrænser man hunden til et enkelt rum med dør mellem hund og øvrige familie, øger man faktisk nærmere risikoen for, at hunden føler sig usikker og utryg, og at den vil associere det med barnet,” siger Anette Røpke og tilføjer:
"Tager man til gengæld de fornødne forholdsregler og gør plads til både baby og hund, kan de få et fantastisk forhold og blive hinandens bedste venner."