Hvad skal du svare, når dit barn spørger til konflikten i Ukraine? Få svar på de mest almindelige spørgsmål
Børnene har en masse tanker og spørgsmål om konflikten mellem Ukraine og Rusland. Er du også i tvivl om, hvad og hvordan du skal fortælle om sagen? Her får du ekspertens svar til de mest almindelige børnespørgsmål.
Konflikten mellem Ukraine og Rusland har efterhånden stået på et stykke tid, men i nat tog det en ny drejning, da Rusland invaderede nabolandet. Det går ingens næse forbi - heller ikke børnenes nysgerrige og bekymrede næsetippe.
Men sagen er meget indviklet, og det kan være svært nok som voksen at hitte rede i, hvad der er op og ned. Vi har derfor stillet nogle af børnenes kloge spørgsmål videre til Claus Mathiesen, lektor ved forsvarsakademiet, som hjælper dig med, hvad du kan fortælle, når dit barn søger svar.
Hvorfor er der overhovedet krig?
"Det handler om, at ukrainerne gerne vil arbejde mere sammen med os i Europa og USA, men det vil Rusland ikke have, at de gør."
Kommer der krig i Danmark?
"Det behøver man ikke være bange for. Denne her krig handler om Ruslands vilje til at bestemme over Ukraine, så det har ikke direkte noget med Danmark at gøre."
LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit særligt sensitive barn
Hvad kan det komme til at betyde for Danmark, at der er krig i Ukraine?
"Hvis Rusland får sin vilje i Ukraine, så kan det komme til at betyde, at vi skal være mere klar til konfrontation med Rusland og altså bruge lidt flere af vores penge på militæret – alt efter hvad politikerne beslutter. Og det kan jo komme til at påvirke os alle sammen, fordi hvis vi bruger flere penge på militæret, så har vi færre penge til andre ting."
Hvorfor har Putin så meget magt?
"Det har han, fordi de i Rusland har en grundlov – ligesom i Danmark – og den er indrettet sådan, at præsidenten bestemmer rigtig mange ting. Han bestemmer blandt andet, hvordan de skal opføre sig over for andre lande, men han bestemmer også lovene i Rusland. Derfor er det så vigtigt, hvad Putin siger og gør, og det er vi nødt til at følge med i."
Kommer Putin til at smide atomvåben?
"Nej, det kan jeg slet ikke forestille mig."
Hvorfor kommer man ikke bare Putin i fængsel?
"Det er et godt spørgsmål. Det kræver, at Putin har gjort en så alvorlig forbrydelse, at man finder det nødvendigt at arrestere ham. Og så skal der også være nogen, der kan gøre det. Jeg kan ikke forestille mig, at hvis Danmark for eksempel bad om at få Putin sendt til hertil for at anholde ham, så ville vi bare få ham herover. Og man kan heller ikke bare sende nogen over for at hente ham, så det er slet ikke så let."
LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit introverte barn
Hvad kommer det til at betyde for resten af verden?
"Resten af verden er meget stor. Først og fremmest kommer det til at betyde noget for den del af Europa, som vi hører til, og også for USA, som vi arbejder sammen med. Sammen med USA vil vi holde meget øje med Rusland og Putins lyst til at være uvenner med os. Helt konkret kan det måske komme til at betyde lidt dyrere varme- og gasregning, fordi det køber vi normalt hos Rusland. Men det arbejder Danmark på at begrænse, også fordi det er bedre for klimaet."
Hvad er krig?
"I gamle dage var det bare, at man tog en kølle og slog den anden med. I dag er det meget mere indviklede våben, man bruger. Krig i dag er ikke kun folk i kamp, det kan også være noget, der hedder informationskrig og internetkrig, hvor man forsøger at ødelægge den andens computere og systemer."
Hvorfor kæmper befolkningen i Rusland ikke imod?
"Jeg er ikke sikker på, at der er så mange i befolkningen, der er så vrede på ham, at de kunne finde på at gøre modstand. Men hvis nogen skulle ønske det, så er det meget svært i Rusland, fordi politiet holder så meget øje med befolkningen, at de næsten ikke kan nå at starte en kamp, før de bliver stoppet af politiet."
Hvordan beskytter menneskene sig i Ukraine?
"Ukraines soldater prøver at forsvare landet så godt, de kan. Befolkningen forsøger at komme i sikkerhed. Der er blandt andet lavet beskyttelsesrum, som de kan gemme sig i."
LÆS OGSÅ: Sådan taler du med dit barn om konflikten i Ukraine
Hvorfor flygter alle ikke bare fra Ukraine?
"Nogle synes måske, at det er fejt at flygte, og at de hellere vil blive tilbage og kæmpe for deres land. Og så er der også en del, som nok slet ikke har mulighed for at flygte. Der er mange mennesker i Ukraine som ikke har en bil, eller hvor en togbillet ville være meget dyr. Og så er de jo også glade for at være der, hvor de bor. De har hus, have og måske kæledyr, som de ikke vil efterlade."
Hvor flygter folk hen, hvis de flygter?
"De fleste flygter mod vest, og mange kommer først til Polen, som ligger lige ved siden af Ukraine."
Hvorfor hjælper vi ikke bare i Danmark og tager imod mange flygtninge?
"Det tror jeg også, Danmark gerne vil. Og det kan godt ende med at blive til en del flygtninge, fordi nogle flygter fra selve krigen, men der er bestemt også nogle, der flygter fra udsigten til det, der kommer bagefter. Altså hvis Rusland nu vinder, så vil de bestemme alting i Ukraine, og det er der rigtig mange ukrainere, der ikke vil være med til."