”Min datter er meget fremme i sin udvikling og har svært ved at lege med jævnaldrende”
Hvad gør man, når ens datter er så langt fremme, at hun har svært ved at få startet en god leg? Få psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard bedste råd her.
“Min datter er meget fremme i sin udvikling, så når hun møder andre på sin alder, er de bare slet ikke samme sted. Det gør det svært at få startet en god leg.”
– Simone
Eksperten råder til at tage en snak med barnet
Udfordringen er klassisk op igennem barn- og ungdom, hvor børn tager deres udviklingsryk på forskellige tidspunkter og ikke nødvendigvis følges ad hele vejen.
Hjælp barnet med at finde en fællesnævner mellem hende og vennerne. Hvilke lege fungerer bedst mellem dem?
Find sammen frem til helt konkrete aktiviteter og digitale spil, som de jævnaldrende og barnet kan mødes omkring på samme måde som søskende og kammerater i andre sammenhænge sagtens kan lege på tværs af alderstrin.
Tag også en snak med barnet om, hvad der er svært i forhold til at lege med jævnaldrende.
Keder hun sig sammen med dem, eller føler hun sig hægtet af og udelukket fra deres fællesskab? Er det hende, der trækker sig, eller lukker hun selv de andre ude?
Hvis I får det klarlagt, kan I bedre finde en god løsning.
En af dem kan være at give barnet mulighed for sideløbende at gå til aktiviteter som dans, kor og tegning, hvor hun kan være sammen med ældre børn og måske være heldig at få noget af det, hun savner i andre relationer.