Jeg frygter, at min kæreste ikke vil have børn
Min kæreste vil muligvis ikke have børn i fremtiden, men det vil jeg, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kæreste der ikke vil have børn
Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år. Jeg ser en fremtid med ham, og vi har det godt sammen. Problemet er, at vi ikke taler om vores fremtid. Vi lever i nuet, og for mig føles vores forhold stadig nyt og spændende. Dog har jeg lagt mærke til, at min kæreste tit nævner, at han ikke vil have børn.
Jeg ved godt, at det er tidligt at planlægge børn og familie, når vi kun er i starten af 20’erne, men jeg er også bange for at bruge mange år på at være sammen med en kæreste, som muligvis slet ikke vil have børn. Jeg er ikke selv sikker, men jeg udelukker i hvert fald ikke børn, og tanken om at få børn med ham gør mig faktisk glad indeni.
Han siger, at lige nu er han 90% sikker på, at han aldrig vil have børn, og det skræmmer mig. Jeg spurgte ham, om han ikke ville kunne ændre mening i fremtiden. Han svarede, at han ville tage stilling til det om fem års tid.
Jeg er nu bange for at blive i et forhold, hvor jeg ikke ved, hvad han egentlig vil. Skal jeg se, hvad der sker? Eller er det en udfordring, som jeg godt kan insistere på, at vi får talt om?
- Amalie
Vibeke Dorph råder til at tale ærligt om fremtidsplaner
Selvfølgelig skal du tale med din kæreste om dine fremtidsspekulationer, lige som du skal kunne tale med ham om alt andet, der måtte ligge dig på sinde. For er din kæreste en gedigen og langtidsholdbar af slagsen, så vil han naturligvis respektere, at du og det, der er dig, skal have lov til at fylde præcis lige så meget som hans behov og ønsker.
Kan eller vil han ikke det, så fortæller det, at han er en lille smule egoistisk og i hvert fald ikke har dine behov for øje. Jeg bryder mig heller ikke om, hvis du i de kommende år skal stå med hatten i hånden og vente på, at han måske eller måske ikke bliver parat til at tale (børne)fremtid med dig.
Det vil sætte dig i en underlegen situation, hvor du er alt for afhængig af hans luner. Nu ved jeg godt, at det ikke er lige nu, projekt børn er på tapetet, men derfor er det da helt i orden, at du insisterer på at tale om, hvad du har af ønsker for din fremtid.
For dit liv er dit, og du kan lige så godt øve dig i at stå op for dine egne ønsker og behov. Skulle din kæreste stejle over, at du gør det, så tager han dig ikke alvorligt som menneske, og så skal du nok alligevel se dig om efter en anden mand, som du kan skabe den fremtid, som du ønsker, sammen med.