Brevkasse Min datter er ligeglad med at lære

Skole

Har du et spørgsmål om dit barns skole? Spørg Janne Clevin, som har været folkeskolelærer i over 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af alle tiders børneven, Jørgen Clevin.

Kære Janne,

Min datter går i første klasse og fungerer godt socialt i klassen. Til gengæld viser hun endnu ikke den store interesse for at lære at læse og skrive. Hun kan skrive sit navn og helt små ord, men kan endnu ikke alle alfabetets bogstaver.

Vi har hidtil fået at vide, at vi bare skal slappe af og se tiden an, men hvornår skal vi forvente, at interessen for at lære faglige ting dukker op? Og hvordan kan vi motivere hende? Vi har allerede forsøgt med alderssvarende opgavehæfter, men hun mister interessen, hvis hun ikke kan løse dem efter to minutter.

Hun kan ellers sidde i timevis og tegne og har heller ikke problemer med at fordybe sig i leg og fritidsinteresser. Kan vi gøre noget for, at hun bliver mere interesseret i skolen?

Med venlig hilsen

Maja

Kære Maja,

Mit råd til jer er, at I tager den lidt med ro. Børn kan ikke per automatik få en interesse for skolen. Din datter får interessen, når hun kan se et formål med det. Måske kunne I gøre brug af hendes mange tegninger til en start. Måske er der en masse gode historier i de tegninger. Lad hende fortælle om tegningerne, og hjælp hende med at skrive historierne ned.

En anden måde at motivere på er at opleve noget sammen og bagefter gå hjem og tegne, skrive og fortælle andre om det. Måske vil de i skolen synes, det er spændende at høre og se, hvad hun har oplevet og tegnet fra oplevelsen.

Læs en masse børnebøger og foreslå eventuelt, at I sammen kan lave en bog, som de i skolen kan få læst op. Jeg er klar over, at mine forslag ligger på grænsen til manipulation, men det hjælper, og jeres datter vil synes, det er hyggeligt samtidigt med, at hun vil nyde at samarbejde med jer.

Held og lykke

Janne Clevin

Dårligt indeklima

For at dit barn skal kunne lære, er der masser af faktorer, som skal være i orden. En af dem er uhyggeligt banal: Der skal være frisk luft i lokalet. Det er der desværre ikke på rigtig mange skoler. En undersøgelse fra Skole og Samfund fra 2008 viser, at over halvdelen af de danske skoler oplever problemer med indeklimaet med manglende koncentration, irriterede øjne og slimhinder, kvalme, svimmelhed, hovedpine og unaturlig træthed til følge.

Kilde: Magasinet Skolebørn

Bedre til at undervise

Dit barns lærere skal selvfølgelig kunne deres lille tabel på fingrene og være ferme til at sætte kommaer. Men endnu vigtigere er det, at hun kan give din dreng smag for litteratur og din datter blod på matematiktanden. Det skriver Kommunernes Landsforening i deres nye udspil om folkeskolen.

Kilde: metroXpress

Vidste du…

At danske lærere i gennemsnit underviser 14 timer og 20 minutter om ugen? Det viser en ny undersøgelse. Resten af arbejdstiden går blandt andet med møder, skole-hjemsamarbejde, forberedelse og elevplaner.

Kilde: Politiken

Gyserlæsning

Hvor god er dine børns skole til at forberede dem til det samfund, de skal leve i? Ikke ret god, hvis man skal tro professorerne Steen Hildebrandt og Per Firbæk Laursen. I bogen ’Når klokken ringer ud’ kritiserer de to forfattere blandt andet dagens folkeskole for at være alt for bundet op på det gamle industrisamfund, som vi ikke lever i mere. Selvom bogen er skrevet til ledere i det offentlige, er der masser af inspiration at hente, også for forældre – d’herrer nøjes nemlig ikke med at kritisere, de kommer også med løsninger!

Når klokken ringer ud – opgør med industrisamfundets skole, af Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen. Gyldendal Public. Pris 250 kr.

Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang?

Mail til: skole@juniormag.dk Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.