Min papsøn ødelægger vores familie

Min papsøn ødelægger vores familie

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Faktaboks

Hænger din datter med næbbet? Mangler din søn selvværd? Og er du usikker på, hvordan du bedst hjælper dit barn til at blive glad og selvstændig, så kan psykolog Margrethe Brun Hansen helt sikkert give dig en hjælpende hånd.

Har du et spørgsmål om børnepsykologi, så skriv til psykolog Margrethe Brun Hansen på psyk@juniormag.dk

OBS! Juniors redaktion udvælger hver måned spørgsmål til besvarelse. Eksperten svarer altså IKKE på alle spørgsmål, men kun de udvalgte.

Spørgsmål:

Hej Margrethe,

Jeg skriver til dig, fordi vi har et problem i vores familie, der tæller min 6-årige datter Sofie, min kæreste Michael, hans 10-årige dreng Jonathan og mig Katja. Det drejer sig om Jonathan. Han bor hos os hver anden uge, og det er begyndt at blive sådan, at jeg nærmest bliver i dårligt humør, dagen før han kommer. Det kommer nok til at lyde meget som noget brokkeri, men jeg aner virkelig ikke, hvad vi skal stille op.

Jonathan har altid haft problemer i skolen. Han kommer i konflikt med de andre børn, og en gang blev han sendt hjem i 14 dage. Michael og hans eks valgte så at flytte ham til en ny skole. Det gik også bedre et stykke tid, men han får skrevet hjem hver uge, at han har været i slåskamp, har svaret igen eller andre ting. Der er også problemer hos moderen, og Michael og hun har været til børnesagkyndige samtaler i Statsforvaltningen. Jonathan har slået og skubbet mig, så jeg faldt, en dag, hvor Kenneth ikke var hjemme. Jeg tør ikke lade ham være alene med Sofie, da jeg har oplevet, at det pludselig slår klik for ham. En dag jeg passede naboens 2-årige dreng, opdagede jeg, at Jonathan sad og hev i hans fingre. Jeg blev forskrækket og sagde; ’Hvad laver du?!’ Han svarede: ’Ikke noget. Men hvis jeg ville, kunne jeg brække hans fingre!’ Den lille dreng blev selvfølgelig ked af det. I forholdet til sin far er han sygeligt jaloux. Hverken Sofie eller jeg kan have en samtale med Michael, uden han blander sig eller stiller sig ind foran. Han har ikke rigtig nogen venner, for de andre børn trækker sig, når han bliver voldsom. Han er også dårlig til at aktivere sig selv og går rundt og keder sig. Uanset hvad vi foreslår ham at lave, siger han nej. Vi prøver at arrangere legeaftaler, men de ender ofte i konflikter. Jeg vil så gerne have en familie, hvor der er plads til alle, og hvor vi kan føle os trygge. Vi har snakket om at få en lille mere, men jeg er nervøs for, hvordan Jonathan vil reagere over for et nyt familie-medlem.

Kan du hjælpe os med at se nogle ting, vi ikke selv har øje på, og som kan hjælpe Jonathan til at få det bedre med sig selv og få mere ro?

Katja

Se svaret på næste side>>

Svar:

Kære Katja

Først skal du vide, at jeg ikke opfatter dit brev som brokkeri, men som et meget ærligt og ansvarsfuldt brev, hvor du beretter, hvordan det er at være stedmor til Jonathan på 10 år. Med en skilsmisse følger nye forhold: Far og mor får nye kærester til glæde for den voksne, men ikke altid for barnet. Det skaber problemer forældre og barn imellem, og de problemer træder tydeligt frem, når den nye kæreste flytter ind. Børnene ændrer pludselig adfærd. De kan blive aggressive, føle sig udenfor, jaloux og spille de voksne ud mod hinanden og nægte at samarbejde. Men ofte fortager disse symptomer sig, efterhånden som stedforælderen får dannet følelsesmæssige bånd til barnet.

Jonathan har nok nogle af de nævnte symptomer – jalousi og vrede – men han har jo ikke ændret adfærd. Han havde jo de samme problemer, før forældrene blev skilt, og jeg får en utrolig ømhed for den lille dreng, der i den grad har svære personlighedsmæssige problemer, som hverken skolen eller forældrene har handlet på. I stedet for at blive hjulpet er han i den grad blevet straffet, afvist og stemplet som umulig. Så der er ikke noget at sige til, at han også selv begynder at straffe og afvise alt og alle.

Jonathan skal have hjælp, og det er fuldstændigt ansvarsløst, at en lærer handler ved at sende ham hjem og skrive uge efter uge, hvor ’forfærdelig’ han er. En lærer skal vide, at børn med den slags problemer som Jonathans har brug for hjælp, og han eller hun skal indkalde til et møde med forældrene og skolens psykolog. På det møde skal man prøve at finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe ham.

Så mit råd er, at du får Michael til at forstå, at hans søn har det dårligt, og at han skal have hjælp nu. Michael og hans ekskone må sammen bede skolen om hjælp. I kan også selv kontakte PPR (Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning) i kommunen. Endelig kan I kontakte jeres læge, som vil kunne henvise til en børnepsykolog.

Jeg håber, at du kan få Michael og hans ekskone til at handle, for det er helt urimeligt, at I skal leve på denne måde.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen