Vibeke Dorphs brevkasse

Min umodne og uansvarlige veninde vil have et barn

Jeg er bekymret for min umodne veninde, der pludselig gerne vil have et barn alene, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om bekymring for venindes beslutning

Jeg skriver, fordi jeg er bekymret for min veninde. Vi har kendt hinanden siden børnehave og altid været tætte.

I al den tid, jeg har kendt hende, har hun aldrig haft styr på sin økonomi og altid nasset på andre. Hun har en stor gæld til sine forældre, fordi de låner hende penge, når hun ikke har arbejde. Hun har aldrig haft en kæreste eller kunne holde på et job, og hun storryger og fester hver weekend.

Min veninde er i øjeblikket arbejdsløs, men sygemeldt med stress, selvom jeg ikke forstår, hvad hun skulle være stresset over. Nu har hun besluttet, at hun vil i fertilitetsbehandling for at få et barn, og det bekymrer mig. For jeg kan ikke se, at det er særlig smart, at hun får et barn med den livsstil, hun har.

Jeg har prøvet at tale hende til fornuft og sagt, at det nok ikke er lige nu, at hun skal tænke på at få et barn alene. For jeg har selv børn og ved, hvad det kræver, også selvom jeg har en mand, der tager sin del af slæbet.

Min veninde vil slet ikke lytte på mig, men er bare desperat efter at få et barn, som om det vil løse alle hendes mange problemer. Jeg er stærkt bekymret og bange på både hendes og det kommende barns vegne, for lige nu synes jeg ikke engang, at hun er i stand til at tage vare på sig selv.

Jeg forstår ikke, hvorfor hendes egen familie ikke griber ind? Er jeg virkelig den eneste, der kan se problemet? Hvad gør jeg? Skal jeg sige noget eller blande mig helt uden om?

- Merethe

Vibeke Dorph råder til at blande sig udenom

Pas på med at skælde for meget ud, når du forsøger at afskrække din veninde i at få et barn, for råber du, så hører hun kun din vrede og ikke det, du forsøger at sige til hende. Nemlig dine kloge ord om, at det ikke løser alle ens problemer, hvis man får et barn.

Man bliver ikke mere hel, man bliver ikke mindre ensom, og alle ens øvrige problemer forsvinder heller ikke af sig selv. Tværtimod, det er et hårdt arbejde, et arbejde, som det ganske rigtig lyder til, at din veninde ikke helt er parat til.

Jeg kan dog godt frygte, at ligegyldigt hvor pædagogisk, du går frem, så vil du fortsat tale for døve ører. For ingen af os ved jo, hvordan det er at få børn, før vi har fået dem. Vi har således ofte store og naive forventninger til det – det gjaldt i hvert fald for mig selv – det gælder tydeligvis også for din veninde.

Derfor, forvent ikke de store resultater af dine anstrengelser og døm hende heller ikke for hårdt. Hun er jo på trods af alle sine fejl og mangler også blot et menneske med mål og drømme for sit liv.

Vælger hun derfor at få barnet, så beslut dig til, hvor meget du vil blande dig i det. Du lyder nemlig som en omsorgsfuld og ansvarsbevidst kvinde, og jeres slags kommer ofte i klemme med typer som din veninde. For I har det med at komme til at overtage et ansvar, som andre helst selv skal lære at tage

Derfor synes jeg, at du med god samvittighed godt kan overveje, om du skal blande dig helt udenom, så du ikke bliver slidt ned, og så din veninde i stedet selv lærer at tage sit ansvar som mor på sig. Det kan jo sagtens ske, at hun lærer det. Jeg kender i hver fald masser af umodne mennesker, der blev voksne og fornuftige på rekordtid, da de fik børn, så lad os håbe det bedste.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.