Brevkasse Skal privatskole lave elevplaner?

Skole

Har du et spørgsmål om dit barns skole? Spørg Janne Clevin, som har været folkeskolelærer i over 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af alle tiders børneven, Jørgen Clevin.

Hej Janne,

Min søn går på privatskole. Det er ikke en skole med specielt vægt på religion eller en særlig pædagogik, men blot en skole, der går meget op i det boglige. Forleden talte jeg med min veninde, hvis to piger går på kommuneskole. Hun fortalte om deres skoles arbejde med elevplaner, og det lød faktisk som et meget godt værktøj til at sætte nogle mål for det enkelte barns udvikling. Indtil da havde jeg kun hørt om elevplanerne fra medierne, og her lød det mere som noget bureaukrati, som lærerne helst ville være fri for. Men på min venindes skole er både lærere og forældre altså rigtig glade for dem. Mit spørgsmål er nu: Hvordan kan det være, at en privatskole som min søns ikke skal lave elevplaner? Er de ikke underlagt den samme lovgivning som kommuneskolerne? Jeg ville også blive glad, hvis du ville fortælle lidt generelt om elevplanerne, så jeg måske kan foreslå det på skolen. Hvornår på året skal de laves, og hvad skal de indeholde? Hvad sker der, hvis en elev ikke når sine mål? Og er man som forælder med til at definere målene?

Kærlig hilsen

Elisabeth

Kære Elisabeth

Undervisningsministeriets krav om udarbejdelse af elevplaner gælder kun elever i folkeskolen. Årsagen hertil kender jeg ikke. De eneste krav, der stilles privat- og friskoler er, at undervisningen står mål med, hvad der kræves i folkeskolen. Lærerne på en privatskole er åbenbart selv herrer over, hvordan de evaluerer og sætter mål for deres elever. Der er ikke noget til hinder for, at en privatskole indfører elevplaner som evalueringsværktøj, og du kan jo som forælder på din søns skole foreslå dette. Det er den enkelte kommunalbestyrelse i en kommune, som afstikker reglerne for udfærdigelse af elevplaner, så der kan være stor forskel på, hvordan det gøres fra kommune til kommune. Ydermere er det skolebestyrelserne på de enkelte skoler, der fastsætter principper for anvendelse af elevplanerne, og endelig er det skolelederen, der fastlægger, hvordan arbejdet med elevplanerne tilrettelægges. Derfor kan der forståeligt nok være rigtig stor forskel på, hvordan det gøres fra skole til skole landet over. Men generelt om planerne kan jeg fortælle, at:

• Alle elever i folkeskolen løbende skal have en skriftlig elevplan.

• Elevplanen skal indeholde oplysninger om resultaterne af den løbende evaluering af undervisningen i alle fag.

• Elevplanen skal regelmæssigt udleveres til elevens forældre.

• Elevplanen skal styrke samarbejdet mellem skole og hjem. Den indgår i den regelmæssige underretning af eleven og forældrene om udbyttet af skolegangen.

• Elevplanen skal indeholde oplysninger om beslutninger, der er taget med hensyn til at følge op på resultaterne af evalueringen, herunder opfølgning på resultaterne af tests i udvalgte fag og på bestemte klassetrin, samt om eventuelle aftaler om forældrenes og elevens medvirken til, at eleven når de opstillede læringsmål.

På min skole må vi lærere selv bestemme, hvornår på året elevplanen offentliggøres. I min klasse har lærerne vedtaget, at det er mest hensigtsmæssigt at gøre det i efteråret, da planen indeholder mål, som både elever, forældre og lærere skal arbejde efter. Vi evaluerer derefter, om de opstillede mål er nået på næste skole/hjem-samtale i foråret.

Du spørger, hvad der sker, hvis en elev ikke når de opstillede mål. Der sker intet, og jeg må da indrømme, at vi ofte må fastsætte de samme mål for en elev år efter år. Min klasses forældre har indflydelse på, hvilke områder af de obligatoriske, de synes, deres barn skal give sig i kast med først. Dette sker ved vores skole/hjem-samtaler to gange årligt.

Vil du vide mere, kan du gå ind på www.uvm. dk og skrive elevplaner i søgefeltet. Herefter kommer en masse kloge udsagn frem både for og imod elevplaner.

Venlig hilsen

Janne Clevin

Vidste du…

At hver fjerde ulykke med cyklister sker i mørke? Så her i de mørke måneder skal der lys på cyklen og reflekser i hjulene. Tjek dit barns cykel for:

• Forlygte + baglyste

• Hvid refleks foran + rød refleks bagpå

• Gule reflekser i pedalerne

• Gul refleks i hvert hjul eller hvid refleksstribe på dæk/fælg

Kilde: Dansk Cyklist Forbund

Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang?

Mail til: skole@juniormag.dk Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.