Buttenschøn fandt ro i provinsen

Vinterdisen ligger som en doven og kold dyne over det sønderjyske landskab ved landsbyen Broager tæt ved Sønderborg. Bag tågen over Flensborg Fjord er Tyskland krøbet i skjul, men inden døre hos familien Buttenschøn er der både varme og globalt udsyn.

Familien tæller foruden far Thomas og mor Cana sønnerne Peter på seks måneder og Jens på tre et halvt år.

Køkkenalrummet i huset på skråningen er indrettet med plads til det liv, der skal leves i en familie med to små børn.

I hjørnesofaens dynge af puder stikker en enkelt frem med teksten Family (fam’a-le) noun; a group of people who rely on each other in common love, support and comfort.

Siden Cana og Thomas Buttenschøn flyttede til Sønderjylland for to år siden, er der sket meget: Thomas har indspillet en ny plade, parret har fået en søn mere, og en ny karriere tegner sig for Cana.

Den svære morrolle

Men det var ikke for at få ro og luft til alt det, at familien i efteråret 2012 flyttede fra stenbroen.

– Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det var noget med økologi og selvforsyning – noget med at flygte fra storbyens jag til idylliske, landlige omgivelser. Men sådan var det ikke. Det var bare noget helt gammeldags som kærlighed, der gjorde udslaget, fortæller Thomas, der, selv om han var noget betænkelig ved det, sagde ja, da hans kone foreslog flytningen.

– Jeg elsker jo København, men jeg elsker Cana mere.

LÆS OGSÅ: ”Folk ringede og spurgte, om jeg skulle dø”

Der var da heller ingen tvivl, om, at der skulle ske noget, for Cana trivedes dårligt i København – i sin nye rolle som mor.

Efterhånden begyndte hendes krav til sig selv og forventninger til familielivet at stå i vejen for parforholdet.

– Jeg havde virkelig svært ved at finde mig selv i morrollen dengang. Det er fuldstændig overvældende, hvad sådan et barn gør ved livet, så i begyndelsen var det virkelig svært at være mig. Det var svært at være i parforhold med mig og i det hele taget være i nærheden af mig, fordi der var den der stærke relation mellem Jens og mig og samtidig en masse frustrationer, jeg ikke helt vidste, hvor kom fra. Spelttankegangen var virkelig ekstrem dengang, fortæller Cana.

Thomas nikker indforstået. Han har hørt om de frustrationer mange gange før. Eller måske nærmere hørt på dem, for at være helt præcis.

– Alle Canas frustrationer kom jo efterhånden til at omhandle mig, og derfor endte det også med, at vi sadlede om, fortæller Thomas.

For eksempel var det en evig kilde til frustrationer, at Thomas arbejdede hver weekend, mens Cana havde vagt hver anden weekend, og konstant var på jagt efter pasning til lille Jens, mens hun bare havde lyst til at fordybe sig i sin baby, hvilket hun så gjorde 100 procent, når hun havde fri.

– Især i starten kunne jeg føle mig ret overflødig. Ligegyldig, faktisk. Samtidig var det virkelig svært at se på, hvor godt det fungerede mellem Cana og Jens. Man har jo en forventning til, hvordan det vil være at blive forældre, men den holdt bare overhovedet ikke. Før var det mere sådan: Ego, ego, ego. Og pludselig skal man til at acceptere, at det hele ikke handler om mig. Det var svært. Men efterhånden har jeg lært at forlange at få en rolle – og Cana har lært at give lidt fra sig, siger han og smiler til Cana med milde øjne under det vilde hår.

LÆS OGSÅ: Thomas Buttenschøn: Troede hiv ville gøre mig barnløs

– Det var et chok at blive familie, funderer Cana, der efterhånden nåede frem til en konklusion af, at hun havde brug for nærmiljø, netværk og ro til at finde sig selv som mor.

Derfor sagde hun sit job som jordemor op, og familien skiftede lejligheden på tredje sal i Indre København ud med et hus og flyttede til Broager. Tilbage til Broager for Canas vedkommende, for her er hun selv vokset op, og her bor resten af hendes familie.

Læs mere på næste side…

Skrækslagne Thomas

Helt den samme følelse af at komme ‘hjem til rødderne’ havde Thomas ikke. Langt fra. Med rødder i både Zambia og Danmark er han vokset op på Odderkanten lidt syd for Aarhus, men var egentlig faldet rigtig, rigtig godt til i det københavnske musikmiljø.

– Jeg var bange for at flytte, bange for, at vi ikke skulle finde hinanden igen. Rent ud sagt, så var jeg skrækslagen for at flytte fra København, og i dag savner jeg næsten ikke byen, fortæller han.

Det hjalp på Thomas’ flytteskræk, at han allerede var rigtig gode venner med sin svoger Lars, der bor i Broager sammen med sin familie.

– Jeg syntes også, det var ret svært i starten, men i dag har jeg det sådan, at jeg kan bo overalt, når bare jeg er sammen med min familie. Jeg rejser 150 dage om året, og når jeg er hjemme, vil jeg bare gerne være sammen med Cana og drengene, tilføjer han. Uanset hvor det så er.

Ret hurtigt blev familien integreret i den lille sønderjyske by og indgår nu i et lokalsamfund, hvor folk holder øje med hinanden på en god og kærlig måde. Selv sproget er ingen´hindring længere.

– Det geh’ naw so fin’! slår Thomas fast med ægte sønderjysk schwung. Han sidder i sofaen og gynger seks måneder gamle Peter frem og tilbage i sin hængende vugge.

Imens er Cana og Jens i gang med at bygge en togbane på gulvet i stuen. De taler om forskellen på de små krumme og de store krumme skinner – at man skal bruge den samme størrelse, hvis man vil bygge en rund togbane.

Nyt job blev vendepunktet

Frisk luft på landet

Spørger man Cana og Thomas, om det så er bedst at bo på landet frem for i byen, er svaret ingen af delene.

– Når man flytter fra noget, så flytter man jo også til noget, siger Cana. Nogle af vores venner sagde ‘hvordan tør I?’, dengang vi flyttede, men jeg havde det mere sådan: Vi tør ikke lade være. Der var dog også mange, der sagde til os, at det ville blive helt fantastisk at flytte i hus. Man åbnede døren, og så kom den friske luft ind, og jordbærrene var altid røde. Det mærker vi nu ikke så meget til, for vi elsker at være inden døre og hygge os, ler hun og påpeger, at et familieliv i en lejlighed i byen med en dejlig gård, hvor der er andre familier, kan være en lige så fin boform.

Læs mere på næste side…

Fremtidsdrømme for mor og søn

København fra en sofa

Selv om Thomas som musiker i princippet er uafhængig af, hvor han bor, skete der alligevel et skifte i hans musikkarriere, da familien flyttede til Sønderjylland.

– Da vi flyttede til Broager, slog jeg op med alle dem, jeg plejede at arbejde sammen med. I dag tager jeg rundt alene med min guitar og synger, spiller og holder foredrag. Det handler meget om, hvilke værdier jeg gerne vil forfølge. Min nye plade handler om nogle rigtige ting – lidt tungere emner, som jeg er alene om at forholde mig til, forklarer han, uden at det dog skal lyde som et totalt brud med alle tidligere kolleger. Bandet er bare parkeret i garagen, som han kalder det.

– Jeg har altid haft det sådan som artist og kunstner, at jeg kan lide at arbejde alene i perioder, tilføjer han.

– Når jeg kommer til København for at spille nu, er det faktisk lidt underligt at være der. Lidt som dengang jeg var helt ung musiker. Jeg sover tit på en sofa hos nogle venner, og vi sidder og drikker te og kaffe hele natten og taler sammen. Det er virkelig hyggeligt. Det med te og kaffe er i øvrigt noget nyt, i forhold til dengang vi var helt unge, hvor vi ikke havde job, der skulle passes igen næste dag, ler han.

Ordentlighed, tolerance og gavmildhed

Hvilke værdier er det så, der skal forfølges både i karrieren og familielivet? Hvad er det for prioriteter, Jens og Peter skal vokse op med?

– Det vigtigste for os er, at kærligheden er tydelig. At der er en ordentlighed over for hinanden i alt, hvad vi gør. Børn skal lære at være gode ved andre mennesker, uanset hvordan man ser ud, taler, eller hvem man er. De skal lære at acceptere mangfoldigheden, siger Cana, og fortæller, hvad hun mener med ordentlighed:

– Mine forældre har altid ladet mig være kompetent, og det er mine børn også. Når man siger noget, skal man høres, uanset hvor gammel man er, slår hun fast.

LÆS OGSÅ: Anne Katrine Bondo: “Jeg er en af dem, der har siddet og tudet i bilen foran vuggestuen”

Hendes mand uddyber:

– De vigtigste værdier er tolerance, forståelse og accept. Accept af, at andre mennesker ikke altid tænker som en selv. Verden bliver mindre og mindre: Zambia, Los Angeles, København og Broager rykker tættere på hinanden, og det gør, at vi er nødt til at nedbryde fordomme og tabuer, siger han.

Med sig i bagagen fra barndomshjemmet har han et syn på verdens materielle goder, der er en ægte hippie værdig.

– Jeg har lært hjemmefra, at det hele ikke handler om materielle værdier. Hvis man har noget, så skal man give. Omstændighederne er ikke vigtige, det er kernen, det handler om! Så sent som i går ringede min far til mig, og spurgte, om jeg ville have nogle penge, han for nylig havde arvet. Men jeg har jo min familie, så jeg behøver ikke mere. Derfor sagde jeg naturligvis nej tak, siger Thomas.

Læs mere på næste side…

En hyldest til forfædrene

Lille Peter er vågnet af sin lur, og kommer op til sin far igen.

– Må jeg godt få lov til at spille på Ipad’en? spørger Jens Cana med et smil.

– Nej, Jens, for det er ikke weekend endnu. Det er det først i morgen, siger Cana. Det var forsøget værd, men Jens accepterer alligevel afslaget.

Begge drenge har deres navne efter familiemedlemmer.

– Min biologiske far hed Jens, og jeg har altid ønsket mig at kunne opkalde min søn efter ham, fortæller Thomas om den far, der døde af aids, da han selv var otte år gammel. Året efter døde Thomas’ mor.

Selv er Thomas en af de over 5.500 danskere, der lever et fuldstændig normalt liv med hiv. Dog er han nødt til at tage medicin resten af sine dage mod et virus, der, ifølge ham selv, mest er skadeligt, når det kommer i forbindelse med – ikke kropsvæsker – men uvidenhed og fordomsfuldhed.

– Faktisk hedder min anden far Peter, men samtidig er Peter et navn, som er meget brugt i Canas familie, så hun har altid ønsket sig en søn, der hedder Peter, fortsætter han.

I begyndelsen havde Cana det dog lidt mærkeligt med at opkalde Peter efter en nulevende person. Men Thomas har det lige modsat.

– Jeg synes da, det er meget fint at få opkaldt nogen efter sig, mens man selv lever. Det er da cool, siger Thomas.

Baby, baby

Cana rydder togbanen sammen og rejser sig fra gulvet for at

gå hen i køkkenet og lave en sutteflaske til Peter.

Thomas og Jens finder deres guitarer frem. Jens’ er af stof, så den spiller knap så rent som fars, men alligevel langt bedre end en luftguitar.

– Hvad skal vi spille? spørger Thomas.

– Baby, baby! råber Jens, og far og søn giver sig til at spille

og synge en sang, de selv har skrevet eller, rettere sagt, skriver på, for mellem versene debatterer de stadig, hvad der nu skal komme.

Baby, baby – ikke noget

Baby, baby – ikke noget, skråler de.

Baby, baby – ikke noget

og en edderkop og en bussemand, fortsætter sangen.

Jens fortsætter alene:

– Og en puhba!

– Neeej! protesterer Thomas.

– Jeg vil ikke være med til at lave en sang med en puhba!

Jens skraldgriner, og sangen starter forfra.

PS: Siden denne artikel blev skrevet, har Thomas og Cana valgt at sætte deres hus til salg og flytte tilbage til København.

– Jeg vil gerne studere, og det kan man ikke i Sønderjylland, så derfor flytter vi til København, siger Cana og fortæller, at behovet for ro og fokus på parforholdet ikke længere er det samme.

– Vi tror, vi har fået så meget styr på det, og vi har fundet ud af, at det ikke var de ydre rammer men den indre ro hos mig, der gjorde forskellen, siger hun.

Parret forventer at flytte i løbet af sommeren.

LÆS OGSÅ: Hvad er bedst for børn: Hus eller lejlighed?

LÆS OGSÅ: Trine valgte et hulter til bulter-liv frem for facade

LÆS OGSÅ: “Vi flyttede 16 gange, og jeg gik på fem forskellige skoler”