Mor-rollen

“Jeg er en af dem, der har siddet og tudet i bilen foran vuggestuen”

Tv-vært Anne Katrine Bondo fra Station 2 har blandt andet droppet at dyrke sport, for det eneste, hun har lyst til, er at være sammen med sin datter Ellen.

Hvordan har det ændret dine prioriteter i hverdagen at blive mor?

– Inden jeg fik Ellen, gik jeg til yoga, dans og løb i hvert fald tre gange om ugen. Under graviditeten havde jeg planer om at fortsætte med at være meget fysisk aktiv, og da Ellen var fire uger, meldte jeg mig ind i et fitnesscenter. Men efter at have trænet én gang på otte måneder, måtte jeg erkende, at der bare ikke er plads til sport i min hverdag lige nu – så jeg meldte jeg mig ud igen! Lige nu har jeg bare ikke lyst til, at noget af min fritid skal gå fra Ellen.

Hvilke nye følelser har du oplevet som mor?

– En ekstrem sårbarhed. Jeg er en rigtig tudemor, der både græder af glæde i de gode stunder, og hvis jeg for eksempel ser en film, hvor nogle børn har det skidt. Det kan jeg slet ikke holde ud! Jeg troede, det ville gå væk efter graviditeten, men det blev bare ved, og jeg kan hele tiden mærke den der angst for, at der skal ske Ellen noget.

– Når jeg kører i bil, ligger det hele tiden i baghovedet: ‘Hvordan kan jeg undgå, at nogen kører op bagi mig?’. Når jeg kører på cykel tager jeg – i modsætning til før – ingen chancer, for Ellen skal have en mor! Jeg er overrasket over, hvor overvældende de følelser er.

Hvordan har det påvirket dit forhold til din kæreste, at I er blevet forældre?

– Jeg har set nogle sider af ham træde utrolig meget igennem: Han er excelark-typen, der godt kan lide at få tingene skemalagt, så vi ved, hvem der klarer hvad og hvornår. Vi har fuldstændig styr på, hvem der tager hvilke nætter!

– Jeg griner af det, men det er faktisk rart, for vi slipper for en masse diskussioner. Og så er hans omsorgsfulde og kærlige side virkelig blevet forstærket. Det er fantastisk at se ham påtage sig og vokse med far-rollen.

Hvilke nye sider af dig selv har du opdaget, efter du er blevet mor?

– Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle kunne gå ud eller på arbejde igen – uden hende! Jeg kan huske, da jeg første gang var alene med Ellen og skulle i bad. Jeg havde nærmest liften med helt ud i brusebadet for hele tiden at kunne se hende.

– Det var også rigtig hårdt for mig at komme tilbage på arbejde efter barsel. Jeg havde hørt flere sige, at det var så dejligt at komme tilbage – at blive udfordret professionelt igen og bare få lov at sidde med sin kop kaffe foran skærmen. Så jeg tænkte, at sådan ville jeg nok også have det, for jeg er superglad for mit arbejde. Men adskillelsen var rigtig svær for mig i starten, og jeg er en af dem, der har siddet og tudet i bilen ude foran vuggestuen! Men jeg er vokset med opgaven og har fundet ud af, at vi godt kan undvære hinanden indimellem.

Hvordan ser du på livet i dag i forhold til før, du blev mor?

– Før kunne jeg godt få fornemmelsen af, at der manglede et eller andet i mit liv. Ikke fordi jeg bevidst gik og tænkte: ‘Når jeg får børn, bliver jeg hel’. Men efter jeg har fået Ellen, har jeg fået sådan en følelse af at ‘ta daaa – nu giver livet mening!’.

– Al den kærlighed, jeg gerne vil give videre, og som jeg får igen fra det lille menneske, er helt utrolig. De dér øjeblikke, hvor jeg for eksempel efterligner en eller anden lille bevægelse, hun gør – og så er hun fuldstændig smadret af grin. Hold kæft hvor er det fedt at opleve.