Caroline insisterer på at have frihed som mor: ”Rigtig mange kvinder bliver brugt op”

Det virker nærmest profetisk, at vi mødes lige her. I varm efterårssol, blandt morgencyklister og gadefejere, på en café, der bærer navnet Friheden. 

For forfatteren Caroline Albertine Minor, der tidligere i år udgav digtsamlingen 'Nivå Bugt Strandenge', har ikke siddet længe med sin cortado ved det spinkle cafébord, før vores planlagte samtale om kvinderoller i dag, ledes hen på netop dét – frihed. 

Ann Hjort fik knust sin drøm om et barn mere – så fik hun et råd, der ændrede alt

Da skuespiller Ann Hjort var 30 år, fik hun at vide, at hun ikke kunne få børn. Efter meget hjælp blev hun alligevel mor til en lille dreng, og lykken var stor. Men så begyndte hun at drømme om endnu et barn.

Til at være mor, til at være kunstner, til at være forelsket, til at være, ja, sig selv. 

Det er et tema, hun behandler i sine bøger, og et tema, hun forholder sig til i sit eget liv. Og det har en særlig plads i hendes forståelse af sine egen rolle som kvinde i dag, hvilket hun med fuldt overlæg spejler i digtningen, hvor hun bruger sig selv aktivt, forklarer hun. 

”Mange af digtene er skrevet i en periode af mit liv, hvor det hele var blevet vendt på hovedet. Jeg havde været igennem et meget svært brud og stod alene med to børn, med to forskellige fædre, og jeg følte, at tæppet var blevet revet væk under mig. 

Jeg skulle etablere et nyt hjem og en ny forestilling om, hvad mit liv skulle være. 

Og i samme periode forelskede jeg mig meget voldsomt i et menneske, hvilket blev en vej ud af vreden og sorgen,” siger hun og beskriver, hvordan digtene blev født som en måde at gemme og bevare den højintensitet, hun stod midt i; det på én gang smertefulde og ekstremt dejlige. 

Lidt som når man foreviger et øjebliks væren i et fotografi, bemærker hun. 

Samtidig udtrykker digtene en forelskelse, der er alt andet end enkel og mættet med sine egne nye problemer, siger Caroline Albertine Minor. 

”Når jeg bliver forelsket, glider jeg lynhurtigt ind i en rolle, hvor jeg bliver mere interesseret i den anden end i mine egne tanker og min egen virkelighed, og på den måde blev det også en fascination og en længsel efter måden, han levede sit liv på. Og han var fri.

Altså, fuldstændig fri. Han var yngre end jeg og stod ikke til ansvar for andre end sig selv – helt modsat mit cykliske, praktiske liv og det her meget tunge og også vidunderlige følelsesmæssige ansvar for børnene. 

Så han blev en slags pause fra dét og et symbol på den frihed, jeg følte, jeg aldrig nogensinde ville kunne få del i.” 

Hun misser med øjnene i det skarpe sollys, der gennembryder trækronen over cafébordene. 

”Men det er også rigtig farligt at være forelsket i frihed, for friheden er ikke kun god, hvis man er fanget i at have for mange valg eller for få forpligtelser; for få mennesker, man skylder noget. 

Hvis alle muligheder står åbne, kan man også blive paralyseret.”

Må mor være som Mumifar? 

For den 35-årige Caroline har det været en årelang proces at finde netop den balancegang, hvor hun på én og samme tid kan respektere sit behov for frihed til at fordybe sig og være mor for sine to børn.

”Hvis jeg skal opfylde den pligt, jeg føler for mine børn, uden bitterhed, er det rigtigt vigtigt, at jeg får frihed, eller plads, ind i mit moderskab. 

Det er i den balance, den ægte tilfredsstillelse og lykke ligger for mig. 

Og det seneste års tid har jeg fået den åbenbaring, at en del af løsningen er ikke at have nogen mand,” smiler hun. 

”Så jeg kan nyde mine børn, lave mine ting og få mine ideer.”

Selv kommer Caroline Albertine Minor fra en familie, hvor forældrenes roller var meget traditionelle og klart definerede. Hvor hendes mor passede børnene, og faren gik på arbejde. 

”Det er det lykkeligste ægteskab, jeg nogensinde har set, og det har været helt vidunderligt at vokse op i en familie, hvor der var så meget kærlighed mellem forældrene. 

Men det har også været forvirrende, fordi jeg langt hen ad vejen troede, at jeg ville blive som min mor, men opdagede, at jeg nok minder mere om min far af sind,” siger hun og kommer i tanke om en karakter i en af sine romaner, som har det lidt ligesådan. 

”Det er en kvinde, som bliver portrætteret lidt som en skurk, og det skurkagtige ved hende er, at hun identificerer sig mere med Mumifar og onkel Quentin i De fem-bøgerne end med deres koner. 

De her professortyper, der kommer ned til aftensmad og spiser og så går op igen og har deres egen verden. 

Traditionelt set har det jo været mandens ret at insistere på at tænke, at filosofere, frem for at sidde med børnene, og jeg tror, det kan være svært opdage og formulere det behov som mor og som kvinde. For en ting er, hvis man går i byen og kommer sent hjem og ikke dukker op til forældremøderne.

Men hvad hvis man er fjern? Hvis man er inde i sine egne tanker? Og mere interesseret i sit filosofiske projekt end i sine børn? 

Der er noget maskulint – og skamfuldt – i det behov,” reflekterer Caroline Albertine Minor og vender så pilen mod sig selv: 

”Det der med at integrere både min mor og min far i mig selv på en måde, hvor min frihedstrang aldrig går ud over børnene, men tværtimod bliver en inspiration for dem, det er mit håb og min opgave, og jeg føler stor glæde ved tanken om, at jeg kan vise især min datter en anden måde at være mor på og kvinde på, end i de forestillinger jeg selv voksede op med. 

Fordi det blev klart for mig, at jeg ikke helt passede ind i dem.”

Tina Dickow om at være mor og kunstner: Det kræver nogle gange en superwoman-kraftanstrengelse

Sanger og sangskriver Tina Dickow har tre børn på 12, 11 og otte år, og det har ændret hende mindre at få børn, end hun havde forventet – og frygtet. Det fortæller hun i ALT for damerne uge 4.

Bliv skilt! 

Vi bliver lidt ved Caroline Albertine Minors egen baggrund, for når man kommer fra en velfungerende kernefamilie, kan det være vanskeligt at acceptere skilsmissen som et vilkår, og af samme grund har det været en proces for hende at lande det sted, hvor hun står i dag. 

”Med tiden er jeg nået til den erkendelse, at vi, børnene og jeg, er fuldkomne, at vi er hele som familie, hvilket har været en kæmpe befrielse. 

Men jeg synes stadig, det er svært at skulle undvære dem, når de er hos deres fædre. Og jeg skal stadig hele tiden minde mig selv om, at de jo er hos en anden voksen, de er tæt knyttet til og har det godt. 

For så kan jeg udnytte den tid, hvor jeg ikke er ’på vagt’,” siger hun og dykker ind i noget af det, det har gjort ved hende at få børn – og være alene med dem. 

”Det har ordnet mit liv, min opmærksomhed og mine dage på en måde og efter et skema, som jeg ikke selv kan bestemme, men jeg synes, at der er noget smukt i at underordne sig andres behov og opleve, hvordan der i den pligt, det er, kan være så meget kærlighed, der løber rundt i det her lille system. 

Samtidig er der intet andet, der tester min moral så meget, fordi jeg hele tiden bliver konfronteret med mine egne behov og børnenes behov. 

Og hvordan jeg vægter dem,” siger hun og kommer i tanke om en nylig situation, hvor det blev sat på spidsen. 

Caroline var inviteret til middag på Louisiana i forbindelse med festivalen Louisiana Literature og på dagen mærkede, hvordan begge børn havde brug for hende, som hun siger – og derfor endte med at aflyse og se Robin Hood med dem på sofaen i stedet. 

Hvilket viste sig at være den helt rigtige beslutning for alle. 

”Det er blevet mere naturligt for mig at gøre det rigtige og tage de rigtige valg i forhold til børnene. Og at mærke det, så snart jeg har taget et forkert valg,” siger hun. 

Måske fordi hun ikke længere har en kompliceret voksenrelation, hun også skal forholde sig til, lyder refleksionen. 

”Jeg tror, at rigtig mange kvinder bliver brugt op, fordi det ofte er dem, der skal træffe valg og vælge mellem deres børns og deres egen behov, og hvis du er i et dårligt parforhold, der suger alle dine kræfter, så bliver de konstante krav, eller konstante valg, du hele tiden skal træffe, enormt udmattende og opslidende. 

Der er blevet talt meget om mental load, og jeg hader, når folk siger, at det ikke findes og gør grin med det. Det er bullshit. 

I alle de parforhold, jeg kender indefra, er det kvinderne, der bærer det primære logistiske og følelsesmæssige ansvar,” konstaterer hun.

”Samtidig har vi de her stærke fortællinger i samfundet om, at vi skal kæmpe for at holde fast i kernefamilien, og at skilsmissen er enormt tragisk og det værste, der kan ske. 

At den simpelthen er en dårlig slutning. Men i virkeligheden ser jeg mange, der blomstrer op efter en skilsmisse,” siger hun og indskyder, hvordan hun for sjov har haft et motto om, at folk skulle blive skilt. 

For så sker der det, at kvinderne pludselig får tom tid, som Caroline Albertine Minor kalder det. En slags tvungen frihed, hvor de ikke har ansvaret for børnene, men kan give slip – også på den kontrol, som kan være en forsvarsmekanisme og en måde at bære det store ansvar på. 

”Jeg tror ikke man skal være så bange, hvis ens parforhold ikke kan holde til, at man er fri. Hvis det går i stykker, fordi det ikke kan bære ens frihed, så lad det gå i stykker. Alternativet er, at man bliver bitter. Det er den ultimative fare.” 

Hun læner sig tilbage på stolen, stryger hænderne igennem sit lange hår og forsikrer, at hun ikke ude på at aflyse hverken parforholdet eller kernefamilien. 

Hun tror bare meget på, at man ikke skal være så bange for konsekvensen, hvis det viser sig ikke at fungere.

En lykkelig slutning 

Netop det med at turde tage konsekvensen i frihedens navn – og spørge sig selv, hvad den ideelle frihed overhovedet er –  er et tema i den roman, som Caroline Albertine Minor pusler med for tiden. 

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

”Jeg har en ide om en roman, jeg gerne vil skrive, der handler om en kvinde, som i kølvandet på en skandale forlader sin mand og forsøger at leve sit liv, som han gjorde det – frit, egoistisk og uansvarligt. 

Men fordi et sådan liv ikke for alvor er holdbart, medmindre der er nogen, der samtidig tager sig af dig og elsker dig, som hun tog sig af og elskede ham, ender hun med at give op,” forklarer hun. 

”Jeg er i det hele taget optaget af, hvordan en frihed, som ikke går ud over andre, ser ud.” uddyber hun. 

”For jeg tror oprigtig talt ikke, at det at kunne gøre præcis hvad der passer dig, når det passer dig, er svaret. Tværtimod. Det er nok nærmere noget med, at man skal være fri til at gøre det rigtige. Og ikke bare det, man helst vil.” 

Grundlæggende er Caroline Albertine Minor nu fuld af håb. På kvinder – og mænds – vegne. ”Jeg synes, der er så meget forandring af spore. 

Blandt yngre kvinder, som ikke er bange for nye slutninger og konstellationer, og blandt yngre mænd, hvor der på en anden måde er blevet plads til større tvivl og følsomhed og nogle af de kvaliteter, vi normalt forbinder med kvinden – for eksempel i forhold til at tage et stort praktisk og følelsesmæssigt ansvar, mens barnet er helt lille,” siger hun og konstaterer, at hendes største bekymring i virkeligheden gælder hendes egen generation og op efter. 

”Mange af os er stadig fanget i de fortællinger om familie, parforhold og forældreskab, som vi er vokset op med, og når man bliver presset, for eksempel fordi man får børn, er det nemt at glemme de gode intentioner og utopierne og glide ind i velkendte narrativer, forskanse sig i dem og blive i tvivl om og bange for, hvad der står tilbage, hvis man hiver den bjælke ud af sin selvfortælling,” lyder det. 

Hendes endnu unge konstatering af, at livet som mor måske er lettere uden en mand, er eksemplet på, hvordan hun har hevet en bjælke ud af sin egen selvfortælling – som ellers har siddet tungt og fast, siden hun fik sin første kæreste som teenager. 

”Det har været meget definerende for min opfattelse af mig selv; at jeg var en person, der var i en relation til en mand. Og jeg er en kæmpe romantiker og jeg elsker at være forelsket, elsker sex og elsker alt det, der følger med et forhold; den hemmelige verden, nærheden, særsproget. 

Så i den forstand er det da en sørgelig erkendelse. 

Men det er ikke, fordi jeg afsværger det for altid. Slet ikke. Jeg er til gengæld sikker på, at jeg vil forsøge at opføre mig anderledes, næste gang, jeg forelsker mig,” siger hun. 

Det bliver noget med at holde sig ovre i sig selv og omfavne omstændighederne, hvis vedkommende ligesom hun selv har bagage (og måske børn) med sig. 

Fordi det på sin egen fine vis vil sætte nogle begrænsninger. 

”Et sted i min digtsamling skriver jeg om ’mors indre balsal’, og det var sådan det var engang; forelskelsen blev en form for eskapisme og en måde at bære en ny, indimellem smertefuld virkelighed på. 

I dag er jeg nået dertil, hvor jeg har lukket døren til balsalen,” smiler hun. 

”For jeg vil virkelig gerne være til stede i mit eget liv.”