”Det perfekte barn er en cirkel,” starter vores søde og virkelig dygtige børnehavepædagog.
Min kæreste og jeg er netop mødt ind til den
obligatoriske 'er dit barn klar til skolestart'-samtale i børnehaven.
Forinden var vi blevet bedt om at svare på et omfattende, såkaldt
dialogspørgeskema, udstukket af kommunen. Vi skulle vurdere vores søns sociale,
motoriske og alt-derimellem-evner på en skala. Det samme havde pædagogen
gjort, og ud fra det skulle vi tale om, hvorvidt vores søn er klar til at
starte i skole til sommer.
Resultaterne af vores og pædagogens svar er illustreret i en
cirkel, omkranset af de forskellige spørgsmål. Ved højeste score ligger man
yderst i cirklen, ved laveste inde i midten. Det 'perfekte' barn er altså
en helt rund cirkel. Vores søns cirkel ligner mere en nullermand – med lidt god
vilje en træt stjerne, måske.
Der er altså en hel del punkter, hvor vores søn, ifølge
pædagogens vurdering, godt kan klare sig bedre.
Autoritetstro (som jeg åbenbart er) lapper jeg alt i mig
under samtalen, og jeg spørger tilmed ind til, hvordan vi kan hjælpe vores søn
til at klare sig bedre på de givne punkter. Vi går derfra med en følelse af, at
der er alt muligt, den lille fyr godt kunne være bedre til. Og det til trods
for, at vi egentlig ser ham som en sund og rask dreng i trivsel med færdigheder
svarende til sin alder.
Først dagen efter, da min kæreste og jeg igen taler om det,
går det op for mig, hvad der egentlig er sket til den samtale. Vi er blevet
langt mere usikre og forvirrede omkring vores søns udvikling og evner, end vi
var før.
Så er det virkelig en god idé, at vi rangerer vores ellers
sunde og raske børns færdigheder allerede i børnehaven?
For når jeg som mor bliver usikker på, om mit barn mestrer
alt det, han burde, og på, om jeg selv burde gøre mere som forælder, kaster jeg
jo den usikkerhed lige ned på ham. Og hvem går det så ud over? Ja, ham igen. Og
er det sundt eller brugbart? Nej. Det synes jeg ikke.
Børn er jo børn, og de skal da ikke vurderes ud fra alle
mulige omfattende spørgsmål helt ned til 5-årsalderen. Den slags har de nok i
vente af resten af livet.
Et par eksempler kommer her. Et spørgsmål går på, om vores
barn udviser forståelse og interesse for kunst. Et andet om fremmede kulturer.
Et tredje spørgsmål omhandler barnets forståelse af lovmæssigheder i naturen. Hvor
mange 5-årige mestrer lige det fuldstændigt? I hvert fald ikke nogen af dem,
jeg kender.
Annonse
”Hvilket jo er helt normalt,” understreger vores pædagog, da
vi er inde til samtalen.
Det kan godt være, men vi forældre ender bare med at tro, at
vores børn skal kunne mere, end de kan (og bør kunne, hvis du spørger mig).
Annonse
Skal børn virkelig testes?
Lad os tage et eksempel mere. Pædagogen scorer barnet lavt i
bogstavforståelse, fordi hun aldrig har set ham skrive andet end sit navn. I børnehaven
har barnet nemlig travlt med at lege med vennerne. Det, hun ikke ved, er, at
barnet derhjemme bruger en masse tid på at tegne og skrive bogstaver.
Det betyder vel, at vi bedømmer børn på noget, vi ikke har
givet dem mulighed for at vise, om de kan? Det giver jo ingen mening.
Jeg er glad for, at vi lever i et samfund, hvor man sætter
ressourcer af til en samtale om børns trivsel og egnethed til skolestart. Men
herfra kunne vi så også spare os selv for en hel masse tid, penge og usikkerhed
ved at droppe resten. Vi kunne jo skifte fokus fra alt det, barnet ikke kan og
i stedet fokusere på det, barnet er god til og tale ud fra det.
Vores søn er, ifølge systemet, klar til skolestart på trods
af sin nullermandslignende cirkel. Men kunne vi ikke bare have afklaret det ud fra en simpel samtale om hans
trivsel i stedet for at tale om perfekte børn i cirkler?
Slutteligt vil jeg understrege, at det her på ingen måde er
en kritik af pædagogernes arbejde, eller vores børns dejlige børnehave, men derimod
den måde, vores system i samfundet trækker tests og spørgeskemaer ned over
hovedet på børnehavebørn og deres voksne.
Olivia Jonassen
Journalist. 34 år.
Mor til Marlon på 5 år og Elvira på 3 år.Bor i København med børnene og deres far.
